Jeg har en del kontakt med en italiensk pige hernede, der også er comenius assistent. Jeg mødtes med hende i dag, for at fortælle om det danske skolesystem til en artikel hun skal skrive. Det er meget sjovt pludselig at skulle forklare meget af det, man ofte tager for givet, som hun nærmest sidder måbende og lytter til.

Nå, men hun fortalte mig så lidt om, hvad der pt. foregår i Italien. Ifølge hende kan hun i øjeblikket se frem til at skulle arbejde i 10 år før hun får en fast ansættelse på en skole. For at spare bliver lærerne ansat i 10 mdr. (=skoleåret). Derefter står de så arbejdsløse 1/7 (og staten sparer 2 måneders løn til alle lærere) og skal søge job til den efterfølgende skoleår, og der er ingen garantier for at få arbejde på den skole, hvor man arbejdede skoleåret før.

Derudover er der i Italien absolut ikke samme lærermangel eller generel mangel på arbejdskraft, som vi ser i Danmark. Tværtimod. Ifølge Viviana forsøger staten at holde de unge så længe så muligt på skolebænken, hvilket jo også stik modsat derhjemme, hvor vi jo helst skal igennem så hurtigt som overhovedet muligt.

Vivianas kæreste er gennem længere tid blevet ansat i en tidsbegrænset stilling, som hele tiden er blevet forlænget, men han har altså ikke været fastansat. Han fik så at vide, at hvis han ville flytte til Wien og arbejdede her nogle år, kunne de tilbyde ham en fastansættelse, og derfor er de nu her.

Jeg kan mærke på Viviana, at hun er dybt frustreret og ked af sin situation, og den måde hendes liv har formet sig på. Jeg har ikke selv nogen holdning til det politiske system i Italien, jeg har absolut ikke nok viden om det, til at kunne tage stilling til det, men udfra hvad Viviana siger, er det især efter Berlusconis tilbagekomst, at det er blevet rigtig skidt i Italien, og han er ihvertfald ikke på de unges side.

Hvorvidt alt dette er virkeligheden skal jeg ikke kunne udtale mig om, men det lyder godt nok…anderledes!