Nu hvor gripe-vi-vasker-hænder-konstant-og-undgår-fysisk-kontakt-paranoiaen er ved at være drevet over er argentinerne begyndt at kindkysse hinanden og andre igen. I starten var det nogenlunde til at finde ud af det der med kyssene – man skulle bare helst holde en god fysisk afstand til alt og alle – specielt hvis der var nys eller host indblandet.

Men nu flyver kindkyssene til alle sider, og reglerne kan være lidt svære at gennemskue. For det første er det jo generelt en ny ting for sådan et par reserverede (for latinamerikanske standarter) danskere. Heldigvis er der kun tale om ét kys, som regel på højre kind. Så man undgår i det mindste at skulle tænke over, om man skal kysse 2, 3 eller 4 gange – det har jeg stadig ikke styr på og det kan godt være lidt akavet med f.eks. min franske onkel selvom det også er morsomt nok.

Men her er det altså kun ét kindkys. Men spørgsmålene der rejser sig er så: Hvor og hvornår skal man kysse? Det virker jo temmelig intimt, sådan at kysse andre end sin kæreste, veninder og familiemedlemmer på kinden. Men man er på kysse-fod langt tidligere end man f.eks. er på knus i Danmark. Jeg giver normalt ikke folk knus før jeg har mødt dem i hvert fald et par gange – og kun i sammenhænge der har en eller anden social karakter, dvs. normalt ikke til forelæsninger, holdtimer, arbejdssammenhænge osv. Medmindre folk er kommet hjem fra rejse eller det er langt tid siden man har set dem af andre årsager – det giver egentlig meget sig selv.

Men her er reglerne en smule mere uigennemskuelige. Vi kindkysser f.eks. ikke med Erika og Irene når vi kommer hjem fra skole – vi ser dem jo flere gange dagligt. Selvfølgelig er der lige lidt ‘que tal?, como andan?, bien bien, vos? osv. fraser. Men i går mødte jeg Irene på vej ned af gaden, og hun stoppede op, kindkyssede – og gik videre!? Hvis man stoppede op for at give en veninde et knus på gaden i Danmark ville der høre en samtale af mindst et par minutters varighed med.

Vores ene spansklærer kindkysser samtlige 6 elever både om morgenen, og ved afsked og ‘hasta mañana’. Men vores anden spansklærer, Alejandro, gør ikke.

I træningscenteret den anden dag snakkede jeg lidt med en herboende franskmand – som så kindkyssede mig (imens jeg stod og svedte på stepmaskinen) til afsked da han tog hjem. Jeg havde også snakket lidt (mere end med franskmanden) med en argentinsk fyr til samme træning, og var meget i vildrede om jeg skulle kindkysse ham da jeg var færdig med at træne og tog hjem før ham. Det var virkelig ikke for at være uhøflig, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at gå hen og kindkysse ham mens han lå og tog bænkpres – så jeg nøjedes med et ‘nos vemos’ og lidt håndtegn.

Da jeg skulle indskrive mig var jeg på Ciencias Sociales et par gange for at lede efter Claudia. Jeg mødte er par argentinske fyre, meget flippede med partisanertørklæder og piercinger, snakkede med dem et par minutter og gik igen. Da jeg kom igen næste dag var vi på kindkys. Det er lige så meget mænd der kindkysser som kvinder – og jeg tænker at det må være lidt mærkeligt for sådan en hetero-fyr at kysse en anden mands skægstubbe?

Jeg glæder mig til at se, om man skal kindkysse sine studiekammerater til forelæsningerne – og til at blive lidt bedre til de argentinske kindkysse-regler!

Overskriften på en artikel i avisen i går lød: Polarkulde indtil torsdag.

Med polarkulde mener argentinerne ned til 5(!) grader om natten og ned til 10-15 grader om dagen. Med blå himmel og masser af sol. Alle taler om, at der måske kommer sne de næste par dage. Det er de helt oppe at køre over. Men det er som om der er noget med vands frysepunkt de argentinske medier ikke helt anerkender.

Den eneste gang det har sneet i Buenos Aires de sidste 50 år var i 2007, og alle folk løb ud på gaden og tog billeder og forsøgte at lave snebolde af den smule tøsne der ikke smeltede så snart den ramte jorden.

Det er virkelig hyggeligt at se argentinerne reagere på kulde – i fredags da Peter og jeg havde ligget og stenet film efter en lang uge med intensiv spanskundervisning var vi lige oppe i køkkenet for at vaske lidt op ved halv to-tiden. Erika, den ene søster vi bor sammen med, og hendes kæreste Andrés kom hjem totalt pakket ind som om de havde været på polarekspedition med kæmpe huer, vanter og tykke dynejakker. De var så søde og morsomme at se på – de kunne slet ikke komme sig over hvor koldt der var.

Normalt går jeg for at være en værre frossenpind – mega kuldskær, sover med varmepude under mange dyner – til mine brødres store irritation når jeg skal dele værelse med dem på ferier. Men i går nat vågnede jeg klokken 6 fordi en af søstrene havde skruet helt op for varmen og jeg var ved at koge over (der er centralvarme i lejligheden). Og jeg føler mig en anelse bar i gadebilledet, men det kan altså lade sig gøre at overleve uden hue og vanter, med en normal vinterjakke, sneakers og jeans når der er 10 grader – det er muligt:)

Jeg anser også mig selv for at være et udtalt B-menneske, der gerne sover meeeget længe i weekenden og altid sidder og skriver opgaver når alle andre er gået i seng. Men det er når jeg måler mig med mine A-menneske veninder, som står op klokken 7 og dyrker motion! Brrrr… Ren tortur. Nå, men argentinerne laver helst ikke noget før klokken 12 hvis de kan blive fri. Tjenerne på restauranter kigger mærkeligt på en hvis man vil have aftensmad før klokken 22. Og ved 23-tiden er det mest normalt at gå ud og spise. Byture starter klokken 2 og slutter ved 7-tiden. Dem vi bor sammen med står søvndrukne op omkring klokken 14 i weekenderne, stener fjernsyn til morgenmaden og spørger, hvad vi dog har lavet om formiddagen, hvis vi har været ude.

Så i denne nye kontekst, hvor jeg er overgået på de to fronter må jeg vel omdefinere min personlighed til at være A-menneske og hårdfør viking:) Hvem skulle have troet det?

GripeA-paranoiaen når nye højder her i Buenos Aires. Overskriften på avisen i går lød: Pas på sortbørs- alcogel og -masker. Folk har simpelthen hamstret masker og alcogel i en sådan grad, at der er kommet et sort marked for det. Nu har regeringen også bestemt at lukke alle teatre og biografer – og sende alle offentlige ansatte på en tidlig ferie, samt opfordre det private erhvervsliv til at gøre det samme. Der var også tale om at aflyse en fodboldkamp, der efter sigende svarer til Champions League pga. smittefare. Men SÅ lang ville argentinerne dog ikke gå. Det siger lidt om prioriteringerne i det her land: Folkeskoler, njah, sprogskoler, universiteter, offentlige ansatte, biografer, koncerter, teatre, hele erhvervslivet – jo, det lukker vi ned. Men FODBOLD – nej det ville være for meget af det gode. Logikken er knivskarp – der sker ikke noget ved at mange tusinde mennesker samles på et stadion – men at 8 mennesker samles til sprogundervisning, se det er der smittefaren er!

Harm? Nja… Vi har fundet en privat sprogskole, der heldigvis holder åbent i hvert fald denne uge ud på trods af svineinfluenza. Vi er 4 i klassen på nivel 4. Rodolfo, en brasilianer, der konsekvent kommer for sent både om morgenen og efter pauser, Andreas, en flink normand, Peter og jeg. Niveauet er perfekt, fordi vi alle 4 er cirka lige gode. Jeg bliver udfordret og lærer nye ting, og fordi vi er så få er der ikke noget der går over hovedet på mig – man er på hele tiden og lærer en masse. Vi har undervisning hver dag fra 8.30 til 13.30 med 20 minutters frokostpause, så det er meget intensivt, hvilket er godt. Vi har haft 4 forskellige lærere, og skal heldigvis fortsætte med de 2 bedste. Vi fik mødt lidt argentinsk racisme i form af en underviser, der var mega nederen. Jeg citerer: ‘Jeg er ikke racist og diskriminerer ikke. Det er ikke fordi de har mørkere hud end os og er indfødte. Jeg kan bare ikke lide peruvianere fordi de stjæler. De er dovne og vil ikke arbejde. De vil bare ha’ og ha’ og ha’, de giver ingenting der er godt til det her land’.

Racist…? Nej da.

Nå, men bortset fra at hele byen er ved at blive lukket ned pga paranoia af hidtil usete proportioner begynder jeg at finde mig godt til rette her i Buenos Aires. Det er fedt at det rykker med det spanske. Jeg har en fin, rød, læderindbunden bog, som jeg skriver nye ord i, som Peter og jeg så terper sammen. Jeg kan virkelig mærke at jeg udvider mit ordforråd og bliver mere selvsikker mht. at tale med folk. Og argentinerne virker som et meget venligt, høfligt og begejstret folkefærd. Og så har de en kø-kultur der får danskerne til at virke som en flok vildmænd. Selv ved busstoppesteder står de i lange sirlige køer. Meget civiliseret.

Der står i Lonely Planet, at 1 ud af 30 argentinerne har fået foretaget en eller anden form for plastikkirurgisk indgreb. Jeg tror der er tale om fedtsugninger, for folk ser ikke specielt plastik-opererede ud. Men når den absolut mest populære ret på restauranterne er bøf med pomfritter og det eneste man kan få til morgenmad ude i byen er kager, croissanter eller hvidt brød med ost og skinke samt kaffe virker det en smule mistænkeligt at der generelt ikke er særlig mange overvægtige i gadebilledet.

Det går rigtig fint med at bo sammen med Erika og Irena. De er virkelig søde. Første nat sov vi med ørepropper fordi vinduet vibrerede og larmede helt ustyrligt hver gang en bus kørte forbi (hvilket er hele tiden). Jeg synes det er mega fedt når ord lyder som det de betyder. At vibrere larmende hedder på spansk rotumbre med rullende r’er rrrotumbrrre – og det er jo præcist det det gør:)

Vi spurgte så søstrene om de havde nogle gamle aviser eller noget pap vi kunne sætte imellem skodderne og vinduet for at isolere og undgå at der kom bilos ind. Så gik søstrene effektiv 1 og 2 ellers i gang. I løbet af en time havde de isoleret med skumgummi, hamret en plade op – og hængt et stykke stof over så det ikke så grimt ud.

Erikas kæreste Andrés hænger også meget ud i lejligheden. Han var totalt svær at forstå i starten fordi han snakker hurtigt, med meget argentinsk dialekt og mumler. Men han er rigtig flink og når han lige husker at tale lidt langsommere går det fint. Selv de unge tager det meget alvorligt med Gripe A – de undgår at kindkysse, og når vi snakker om det understreger de hver gang at det er vigtigt at huske at vaske hænder, bruge alcogel, ikke være i nærkontakt med andre osv. De synes det er lidt mærkeligt at vi synes det er paranoia at lukke hele byen ned på den måde. Helt ærligt – 55 døde, 2500 smittede på landsplan. Argentina er det land der er hårdest ramt efter USA og Mexico – men jeg kan altså komme på mange andre sygdomme jeg er mere bange for at få end en simpel influenza – f.eks. japansk hjernehindebetændelse (gys), gul feber eller malaria…

Nå, nu kommer Peter hjem. Han har købt 600 gram oksemørbrad for 14 kr. Så det må jeg hellere gå op stege i vores lille køkken:)

Hele UBA er lukket.

Det kommer fuldstændig bag på os.

Jeg burde måske have anet det – set i bagklogskabens lys. Det startede i flyet, hvor det blev annonceret først på portugisisk (der i øvrigt er et skørt sprog – lyder som en blanding af fransk og russisk, med lidt stiv spanier inde over) dernæst på maskingevær-spansk, at der nu ville blive sprøjtet noget ud over alle i flyet, som skulle forhindre spredningen af Gripe A (svineinfluenza). Vi skulle også skrive under på, at vi ikke havde haft feber osv. inden for de seneste døgn (hvilket var løgn fra min side, men jeg kunne absolut ikke overskue at skulle tjekkes af en eller anden lufthavns-læge). Alle avis-forsider og alle nyhedsudsendelser handler om Gripe A, og for et par dage siden blev det så besluttet at lukke alle folkeskoler den næste måned pga. smittefare. Det syntes vi var ret vildt. Mange går med masker på gaden og i undergrunden. Alco-gel (decinficering til hænderne) er udsolgt på apoteket overfor hvor vi bor, formentlig fordi der på store skærme opfordres til at man bruger det i metroen.

Nå, men nu har vi så hævet en masse penge og skal til at indskrive os på et 4-ugers intensivt kursus på UBA som jeg har glædet mig meget til. Men meldingen er, at klokken 22 i går aftes blev det altså besluttet at aflyse alle sprogkurser i juli og lukke alle fakulteter på UBA – foreløbigt indtil d. 18. juli.

Claudias sidste ord til mig efter at hun har givet mig min indskrivningsbekræftigelse kører i baghovedet: Og når du kommer her næste gang håber jeg du snakker bedre spansk – lærerne her er ikke så glade for elever, der ikke snakker ordentligt spansk. Hvad lærerne siger er én ting, men helt konkret kræves det for at læse på Ciencias Sociales at man har spansk på mindst nivel 4.

Sagt med andre ord: Fuck.

Til gengæld har vi fundet et sted at bo!

Efter at have boet på 2 forskellige gustne hostels fandt vi frem til to søstre, der lejer værelser ud i deres kæmpe store lejlighed i San Telmo. For 1100 kr. pr. mand pr. måned er vi nu indehavere af et lille værelse med en stor seng, walk-in closet(!) og adgang til stue, køkken og bad – bad vil sige kæææmpe badekar:) Eneste ulempe er, at værelset ligger i kælderen og ikke har noget vindue andet end et par lukkede persienner øverst på væggen der vender ud mod en stor, larmende vej.

Irene, som nu er vores nye roomie, er en flink, 26-årig porteña, der studerer dans. Det er ret optimalt, for ved at bo sammen med en argentiner får vi talt mere spansk. Og det var faktisk lige præcis sådan jeg allerhelst ville bo: Sammen med nogle spansk-talende, allerhelst argentinere, i en slags kollektiv, hvor man også har lidt privatliv. Så det må vel siges at være ret så heldigt:)