Nu er der efterhånden gået et par måneder siden mit sidste blogindlæg og det må være tid til en opdatering.

Siden sidst er Peter og jeg flyttet fra San Telmo hos de to søde argentinske søstre til vores egen lejlighed i Palermo. Det er vidunderligt dejligt at være flyttet til den nye lejlighed – primært fordi her er vinduer! Lejligheden i San Telmo var rigtig fin, og det var hyggeligt at bo sammen med Erika og Irene og få snakket spansk hver eneste dag, men vinduer er altså en ret vigtig ting. Og dem har vi masser af her i Palermo, og en lille terrasse. Her er småt, men velindrettet, med et lille køkken, en spisestue/opholdsrum, lille soveværelse og endnu mindre toilet. Den første måned vi boede her var der dog ret omfattende problemer med internetforbindelsen – men efter blod, sved og tårer fra Peters side (og opmuntrende tilråb fra mig) kan min lille eee nu komme på et ganske stabilt trådløst net.

Siden sidst er jeg begyndt til danza contempránea på Centor Cultural Rojas – et kulturcenter der hører under UBA. Jeg havde egentlig tænkt mig at jeg ville følge et kursus i at male, men alt var optaget – fra croquis til manga. Så tænkte jeg, at det der med at danse moderne, det kunne da sikkert være meget skægt. Og det var det. Meget syret, eksperimenterende og sært.

Ta´ opvarmningen: 10 mennesker ligger på gulvet i en spejlsal: ‘Mærk faldet’, siger instruktøren, ‘Lav jeres morgenlyd, stræk heeeele kroppen igennem’. 10 mennesker vrider sig på gulvet, ruller rundt og stønner. Jeg er ved at knække sammen af grin og beslutter mig for, at min morgenlyd da vist må være undertrykt latter. Men argentinerne stønner og vrider sig om morgenen – ok så.

Jeg er også begyndt til yoga sammen med Sanne hos Buena Onda (oversættes som noget i retning a ‘good vibes’/god stemning) yoga. Og der er virkelig god stemning. Søde overskudsmennesker med masser af energi og smil.

Derudover er jeg blevet venner med nogle stykker fra mit hold på UBA, som jeg har hængt ud sammen med i weekenderne. De er vældig sjove og hyggelige, og jeg får en masse ud af at være sammen med dem både sprogmæssigt og socialt.

Tiden går vanvittigt stærkt, og jag fatter ikke at jeg har været her over halvdelen af tiden allerede. Om knap en måned kommer familien på besøg, og så er semestret ved at være slut. Lidt rejsen rundt senere sidder jeg i et fly på vej mod januarkulden i Danmark. Gisp.

Jeg synes det går godt på UBA, men det er sindssygt svært. De fleste af de andre mangler kun et eller to semestre før de er færdige med deres uddannelse, så niveauet er højt (jeg er kun på 7. semester). Udover at niveauet er højt mangler jeg en masse basisviden omkring latinamerikanske forhold, som gør, at ting der er indlysende for de andre er volapyk for mig. Men så er det godt at jeg har mine ugentlige møder med min tutor Alejandro, hvor jeg kan spørge om alle de ting jeg ikke tør række hånden op og spørge om foran de 40 mennesker i klassen.

Og så er der sproget. Jeg synes egentlig det går rigtig godt med at snakke spansk og at jeg kan udtrykke mig meget friere – nogle gange (specielt efter et par øl) kan jeg endda være sjov på spansk, uden at det er pga. små-sjofelheder, jeg ufrivilligt kommer til at sige, fordi jeg har lært spansk-spansk og ikke Argentina-spansk. F.eks. kan pecho i Spanien både være en fersken eller slang for bryst. I Argentina betyder det KUN bryster – en fersken er durazno. Spørg således ikke grønthandleren om han har pechos! Der er også forskel på calor (varme) og caliente (varm). Det gør varme (hace calor) og maden er varm (caliente). Men hvis DU har det varmt er du ikke caliente – det betyder på slang at man er liderlig! Men det er i hvert fald befriende at kunne forstå jokes på spansk, og selv engang imellem bidrage lidt til humoren. Også selvom det mest er falde-på-halen/far-humor – Et grin er et grin.

Så kom dagen som jeg både har frygtet og set rigtig meget frem til. Første skoledag på UBA. Sanne og jeg snakkede om det i går – Hvad nu hvis læreren stiller en et spørgsmål i klassen som man ikke forstår? Hvad nu hvis man i det hele taget ikke fatter en meter af hvad der foregår? Jeg har forsøgt at læse lidt forud i pensum, men det er ikke blevet til meget – jeg har fået læst ca. 7 sider i alt, det har taget mig flere timer, og jeg har slået over 50 ord op. Normalt læser jeg ca. 10 sider i timen, men på spansk er det reduceret til ca. 2. Det gør det heller ikke nemmere når den ene af teksterne er skrevet i tungt sprog, med sætninger på 8 linjer, fyldt med indskudte sætninger.

I modsætning til hvad jeg havde forventet er det virkelig nemt at finde det lokale timen skal foregå i. Jeg spurgte én person om aula 108, og vupti. Det nemmeste i verden.

Undervisningen er delt op i practicas og teorias, som svarer lidt til holdundervisning og forelæsninger.

Min første time på UBA er practica i Relaciones Internacionales fra 9-11. Che skuer patriotisk over indgangen til undervisningslokalet, væggene er klistrede til med slogans om demokrati og revolution, og stolene med tilhørende lille klap-ned bord har sikkert været smarte engang i 50′erne – eller nej, måske har de aldrig været smarte. Jeg tager plads blandt de ca. 15 tilstedeværende. På række 4 for at kunne høre hvad der foregår, men ikke for langt fremme – man skulle jo nødigt gøre opmærksom på sig selv.

En ung fyr, som åbenbart er en slags instruktor, starter undervisningen ca. klokken 9. Jeg ved ikke om det er nervøsitet, men jeg forstår virkelig lidt af, hvad han siger. Jeg begynder at overveje om jeg har sat mig ind i det forkerte lokale, men tør simpelthen ikke række hånden op og spørge. Han snakker et par minutter, og spørger så en pige i den anden ende af lokalet om noget. Han spørger ham ved siden af om det samme, og den næste. Shit, han har tænkt sig at spørge alle.

‘Y vos?’ spørger han og kigger på mig. ….’Øh, no entiendo’ siger jeg med skælvende stemme. Alle kigger på mig. ‘Ah, de donde sos?’. ‘Soy de Dinamarca. Estoy en un intercambio’ (jeg er fra Danmark og er på udveksling) får jeg fremstammet. Puha, han smiler, spørger den næste, og faren er drevet over. Så giver han sig til at snakke om realisme versus idealisme og forskellige skoler indenfor internationale relationer, så den er vist god nok, jeg er i det rigtige lokale.

Eleverne kommer dryssende til langt inde i undervisningen. En smuk pige med mørkebrunt hår ned til lårene sætter sig ved siden af mig og hvisker bestyrtet: ‘Er undervisningen allerede startet, hvor lang tid har den været i gang?’ Jeg hvisker tilbage at den har været i gang i ca. 20 minutter (sjovt nok, klokken er 20 over!). En fyr stiller et par spørgsmål til underviseren, som jeg ikke forstår meget af, men noget med Marx indgår i dem alle. En anden fyr spørger om det virkelig kan være rigtigt at de skal læse tekster på engelsk? Underviseren beroliger dem med, at det ikke er de obligatoriske tekster der er på engelsk, kun de ikke-obligatoriske. Og der findes oversættelser.

Efter timen vil jeg lige tjekke med underviseren, at mine tekster er de rigtige. Jeg købte dem jo i sidste uge, og det er dem fra sidste semester, men der skulle ikke være ændringer. En pige kommer forbi på vej ud og spørger overrasket, hvor jeg har dem fra. Jeg forklarer (lidt stolt over at vide noget hun ikke ved) hvor kopilokalet ligger. Læreren bekræfter, at det er de rigtige tekster jeg har, forklarer hvilken en jeg skal læse til næste gang, og er i det hele taget mægtig flink og siger: ‘Hvis der er noget du ikke forstår skal du virkelig bare spørge. Jeg mener det. Det her er en uformel undervisning, og du må spørge om og mene hvad du vil’. Det er jo dejligt at vide. Flink mand.

Jeg er heldig med tidspunkterne mine fag ligger på. Mange af de fag jeg var interesseret i lå klokken 21-23 om aftenen – Undervisning 21-23 fredag aften? 9-13 lørdag? 8-10 mandag? De er ikke kede af det. Men jeg har heldigvis fået nogle okay humane tider fra klokken 17-19 mandag, 9-11 onsdag, 9-11 og 17-19 torsdag. Tirsdag og fredag er læsedage.

I morgen skal jeg have teoria (forelæsning) i relaciones internacionales fra 9-11 og senere Politica Latinoamericana fra 17-19. Jeg er stadig lidt bange, men mest spændt.