Jeg er studerende på RUC og er på mit 4 semester nu. Mit erasmus ophold startede i tankerne flere år tilbage, fra første gang jeg hørte om det,vidste jeg at jeg ville afsted. Mens det rent praktisk startede for godt et år siden, med en prioriteringsliste over hvilke universiteter jeg godt kunne tænke mig at komme til og hvorfor lige dem i forhold til de fag de udbød. Jeg kan hukse at det var enormt stressende og jeg tog denne her ansøgning meget seriøst, som var det liv eller død. Fik endelige nørklet mig sammen til lige inden deadlinen at skrive den, mens venner og veninder ringede på kryds og tværs for at spørge hinanden til råds om hvad man mon skulle skrive? og hvad de valgte en ud fra? Efter denne prioriterings ansøgning til ersamus pladser gik der lang tid før jeg hørte noget, begyndte faktisk at tro at løbet var kørt. Men så en dag fik jeg den ulykkelige besked at de ikke kunne opfylde mine prioteter. Jeg var sønderknust og helt ude af mig selv, her havde jeg gået med store fremtidsplaner og et Erasmus ophold i Spanien som den afgørende spiller, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Lige indtil jeg fik en invitation til et restmøde, hvor alle os det havde søgt om erasmuspladser blev inviteret for at skrive os på de pladser som endnu ikke var optaget. Men til min store fortvivlelse opdagede jeg at der ikke var nogle pladser tilbage i Spanien, jeg kiggede febrilsk listen igennem og besluttede mig for at så kunne det også bare være lige meget  og jeg skulle vise dem, de skulle i hvert fald ikke få mig ned med nakken så jeg skrev mig på en plads til Leipzig, Tyskland på trods af min manglende tysk undervisning og evne til overbevisende at lade som om jeg kan tale det. Leipzig blev det, jo flere jeg sagde det til, især tyskere jo mere  begejstret blev jeg for denne uventede drejning, da de alle virkede meget overbevisende om at det var en mindst lige så fed en by som Berlin. Okay, tænkte jeg, Leipzig af banen for her kommer jeg.

Blandt mine studiekamerater var der mange som fortrød at de ikke have nosset sig sammen til at søge om en erasmus plads, da de godt kunne mærke allerede i 2. semester at lidt afveksling ville gøre underværker. En dag kom der en underlig mail igen, som så ud til at være sendt til mig automatisk hvor der stod at jeg alligevel var accepteret til et univerrsitet i Madrid! argh! så var min lykke gjort også troede jeg at det var endt der, nu havde jeg fået en plads, så kunne det da ikke tage alverdens tid at få de sidste papire på plads..

Sikke en lang næse jeg fik! Inden sommerferien fik jeg en bekræftelse fra universitet i Madrid om at jeg kunne søge en erasmusplads, samt en hjemmeside de henviste mig til for yderligere information. Men jeg havde travlt med at arbejde, roskilde festival og at rejse, nyde at det var sommerferie, lige indtil det i slutningen af august gik op for mig at jeg havde en måned til at få papirerne til Madrid underskrevet af Ruc. Efter en uges tid fik jeg endelig taget mig sammen, skriblede nogle fag ned på Learning Agreement papiret (standardformularen for forhåndsmerit overførelser fra afsender universitet til modtager universitet). Glad gik jeg op til studievejlederen, smilede sødt til hende og spurgte så pænt jeg kunne om hun ikke nok ville underskrive denne formular, for så ville det være ud af verden. NEJ! det munede ud i en lang smøre hvor hun forsøgte at opridse hvordan hele systemet fungere på under 2 minuter mens hendes telefon blev ved med at forstyrre os. Jeg gik derfra med tåre i øjnene og for 2. gang i det her forløb troede jeg at min store drøm ville briste. Efter et par dage med hjertesorger hankede jeg op i mig selv, tog 5 dage ud af mit skema og isolerede mig i mine forældres hus på landet, som var ude at rejse på det tidspunkt. I 5 dage 10 timer om dagen sad jeg trofast foran computeren og oversatte fra spansk til dansk kursusbeskrivelserne, skrev motiverede ansøgninger for hvert kursus samt en samlet motiveret ansøgning til hvorfor jeg så gerne ville på erasmus. Tilsidst havde jeg 45 sider at aflevere til studievejlederen, mens jeg forsøgte at overbevise mig selv om at bare det at have overlevet ansøgningsproceduren med et resultat jeg var ovenud stolt over, om ikke andet så på grund af alle de kræfter jeg havde lagt i det, var fint nok, og så kunne det være lige meget om jeg ville få den endelig godkendelse og komme afsted eller ej.

Få dage inden Learning Agreementen seneste skulle være i hænderne hos universitetet i Madrid, midt i en forlæsning ringer min telefon, jeg sniger mig ud og får at vide af en mindre begejstret person i den anden ende af røret at min ansøgning er blevet godkendt. Jeg er ved at springe i luften af glæde og overøser personen i røret med diverse komplimanter og taknemligheds fraser, tak og så bliver røret smidt på. Turen går til Madrid!

1 Comment so far

1. Systemadministrator (automatisk) on 3. Februar 2010 18:48

   Hej Sofie
   Dejligt at høre, at du er kommet afsted, og også dejligt at du besluttede at blogge her…..vi glæder os til at høre mere og holde kontakten til dig ad denne vej
   Mange hilsner
   Pia