Så kom dagen som jeg både har frygtet og set rigtig meget frem til. Første skoledag på UBA. Sanne og jeg snakkede om det i går – Hvad nu hvis læreren stiller en et spørgsmål i klassen som man ikke forstår? Hvad nu hvis man i det hele taget ikke fatter en meter af hvad der foregår? Jeg har forsøgt at læse lidt forud i pensum, men det er ikke blevet til meget – jeg har fået læst ca. 7 sider i alt, det har taget mig flere timer, og jeg har slået over 50 ord op. Normalt læser jeg ca. 10 sider i timen, men på spansk er det reduceret til ca. 2. Det gør det heller ikke nemmere når den ene af teksterne er skrevet i tungt sprog, med sætninger på 8 linjer, fyldt med indskudte sætninger.
I modsætning til hvad jeg havde forventet er det virkelig nemt at finde det lokale timen skal foregå i. Jeg spurgte én person om aula 108, og vupti. Det nemmeste i verden.
Undervisningen er delt op i practicas og teorias, som svarer lidt til holdundervisning og forelæsninger.
Min første time på UBA er practica i Relaciones Internacionales fra 9-11. Che skuer patriotisk over indgangen til undervisningslokalet, væggene er klistrede til med slogans om demokrati og revolution, og stolene med tilhørende lille klap-ned bord har sikkert været smarte engang i 50′erne – eller nej, måske har de aldrig været smarte. Jeg tager plads blandt de ca. 15 tilstedeværende. På række 4 for at kunne høre hvad der foregår, men ikke for langt fremme – man skulle jo nødigt gøre opmærksom på sig selv.
En ung fyr, som åbenbart er en slags instruktor, starter undervisningen ca. klokken 9. Jeg ved ikke om det er nervøsitet, men jeg forstår virkelig lidt af, hvad han siger. Jeg begynder at overveje om jeg har sat mig ind i det forkerte lokale, men tør simpelthen ikke række hånden op og spørge. Han snakker et par minutter, og spørger så en pige i den anden ende af lokalet om noget. Han spørger ham ved siden af om det samme, og den næste. Shit, han har tænkt sig at spørge alle.
‘Y vos?’ spørger han og kigger på mig. ….’Øh, no entiendo’ siger jeg med skælvende stemme. Alle kigger på mig. ‘Ah, de donde sos?’. ‘Soy de Dinamarca. Estoy en un intercambio’ (jeg er fra Danmark og er på udveksling) får jeg fremstammet. Puha, han smiler, spørger den næste, og faren er drevet over. Så giver han sig til at snakke om realisme versus idealisme og forskellige skoler indenfor internationale relationer, så den er vist god nok, jeg er i det rigtige lokale.
Eleverne kommer dryssende til langt inde i undervisningen. En smuk pige med mørkebrunt hår ned til lårene sætter sig ved siden af mig og hvisker bestyrtet: ‘Er undervisningen allerede startet, hvor lang tid har den været i gang?’ Jeg hvisker tilbage at den har været i gang i ca. 20 minutter (sjovt nok, klokken er 20 over!). En fyr stiller et par spørgsmål til underviseren, som jeg ikke forstår meget af, men noget med Marx indgår i dem alle. En anden fyr spørger om det virkelig kan være rigtigt at de skal læse tekster på engelsk? Underviseren beroliger dem med, at det ikke er de obligatoriske tekster der er på engelsk, kun de ikke-obligatoriske. Og der findes oversættelser.
Efter timen vil jeg lige tjekke med underviseren, at mine tekster er de rigtige. Jeg købte dem jo i sidste uge, og det er dem fra sidste semester, men der skulle ikke være ændringer. En pige kommer forbi på vej ud og spørger overrasket, hvor jeg har dem fra. Jeg forklarer (lidt stolt over at vide noget hun ikke ved) hvor kopilokalet ligger. Læreren bekræfter, at det er de rigtige tekster jeg har, forklarer hvilken en jeg skal læse til næste gang, og er i det hele taget mægtig flink og siger: ‘Hvis der er noget du ikke forstår skal du virkelig bare spørge. Jeg mener det. Det her er en uformel undervisning, og du må spørge om og mene hvad du vil’. Det er jo dejligt at vide. Flink mand.
Jeg er heldig med tidspunkterne mine fag ligger på. Mange af de fag jeg var interesseret i lå klokken 21-23 om aftenen – Undervisning 21-23 fredag aften? 9-13 lørdag? 8-10 mandag? De er ikke kede af det. Men jeg har heldigvis fået nogle okay humane tider fra klokken 17-19 mandag, 9-11 onsdag, 9-11 og 17-19 torsdag. Tirsdag og fredag er læsedage.
I morgen skal jeg have teoria (forelæsning) i relaciones internacionales fra 9-11 og senere Politica Latinoamericana fra 17-19. Jeg er stadig lidt bange, men mest spændt.
