Jeg gik i dag og talte med en af lærerne på vores udflugt. Jeg fik efterhånden overbevist hende om, at jeg var fra Danmark og ikke Finland – hvilket hun de sidste dage er blevet ved med at sige.

Nå men hun fortæller så, at en af hendes sønner havde været i København engang og havde simpelthen bare elsket den by. Der var hyggeligt, idyllisk og menneskene var bare super duper. Han havde så talt med nogle håndværkere og så vidt jeg forstod også ufaglærte og var kommet hjem til sin mor og været fuldstændig forundret over, hvor oplyste og velinformerede de havde været. Det havde jo ligefrem været muligt at føre en samfundsorienteret samtale/diskussion med dem. Og det havde åbenbart været en kæmpe forskel i forhold til hernede. Men det må jo simpelthen have noget med skolesystemet at gøre. Selvom man måske ikke er synderlig stærk i det boglige, så er man trodsalt ikke dømt ude af samfundet, der er stadig en anerkendelse i skolen og alle bliver hørt. Min fornemmelse er, ud fra hvordan hun fremlagde det, at hernede tager man sig måske ikke ligefrem tiden til at tage disse samtaler/diskussioner med dem, der ikke har en fremtid inden for en mere eller mindre boglig retning. Det starter jo nok ret tidligt i forhold til, at disse børn bliver sorteret fra/ned i uddannelsessystemet, og derved bliver de vant til, at det ikke betyder noget og bekymrer sig derefter ikke om det.

Jeg ved ikke, om det er en rigtig antagelse, men det lød som om, det godt kunne forholde sig på denne måde på hende… Jeg må da indrømme, at hvis det forholder sig sådan, kan jeg godt forstå det pres forældrerne lægger på deres børn, og det nederlag det er, hvis de ikke klarer det. Et er en lavere løn og måske ikke ligefrem de arbejde man havde ønsket sig, men noget andet er, hvis man helt holder op med at bekymre sig…