I går blev det så tid til induction meeting på kontoret for livslang læring her i Wien. Mødet var sat til at vare fra kl. 10-14, hvilket umiddelbart virkede som ret kort tid. Nu er jeg jo ikke en af dem, der har særlig lang rejse for at komme til mødet, men jeg ved, at flere skulle rejse i mange timer, eftersom der kun bliver holdt møde i Wien for alle assistenter i hele Østrig. For det første burde mødet simpelthen af den grund vare længere, for at det ikke er fuldstændig til grin at skulle rejse så langt. For det andet kunne det selvfølgelig være rart, virkelig at nå at netværke med de andre assistenter, udveksle erfaringer osv. Når det så er sagt, så synes jeg ihvertfald man under sig selv at tage med til det møde. Hvis ALT bare kører som det skal, og man ikke føler sig ensom, overvældet, usikker og hvilke andre negative følelser man måske kan have, ja så kan rejsen måske være lang. Man skal dog bare huske på, at rejseomkostningerne jo bliver dækket af ens nationakontor :-)

Mødet hernede startede med en kort velkomst, hvorefter vi lavede en lille ganske udmærket øvelse, som skulle bidrage til at bryde isen mellem os. I de uddelte mapper, som indeholdt alt muligt information, lå der også et ordkort. I min stod der fx “diversity”. Jeg skulle så finde den person, som også havde det kort, og vi skulle så diskutere dette ord, og hvad det har med vores assistent-ophold at gøre. Andre ord kunne fx være “language awareness”, “intercultural dialogue”. Egentlig en ganske udmærket øvelse og en god måde at komme igang på. Derefter var det en repræsentant fra “Bundesministerium für Unterricht, Kunst und Kultur”, der var på. Han fortalte om det østrigske skolesystem, om Østrig generelt, om kulturchok osv. Han brugte en kultur-chok model, en såkaldt “W-kurve”, som beskriver bølgerne i ens forhold til det at være afsted, hjemve osv. Sjovt nok falder jeg nok lidt udenfor denne kurve. Min største nedtur indtil nu har ihvertfald været lige, da jeg ankom hernede – et par dage efter ihverfald. Derimod har de fleste været fulde af gåpåmod i starten og bare syntes det har været fedt at være afsted og senere kommer så nedturen. Men igen… som jeg har skrevet tidligere. Mit problem har jo nok været, at opholdets varighed som udgangspunkt har været et andet, end jeg havde ønsket, og det havde jeg svært ved at overskue. Så derfor kom min nedtur tidligt, indtil jeg havde fået det på plads.

Derefter kom vi til et punkt på mødet, som desværre ikke var så organiseret, som man kunne have ønsket. Men den stakkels mand, der stod for det, havde aftenen før fået at vide, at han skulle underholde os i 2 timer med lidt forskellige øvelser, snak om assistentopholdet osv. Derfor kunne det ikke bliver bedre end det blev. Hende der normalt stod for det, var vist i Bruxelles til møde. Det var lidt ærgerligt. Men jeg fik heldigvis skabt lidt kontakter. Der er en pige, der bor 1 times togtur udenfor Wien, som gerne ville lave noget. Og så talte jeg med tre andre, der også er her i Wien, som også gerne ville lave noget. I går aftes ville jeg så finde dem på facebook som aftalt – det kunne jeg bare ikke. Nå, men mon ikke de finder mig så :-) Det håber jeg!

Sidst men ikke mindst var den anden dansker, der befinder sig her i Østrig, Lasse, også med til mødet. Han opholder sig i Graz, og vi har talt om, at jeg kunne komme ned forbi en dag i en weekend og se den by. Det kunne være hyggeligt. Alt skulle vist også være billigere dernede :-) Efter mødet tog vi os en “dansker-dag”, hvor vi tullede lidt rundt i byen, fik lidt mad og et par øl. Det var super hyggeligt og rart at få vendt sine tanker med en i samme situation. Vi står i to vidt forskellige hverdage (jeg på en stor skole i hovedstaden og Lasse på en lille skole i en lille landsby), og vores problemer er måske ikke umiddelbart de samme, men det var rart at tale med en, som trodsalt kunne nikke genkendende til meget af det, man sagde – og ikke mindst komme med gode råd.

Alt i alt en hyggelig dag, som jeg vil råde andre at tage med til.

Kommentarer



Name (påkrævet)

Email (påkrævet)

Website

Speak your mind