Nu er der efterhånden gået et par måneder siden mit sidste blogindlæg og det må være tid til en opdatering.

Siden sidst er Peter og jeg flyttet fra San Telmo hos de to søde argentinske søstre til vores egen lejlighed i Palermo. Det er vidunderligt dejligt at være flyttet til den nye lejlighed – primært fordi her er vinduer! Lejligheden i San Telmo var rigtig fin, og det var hyggeligt at bo sammen med Erika og Irene og få snakket spansk hver eneste dag, men vinduer er altså en ret vigtig ting. Og dem har vi masser af her i Palermo, og en lille terrasse. Her er småt, men velindrettet, med et lille køkken, en spisestue/opholdsrum, lille soveværelse og endnu mindre toilet. Den første måned vi boede her var der dog ret omfattende problemer med internetforbindelsen – men efter blod, sved og tårer fra Peters side (og opmuntrende tilråb fra mig) kan min lille eee nu komme på et ganske stabilt trådløst net.

Siden sidst er jeg begyndt til danza contempránea på Centor Cultural Rojas – et kulturcenter der hører under UBA. Jeg havde egentlig tænkt mig at jeg ville følge et kursus i at male, men alt var optaget – fra croquis til manga. Så tænkte jeg, at det der med at danse moderne, det kunne da sikkert være meget skægt. Og det var det. Meget syret, eksperimenterende og sært.

Ta´ opvarmningen: 10 mennesker ligger på gulvet i en spejlsal: ‘Mærk faldet’, siger instruktøren, ‘Lav jeres morgenlyd, stræk heeeele kroppen igennem’. 10 mennesker vrider sig på gulvet, ruller rundt og stønner. Jeg er ved at knække sammen af grin og beslutter mig for, at min morgenlyd da vist må være undertrykt latter. Men argentinerne stønner og vrider sig om morgenen – ok så.

Jeg er også begyndt til yoga sammen med Sanne hos Buena Onda (oversættes som noget i retning a ‘good vibes’/god stemning) yoga. Og der er virkelig god stemning. Søde overskudsmennesker med masser af energi og smil.

Derudover er jeg blevet venner med nogle stykker fra mit hold på UBA, som jeg har hængt ud sammen med i weekenderne. De er vældig sjove og hyggelige, og jeg får en masse ud af at være sammen med dem både sprogmæssigt og socialt.

Tiden går vanvittigt stærkt, og jag fatter ikke at jeg har været her over halvdelen af tiden allerede. Om knap en måned kommer familien på besøg, og så er semestret ved at være slut. Lidt rejsen rundt senere sidder jeg i et fly på vej mod januarkulden i Danmark. Gisp.

Jeg synes det går godt på UBA, men det er sindssygt svært. De fleste af de andre mangler kun et eller to semestre før de er færdige med deres uddannelse, så niveauet er højt (jeg er kun på 7. semester). Udover at niveauet er højt mangler jeg en masse basisviden omkring latinamerikanske forhold, som gør, at ting der er indlysende for de andre er volapyk for mig. Men så er det godt at jeg har mine ugentlige møder med min tutor Alejandro, hvor jeg kan spørge om alle de ting jeg ikke tør række hånden op og spørge om foran de 40 mennesker i klassen.

Og så er der sproget. Jeg synes egentlig det går rigtig godt med at snakke spansk og at jeg kan udtrykke mig meget friere – nogle gange (specielt efter et par øl) kan jeg endda være sjov på spansk, uden at det er pga. små-sjofelheder, jeg ufrivilligt kommer til at sige, fordi jeg har lært spansk-spansk og ikke Argentina-spansk. F.eks. kan pecho i Spanien både være en fersken eller slang for bryst. I Argentina betyder det KUN bryster – en fersken er durazno. Spørg således ikke grønthandleren om han har pechos! Der er også forskel på calor (varme) og caliente (varm). Det gør varme (hace calor) og maden er varm (caliente). Men hvis DU har det varmt er du ikke caliente – det betyder på slang at man er liderlig! Men det er i hvert fald befriende at kunne forstå jokes på spansk, og selv engang imellem bidrage lidt til humoren. Også selvom det mest er falde-på-halen/far-humor – Et grin er et grin.

Så kom dagen som jeg både har frygtet og set rigtig meget frem til. Første skoledag på UBA. Sanne og jeg snakkede om det i går – Hvad nu hvis læreren stiller en et spørgsmål i klassen som man ikke forstår? Hvad nu hvis man i det hele taget ikke fatter en meter af hvad der foregår? Jeg har forsøgt at læse lidt forud i pensum, men det er ikke blevet til meget – jeg har fået læst ca. 7 sider i alt, det har taget mig flere timer, og jeg har slået over 50 ord op. Normalt læser jeg ca. 10 sider i timen, men på spansk er det reduceret til ca. 2. Det gør det heller ikke nemmere når den ene af teksterne er skrevet i tungt sprog, med sætninger på 8 linjer, fyldt med indskudte sætninger.

I modsætning til hvad jeg havde forventet er det virkelig nemt at finde det lokale timen skal foregå i. Jeg spurgte én person om aula 108, og vupti. Det nemmeste i verden.

Undervisningen er delt op i practicas og teorias, som svarer lidt til holdundervisning og forelæsninger.

Min første time på UBA er practica i Relaciones Internacionales fra 9-11. Che skuer patriotisk over indgangen til undervisningslokalet, væggene er klistrede til med slogans om demokrati og revolution, og stolene med tilhørende lille klap-ned bord har sikkert været smarte engang i 50′erne – eller nej, måske har de aldrig været smarte. Jeg tager plads blandt de ca. 15 tilstedeværende. På række 4 for at kunne høre hvad der foregår, men ikke for langt fremme – man skulle jo nødigt gøre opmærksom på sig selv.

En ung fyr, som åbenbart er en slags instruktor, starter undervisningen ca. klokken 9. Jeg ved ikke om det er nervøsitet, men jeg forstår virkelig lidt af, hvad han siger. Jeg begynder at overveje om jeg har sat mig ind i det forkerte lokale, men tør simpelthen ikke række hånden op og spørge. Han snakker et par minutter, og spørger så en pige i den anden ende af lokalet om noget. Han spørger ham ved siden af om det samme, og den næste. Shit, han har tænkt sig at spørge alle.

‘Y vos?’ spørger han og kigger på mig. ….’Øh, no entiendo’ siger jeg med skælvende stemme. Alle kigger på mig. ‘Ah, de donde sos?’. ‘Soy de Dinamarca. Estoy en un intercambio’ (jeg er fra Danmark og er på udveksling) får jeg fremstammet. Puha, han smiler, spørger den næste, og faren er drevet over. Så giver han sig til at snakke om realisme versus idealisme og forskellige skoler indenfor internationale relationer, så den er vist god nok, jeg er i det rigtige lokale.

Eleverne kommer dryssende til langt inde i undervisningen. En smuk pige med mørkebrunt hår ned til lårene sætter sig ved siden af mig og hvisker bestyrtet: ‘Er undervisningen allerede startet, hvor lang tid har den været i gang?’ Jeg hvisker tilbage at den har været i gang i ca. 20 minutter (sjovt nok, klokken er 20 over!). En fyr stiller et par spørgsmål til underviseren, som jeg ikke forstår meget af, men noget med Marx indgår i dem alle. En anden fyr spørger om det virkelig kan være rigtigt at de skal læse tekster på engelsk? Underviseren beroliger dem med, at det ikke er de obligatoriske tekster der er på engelsk, kun de ikke-obligatoriske. Og der findes oversættelser.

Efter timen vil jeg lige tjekke med underviseren, at mine tekster er de rigtige. Jeg købte dem jo i sidste uge, og det er dem fra sidste semester, men der skulle ikke være ændringer. En pige kommer forbi på vej ud og spørger overrasket, hvor jeg har dem fra. Jeg forklarer (lidt stolt over at vide noget hun ikke ved) hvor kopilokalet ligger. Læreren bekræfter, at det er de rigtige tekster jeg har, forklarer hvilken en jeg skal læse til næste gang, og er i det hele taget mægtig flink og siger: ‘Hvis der er noget du ikke forstår skal du virkelig bare spørge. Jeg mener det. Det her er en uformel undervisning, og du må spørge om og mene hvad du vil’. Det er jo dejligt at vide. Flink mand.

Jeg er heldig med tidspunkterne mine fag ligger på. Mange af de fag jeg var interesseret i lå klokken 21-23 om aftenen – Undervisning 21-23 fredag aften? 9-13 lørdag? 8-10 mandag? De er ikke kede af det. Men jeg har heldigvis fået nogle okay humane tider fra klokken 17-19 mandag, 9-11 onsdag, 9-11 og 17-19 torsdag. Tirsdag og fredag er læsedage.

I morgen skal jeg have teoria (forelæsning) i relaciones internacionales fra 9-11 og senere Politica Latinoamericana fra 17-19. Jeg er stadig lidt bange, men mest spændt.

Nu hvor gripe-vi-vasker-hænder-konstant-og-undgår-fysisk-kontakt-paranoiaen er ved at være drevet over er argentinerne begyndt at kindkysse hinanden og andre igen. I starten var det nogenlunde til at finde ud af det der med kyssene – man skulle bare helst holde en god fysisk afstand til alt og alle – specielt hvis der var nys eller host indblandet.

Men nu flyver kindkyssene til alle sider, og reglerne kan være lidt svære at gennemskue. For det første er det jo generelt en ny ting for sådan et par reserverede (for latinamerikanske standarter) danskere. Heldigvis er der kun tale om ét kys, som regel på højre kind. Så man undgår i det mindste at skulle tænke over, om man skal kysse 2, 3 eller 4 gange – det har jeg stadig ikke styr på og det kan godt være lidt akavet med f.eks. min franske onkel selvom det også er morsomt nok.

Men her er det altså kun ét kindkys. Men spørgsmålene der rejser sig er så: Hvor og hvornår skal man kysse? Det virker jo temmelig intimt, sådan at kysse andre end sin kæreste, veninder og familiemedlemmer på kinden. Men man er på kysse-fod langt tidligere end man f.eks. er på knus i Danmark. Jeg giver normalt ikke folk knus før jeg har mødt dem i hvert fald et par gange – og kun i sammenhænge der har en eller anden social karakter, dvs. normalt ikke til forelæsninger, holdtimer, arbejdssammenhænge osv. Medmindre folk er kommet hjem fra rejse eller det er langt tid siden man har set dem af andre årsager – det giver egentlig meget sig selv.

Men her er reglerne en smule mere uigennemskuelige. Vi kindkysser f.eks. ikke med Erika og Irene når vi kommer hjem fra skole – vi ser dem jo flere gange dagligt. Selvfølgelig er der lige lidt ‘que tal?, como andan?, bien bien, vos? osv. fraser. Men i går mødte jeg Irene på vej ned af gaden, og hun stoppede op, kindkyssede – og gik videre!? Hvis man stoppede op for at give en veninde et knus på gaden i Danmark ville der høre en samtale af mindst et par minutters varighed med.

Vores ene spansklærer kindkysser samtlige 6 elever både om morgenen, og ved afsked og ‘hasta mañana’. Men vores anden spansklærer, Alejandro, gør ikke.

I træningscenteret den anden dag snakkede jeg lidt med en herboende franskmand – som så kindkyssede mig (imens jeg stod og svedte på stepmaskinen) til afsked da han tog hjem. Jeg havde også snakket lidt (mere end med franskmanden) med en argentinsk fyr til samme træning, og var meget i vildrede om jeg skulle kindkysse ham da jeg var færdig med at træne og tog hjem før ham. Det var virkelig ikke for at være uhøflig, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at gå hen og kindkysse ham mens han lå og tog bænkpres – så jeg nøjedes med et ‘nos vemos’ og lidt håndtegn.

Da jeg skulle indskrive mig var jeg på Ciencias Sociales et par gange for at lede efter Claudia. Jeg mødte er par argentinske fyre, meget flippede med partisanertørklæder og piercinger, snakkede med dem et par minutter og gik igen. Da jeg kom igen næste dag var vi på kindkys. Det er lige så meget mænd der kindkysser som kvinder – og jeg tænker at det må være lidt mærkeligt for sådan en hetero-fyr at kysse en anden mands skægstubbe?

Jeg glæder mig til at se, om man skal kindkysse sine studiekammerater til forelæsningerne – og til at blive lidt bedre til de argentinske kindkysse-regler!

Okay – hvad ved jeg om det, jeg har ligesom aldrig været på udveksling i andre byer vel? Nej, men jeg er ret så lykkelig over, hvor flinke argentinerne generelt er til at hjælpe! Jeg er jo afsted på en udvekslingsaftale mellem RUC og UBA, men i realiteten er der ingen hjælp at hente fra RUC. Man skulle tro at en udvekslingsaftale ville gøre det nemmere at arrangere ens udvekslingsophold – men nej. Tværtimod. Jeg har skullet gøre præcis de samme ting som Peter, der er afsted som free-mover (søge om optagelse, forhåndsgodkendelse osv.) – jeg har bare skullet gøre alting et halvt år før. Det eneste RUC har gjort, er at sende min ansøgning om optagelse til UBA. Hvilket ikke havde været nødvendigt hvis jeg selv havde søgt.

Men til gengæld er sekretæren på det internationale kontor på Ciencias Sociales, Claudia, en guldgrube af informationer når man kan få fat i hende. Lidt uheldigt at hun holdt fri en hel måned og ikke svarede på mails pga. gripe-paranoia lige da jeg kom herned, men i fredags da jeg skulle indskrive mig på mine fag var hun en darling, der forklarede om fagene, eksamensformerne osv. så jeg rent faktisk følte at jeg valgte på et oplyst grundlag. Indskrivning på fag, der for normale UBA-studerende er et heldags- (eller flerdags-) projekt inkludererende lange køer foran forskellige bureaukratiske institutioner på fakultetet, var for Sanne (den anden pige fra RUC) og jeg en 1½times affære. Dejligt.

I går gik jeg så på jagt efter pensum til mine 2 fag: Políticas Latinoamericanas og Teorías de las Relaciones Internatcionales. Først på Centro de Estudiantes. De virkede ret forundrede over, at jeg ville købe pensum allerede nu, og forklarede at jeg ikke kunne købe det det her, men på en anden del af fakultetet (hvor jeg åbenbart også skal have undervisning?) i en anden ende af byen. De var så søde til at forklare hvilke busser og subte der kørte derud, vise det på mit store turistkort og lige sikre sig, at jeg nu havde forstået, hvor det var jeg skulle hen. Da jeg skulle finde fra subten hen til uni var jeg nødt til lige at have kortet fremme på et par gadehjørner, da jeg aldrig havde været der før, og det er et af de få steder i BA hvor gaderne ikke er fuldstændigt lige og kvadratiske. Hver gang kunne jeg knapt få lov til at stå og se forvirret ud i 30 sekunder før jeg blev spurgt af tilfældige mennesker om jeg havde brug for hjælp.

Man ved at man nærmer sig UBA når graffitien tager til og koncentrationen af plakater for venstrefløjspartier stiger – jeg fandt UBA, pensum – og fik set den del af universitetet, Ciencias Politicas, hvor jeg skal have timer. Det minder marginalt mindre om ungdomshuset end Ciencias Sociales, men bygningen og lokalerne ligner stadig noget fra 50′erne, der ikke er blevet renoveret siden. Jeg ved godt det er nørdet, men jeg glæder mig helt vildt meget til at starte på mine fag!

Jeg synes det går rigtig godt med det spanske. Nogle gange, når jeg er lidt træt eller forvirret, er jeg helt tabt, min tunge slår knuder og jeg fatter ingenting og føler mig dum. Men for det meste føler jeg at jeg forstår det meste af, hvad der foregår omkring mig og at det går hurtigt fremad med at udtrykke mig friere. I mandags startede vi et 3-ugers kursus på Lenguas Modernas UBA – på niveau 8 ud af 10. Det er noget af en udfordring, for de andre på holdet er vildt gode. To af dem har boet her i et halvt år og læst på universitetet, én er engelsklærer og snakker stort set fejlfrit spansk, og den sidste har også boet og arbejdet i Chile. Men det er svært, og det rykker – og det er fedt.

For et par uger siden begyndte vi i et træningscenter tæt på hvor vi bor – der stod godt nok på brochuren at det er ‘gay friendly’ men det er vist månedens underdrivelse. Stort set alle der er der er mega-gay. Specielt en indisk-udseende argentiner, der har boet i Sverige og derfor gerne vil tale svensk med os. Det er virkelig morsomt – svensk, spansk og masser af høj disko-musik, som fyrene går og skråler med på.

I dag blev jeg spurgt om vej i subten – af en argentiner! Først da jeg forklarede hende at jeg ikke vidste hvor det var sagde hun ‘nå du er ikke herfra’. Jaaaaah, nogen troede jeg var argentiner!

Efter en aldeles vellykket flyvetur og kun en dag senere end planlagt ankommer vi til Rio og formår at vandre rundt i lufthavnen (der ikke er særlig stor) i en halv time for at lede efter ATM’s (de er gemt i et hjørne bagest på 2. sal – meget belejligt) og mad. I samme tidsrum har Søren vandret rundt i samme ikke særlig store lufthavn og ledt efter os uden held. Vi tager en dybfrossen aircon-bus ind til byen og farer totalt vild på vej op af bjerget for at finde Sørens hus. Turist-dumme står vi med et kort og spørger random brasilianere om vej til en lokalitet, som vi udtaler så forkert som det måske er muligt. Rua Aprazivel = Ua Avazio (eller noget i den stil). En kvinde får gestikuleret os over i sin kærestes bil, og det går ret hurtigt op for os at de heller ikke aner, hvor det er, vi skal hen. De griner og snakker løs til os på portugisisk og synes tilsyneladende situationen er vanvittigt morsom. I sin iver efter at gestikulere et eller andet er føreren millimeter fra at køre frontalt ind i en taxa, hvilket får mit hjerte til at slå 5 slag over mens vores nye venner knækker sammen af latterkramper og klapper i hænderne. Da vi endelig finder frem til huset vil kvinden have 15 reais (45 kr.) for turen. Cirka en time i Rio og vi har allerede haft en nær-døds oplevelse og er blevet røvrendt. Super.

Huset ligger i smukke omgivelser med udsigt over Rio. Det er omgivet på begge sider af favelaer – store slumkvarterer – og når man sidder på terrassen hører man jævnligt skudsalver fra begge retninger. Hende der ejer det starter ud med at give os en halv times foredrag om, hvor vigtigt det er at lære portugisisk – ‘Brasilien er ved at synkronisere sit skriftsprog med de andre portugisisk-talende lande, økonomien er på vej op osv.’ Da der jo er tale om store, centrale verdensmagter som Angola og Mozambique kan vi godt se, at det er på høje tid at vi får lært portugisisk. Men vi vil egentlig bare gerne til stranden. Vi hænger ud på terrassen og møder de andre beboere, og tager et smut til en improviseret gadefest tæt ved huset. Det er vældig festligt med caipirinhas og masser af sjove brasilianere. Vores nabo Travis scorer en brasilianer, de rå-snaver lidt, udveksler telefonnumre og går så hver til sit – til stor underholdning for os andre. Travis er fra Texas og er kommet til Rio for at tage et kursus på Uni – og score så mange kvinder som overhovedet muligt. Mægtig underholdende.

Vi var også i byen et par aftener, dels til en anden gadefest, hvor man kunne købe velvoksne caipirinhas, kødspyd og majskolber med smør til næsten ingen penge. Aldeles fornuftigt. En anden aften var vi til elektro-samba på en fancy club ved Ipanema. Elektro-delen bestod af en afdeling ovenpå med hårdtpumpende techno. Samba-delen bestod af et grineren samba-band i stueetagen. En eftermiddag var vi et smut i Niteroi og besøge Sørens Mor2, Ana Maria. Hun talte ikke engelsk, men vi kunne fortså overraskende meget når hun talte langsomt – og når Søren lige oversatte en gang imellem.

Ud over smukke mennesker byder Rio også på uanede mængder af juicebarer, hvor man kan få friskblendede vitaminbomber for cirka en ti’er. Vi bliver allerede den første dag afhængige af acai-sorbet. Det smager lidt som kirsebær, men mere friskt i det – og er efter sigende noget af det sundeste man kan hælde i mavesækken. Derudover er der mange frugter, som jeg aldrig har hørt om før og som ifølge Søren kun findes i Brasilien. Vi prøver blandt andet en juice af cashew-nøddens frugt – jeg anede ikke engang at cashewnødder kom med frugt, men den smager dejligt. Graviola, mango, ananas med mynte… Det var glade dage for C-vitamin depoterne.

Ud over én dag med solskin og 30 grader var der én dag overskyet. Resten af de 7 dage vi var i Rio regnede det. Men de 2 dage blev også udnyttet til fulde ved hhv. Ipanema og Copacabana. På Ipanema spiste vi rejer, drak kokosmælk af kokosnødder og fik en smule farve på kroppen. Derudover beundrede vi de smukke brasilianere og så futvolei – volleyball hvor man ikke må bruge armene, men kun hoved, krop, ben og fødder. Jeg hader fodbold – det larmer, det er kedeligt og det eneste højdepunkt – når mændene smider trøjerne – er forbudt. Men fodvolley – dét er der mening i. Det er sjovt at se på – og de fleste af mændene har bar overkrop mens de spiller det – og hvilken overkrop! Der var en af spillerne, som helt bestemt må have stået model til alle statuerne af de gamle grækere. At de så går rundt med små, stramme speedos må man jo bære over med. Kvinderne er også gudesmukke – og de er ikke bange for at vise hvad de har. Både de unge og smukke og de gamle og grimme flasher kavalergange så dybe, at man næsten kan se navlen. En helt almindelig eftermiddag i Rio byder masser af hud at kigge på.

Vi har i løbet af den sidste uge været vidne til et enestående eksempel på uruguaysk effektivitet i form af deres flyselskab, Pluna. For at få varmen, og noget sol og strand efter 3 kolde uger i Buenos Aires, købte vi returbiletter til Rio for at besøge Søren, der skal læse der det næste semester. Afsted klokken 10, en times mellemlanding i Montevideo, Uruguay, og så til stranden, yea.

Vi skal oven i købet flyve fra den lille lufthavn, som kun ligger 15 minutter og 30 kr. i taxa fra hvor vi bor. Vi prajer en taxa klokken ca. 7.30. 5 minutter senere snorksover taxamanden ved et lyskryds på Avenida 9. de julio – verdens bredeste vej. Vi vækker ham og kommer af i en fart – håber virkelig han kørte hjem i seng bagefter og at han ikke kørte nogen ned på vejen! Ny taxa, der ikke sover, og vi er fremme ved lufthavnen med livet i behold. Vi sætter os til at vente. Da klokken bliver halv ti og det fly der skulle være lettet klokken 8.40 ikke har rørt sig ud af stedet bliver vi en smule bekymrede. Vi finder en Pluna-mand, som fortæller at lufthavnen i Montevideo er lukket pga. tåge. Fly kan godt lette fra den, men ikke lande.

Det er jo ikke videre optimalt, da vi risikerer at flyet til Rio flyver uden os, og at vi så er stuck i Montevideo. Der er kun ét fly til Rio fra Montevideo om dagen. Der er røvkoldt i Montevideo, og vi har kun sommertøj med, så vi forklarer at hvis vi ikke kan nå flyet til Rio vil vi hellere vente en dag i Buenos Aires og tage af sted i morgen end at tilbringe natten i Montevideo. Med et hjernevridende opbud af subjuntivo og condicional antager vi at vi har fået budskabet igennem. Klokken ca. 10.30 sker der pludselig noget og alle passagerene bliver gennet ud til 2 busser, der kører os hele 30 meter hen til flyet – for det kan man naturligvis ikke gå selv. Ind i flyet, og hvis det går lidt tjept ser det ud til at vi når flyet videre.

En halv time går, og flyet rykker sig ikke ud af flækken. Vi får serveret et glas vand(!) som undskyld for ulejligheden. Det ser nu ret så kritisk ud med at nå flyet til Rio. Flyveturen til Montevideo tager 50 minutter, og flyet går om 40 minutter. Vi forklarer den nogenlunde engelsktalende, meget fimsede steward at hvis flyet i Montevideo ikke har tænkt sig at vente på os vil vi af nu. Pludselig starter flyet, og halvvejs i panik beder vi om at blive sat af. Dørene bliver åbnet igen, og så står vi der på landingsbanen og får helt selv lov til at gå fra flyet hen til døren denne gang.

Vi går hele vejen tilbage gennem lufthavnen, får annulleret vores stempel ud af Argentina og finder en Pluna-skranke med en engelsktalende kvinde. Hun forklarer os så, at flyet til Rio venter på flyet fra Buenos Aires i Montevideo, at der er 35 andre i flyet der skal med samme forbindelse som os, og at det er vores egen skyld at vi ikke har fattet hvad der foregik. Pis. Lige et par minutter ser det ud som om vi virkelig har kvajet os og ikke kommer til Rio. Men hun forbarmer sig over os og ombooker vores biletter så vi kommer af sted næste dag, og kommer en dag senere hjem.

Flyuren til Rio går ganske smertefrit uden kommunikationsproblemer.

Efter en dejlig, men regnfuld uge i Rio skal vi hjem 15.20. Da klokken bliver 15.30 og der ikke er sket noget spørger vi en Pluna-kvinde, der forklarer, at flyet er i stykker, og at teknikerne er i São Paulo, men at de er på vej for at reparere det. Der går en time, og jeg er overrasket over, hvor roligt de andre passagerer tager situationen. Der er en del argentinere, der skal forskellige steder hen i Argentina, og endnu flere chilenere der skal videre til Chile fra Montevideo. De to Pluna-folk er totalt uorganiserede omkring at håndtere situationen, og jeg kommer til at tale med temmelig store bogstaver over for en af dem. Jeg har ikke fået noget at spise siden morgenmad, man kan ikke købe mad i terminalen, og der er koldt og jeg vil hjem til min varme seng på Chacabuco.

Efter ca. 2 timer får vi den besked, at de der skal til Buenos Aires kan komme på et direkte fly klokken 21 med et andet flyselskab. Dem der skal til Chile må enten vente til flyet er blevet repareret omkring midnat, eller tage et fly næste morgen. Vi kan komme hen på lufthavnshotellet og få lidt mad indtil vi skal flyve. Der er ca. 40 passagerer, og folk skal 10 forskellige steder hen, så det er noget kompliceret for de 2 Pluna-folk at finde ud af. Da vi så i samlet flok skal forlade terminalen for at komme til lufthavnshotellet opstår et nyt problem: Man må ikke tage tax-free varer ud fra terminalen, og folk må derfor enten smide det de har købt ud eller gå op og få pengene tilbage for det.

Her knækker filmen for folk og jeg bliver vidne til indtil flere latinamerikanske følelsesudbrud. En chilensk familiefar flipper helt ud og råber af Pluna-manden ‘NO ES PROBLEMA MIA, ES PROBLEMA TU!’ 2 af de chilenske kvinder giver sig til at græde, og mange af børnene græder også. Jeg kan virkelig godt forstå de er frustrerede – børnene skal i skole, og forældrene skal på arbejde næste dag. Men det er på en eller anden måde også ret fascinerende at se dramaet udspille sig. Vi pakker noget chokolade Peter har købt til mig ud af duty-free indpakningen og smugler det igennem terminal-udgangen til stor morskab for de andre i køen. Endelig får vi noget mad på lufthavnshotellet.

Flyet med Aerolineas Argentinas klokken 21 flyver os direkte til den store lufthavn uden for byen. Vi har fået en taxa-voucher, der skal betale de 100 pesos det koster for en taxa ind til centrum. Som prikken over i’et viser det sig selvfølgelig at Pluna ikke har en stand i den store lufthavn og at voucheren ikke kan bruges. Hurra for Pluna, effektivitet fra Uruguay!

Overskriften på en artikel i avisen i går lød: Polarkulde indtil torsdag.

Med polarkulde mener argentinerne ned til 5(!) grader om natten og ned til 10-15 grader om dagen. Med blå himmel og masser af sol. Alle taler om, at der måske kommer sne de næste par dage. Det er de helt oppe at køre over. Men det er som om der er noget med vands frysepunkt de argentinske medier ikke helt anerkender.

Den eneste gang det har sneet i Buenos Aires de sidste 50 år var i 2007, og alle folk løb ud på gaden og tog billeder og forsøgte at lave snebolde af den smule tøsne der ikke smeltede så snart den ramte jorden.

Det er virkelig hyggeligt at se argentinerne reagere på kulde – i fredags da Peter og jeg havde ligget og stenet film efter en lang uge med intensiv spanskundervisning var vi lige oppe i køkkenet for at vaske lidt op ved halv to-tiden. Erika, den ene søster vi bor sammen med, og hendes kæreste Andrés kom hjem totalt pakket ind som om de havde været på polarekspedition med kæmpe huer, vanter og tykke dynejakker. De var så søde og morsomme at se på – de kunne slet ikke komme sig over hvor koldt der var.

Normalt går jeg for at være en værre frossenpind – mega kuldskær, sover med varmepude under mange dyner – til mine brødres store irritation når jeg skal dele værelse med dem på ferier. Men i går nat vågnede jeg klokken 6 fordi en af søstrene havde skruet helt op for varmen og jeg var ved at koge over (der er centralvarme i lejligheden). Og jeg føler mig en anelse bar i gadebilledet, men det kan altså lade sig gøre at overleve uden hue og vanter, med en normal vinterjakke, sneakers og jeans når der er 10 grader – det er muligt:)

Jeg anser også mig selv for at være et udtalt B-menneske, der gerne sover meeeget længe i weekenden og altid sidder og skriver opgaver når alle andre er gået i seng. Men det er når jeg måler mig med mine A-menneske veninder, som står op klokken 7 og dyrker motion! Brrrr… Ren tortur. Nå, men argentinerne laver helst ikke noget før klokken 12 hvis de kan blive fri. Tjenerne på restauranter kigger mærkeligt på en hvis man vil have aftensmad før klokken 22. Og ved 23-tiden er det mest normalt at gå ud og spise. Byture starter klokken 2 og slutter ved 7-tiden. Dem vi bor sammen med står søvndrukne op omkring klokken 14 i weekenderne, stener fjernsyn til morgenmaden og spørger, hvad vi dog har lavet om formiddagen, hvis vi har været ude.

Så i denne nye kontekst, hvor jeg er overgået på de to fronter må jeg vel omdefinere min personlighed til at være A-menneske og hårdfør viking:) Hvem skulle have troet det?

GripeA-paranoiaen når nye højder her i Buenos Aires. Overskriften på avisen i går lød: Pas på sortbørs- alcogel og -masker. Folk har simpelthen hamstret masker og alcogel i en sådan grad, at der er kommet et sort marked for det. Nu har regeringen også bestemt at lukke alle teatre og biografer – og sende alle offentlige ansatte på en tidlig ferie, samt opfordre det private erhvervsliv til at gøre det samme. Der var også tale om at aflyse en fodboldkamp, der efter sigende svarer til Champions League pga. smittefare. Men SÅ lang ville argentinerne dog ikke gå. Det siger lidt om prioriteringerne i det her land: Folkeskoler, njah, sprogskoler, universiteter, offentlige ansatte, biografer, koncerter, teatre, hele erhvervslivet – jo, det lukker vi ned. Men FODBOLD – nej det ville være for meget af det gode. Logikken er knivskarp – der sker ikke noget ved at mange tusinde mennesker samles på et stadion – men at 8 mennesker samles til sprogundervisning, se det er der smittefaren er!

Harm? Nja… Vi har fundet en privat sprogskole, der heldigvis holder åbent i hvert fald denne uge ud på trods af svineinfluenza. Vi er 4 i klassen på nivel 4. Rodolfo, en brasilianer, der konsekvent kommer for sent både om morgenen og efter pauser, Andreas, en flink normand, Peter og jeg. Niveauet er perfekt, fordi vi alle 4 er cirka lige gode. Jeg bliver udfordret og lærer nye ting, og fordi vi er så få er der ikke noget der går over hovedet på mig – man er på hele tiden og lærer en masse. Vi har undervisning hver dag fra 8.30 til 13.30 med 20 minutters frokostpause, så det er meget intensivt, hvilket er godt. Vi har haft 4 forskellige lærere, og skal heldigvis fortsætte med de 2 bedste. Vi fik mødt lidt argentinsk racisme i form af en underviser, der var mega nederen. Jeg citerer: ‘Jeg er ikke racist og diskriminerer ikke. Det er ikke fordi de har mørkere hud end os og er indfødte. Jeg kan bare ikke lide peruvianere fordi de stjæler. De er dovne og vil ikke arbejde. De vil bare ha’ og ha’ og ha’, de giver ingenting der er godt til det her land’.

Racist…? Nej da.

Nå, men bortset fra at hele byen er ved at blive lukket ned pga paranoia af hidtil usete proportioner begynder jeg at finde mig godt til rette her i Buenos Aires. Det er fedt at det rykker med det spanske. Jeg har en fin, rød, læderindbunden bog, som jeg skriver nye ord i, som Peter og jeg så terper sammen. Jeg kan virkelig mærke at jeg udvider mit ordforråd og bliver mere selvsikker mht. at tale med folk. Og argentinerne virker som et meget venligt, høfligt og begejstret folkefærd. Og så har de en kø-kultur der får danskerne til at virke som en flok vildmænd. Selv ved busstoppesteder står de i lange sirlige køer. Meget civiliseret.

Der står i Lonely Planet, at 1 ud af 30 argentinerne har fået foretaget en eller anden form for plastikkirurgisk indgreb. Jeg tror der er tale om fedtsugninger, for folk ser ikke specielt plastik-opererede ud. Men når den absolut mest populære ret på restauranterne er bøf med pomfritter og det eneste man kan få til morgenmad ude i byen er kager, croissanter eller hvidt brød med ost og skinke samt kaffe virker det en smule mistænkeligt at der generelt ikke er særlig mange overvægtige i gadebilledet.

Det går rigtig fint med at bo sammen med Erika og Irena. De er virkelig søde. Første nat sov vi med ørepropper fordi vinduet vibrerede og larmede helt ustyrligt hver gang en bus kørte forbi (hvilket er hele tiden). Jeg synes det er mega fedt når ord lyder som det de betyder. At vibrere larmende hedder på spansk rotumbre med rullende r’er rrrotumbrrre – og det er jo præcist det det gør:)

Vi spurgte så søstrene om de havde nogle gamle aviser eller noget pap vi kunne sætte imellem skodderne og vinduet for at isolere og undgå at der kom bilos ind. Så gik søstrene effektiv 1 og 2 ellers i gang. I løbet af en time havde de isoleret med skumgummi, hamret en plade op – og hængt et stykke stof over så det ikke så grimt ud.

Erikas kæreste Andrés hænger også meget ud i lejligheden. Han var totalt svær at forstå i starten fordi han snakker hurtigt, med meget argentinsk dialekt og mumler. Men han er rigtig flink og når han lige husker at tale lidt langsommere går det fint. Selv de unge tager det meget alvorligt med Gripe A – de undgår at kindkysse, og når vi snakker om det understreger de hver gang at det er vigtigt at huske at vaske hænder, bruge alcogel, ikke være i nærkontakt med andre osv. De synes det er lidt mærkeligt at vi synes det er paranoia at lukke hele byen ned på den måde. Helt ærligt – 55 døde, 2500 smittede på landsplan. Argentina er det land der er hårdest ramt efter USA og Mexico – men jeg kan altså komme på mange andre sygdomme jeg er mere bange for at få end en simpel influenza – f.eks. japansk hjernehindebetændelse (gys), gul feber eller malaria…

Nå, nu kommer Peter hjem. Han har købt 600 gram oksemørbrad for 14 kr. Så det må jeg hellere gå op stege i vores lille køkken:)

Hele UBA er lukket.

Det kommer fuldstændig bag på os.

Jeg burde måske have anet det – set i bagklogskabens lys. Det startede i flyet, hvor det blev annonceret først på portugisisk (der i øvrigt er et skørt sprog – lyder som en blanding af fransk og russisk, med lidt stiv spanier inde over) dernæst på maskingevær-spansk, at der nu ville blive sprøjtet noget ud over alle i flyet, som skulle forhindre spredningen af Gripe A (svineinfluenza). Vi skulle også skrive under på, at vi ikke havde haft feber osv. inden for de seneste døgn (hvilket var løgn fra min side, men jeg kunne absolut ikke overskue at skulle tjekkes af en eller anden lufthavns-læge). Alle avis-forsider og alle nyhedsudsendelser handler om Gripe A, og for et par dage siden blev det så besluttet at lukke alle folkeskoler den næste måned pga. smittefare. Det syntes vi var ret vildt. Mange går med masker på gaden og i undergrunden. Alco-gel (decinficering til hænderne) er udsolgt på apoteket overfor hvor vi bor, formentlig fordi der på store skærme opfordres til at man bruger det i metroen.

Nå, men nu har vi så hævet en masse penge og skal til at indskrive os på et 4-ugers intensivt kursus på UBA som jeg har glædet mig meget til. Men meldingen er, at klokken 22 i går aftes blev det altså besluttet at aflyse alle sprogkurser i juli og lukke alle fakulteter på UBA – foreløbigt indtil d. 18. juli.

Claudias sidste ord til mig efter at hun har givet mig min indskrivningsbekræftigelse kører i baghovedet: Og når du kommer her næste gang håber jeg du snakker bedre spansk – lærerne her er ikke så glade for elever, der ikke snakker ordentligt spansk. Hvad lærerne siger er én ting, men helt konkret kræves det for at læse på Ciencias Sociales at man har spansk på mindst nivel 4.

Sagt med andre ord: Fuck.

Til gengæld har vi fundet et sted at bo!

Efter at have boet på 2 forskellige gustne hostels fandt vi frem til to søstre, der lejer værelser ud i deres kæmpe store lejlighed i San Telmo. For 1100 kr. pr. mand pr. måned er vi nu indehavere af et lille værelse med en stor seng, walk-in closet(!) og adgang til stue, køkken og bad – bad vil sige kæææmpe badekar:) Eneste ulempe er, at værelset ligger i kælderen og ikke har noget vindue andet end et par lukkede persienner øverst på væggen der vender ud mod en stor, larmende vej.

Irene, som nu er vores nye roomie, er en flink, 26-årig porteña, der studerer dans. Det er ret optimalt, for ved at bo sammen med en argentiner får vi talt mere spansk. Og det var faktisk lige præcis sådan jeg allerhelst ville bo: Sammen med nogle spansk-talende, allerhelst argentinere, i en slags kollektiv, hvor man også har lidt privatliv. Så det må vel siges at være ret så heldigt:)