Efter en aldeles vellykket flyvetur og kun en dag senere end planlagt ankommer vi til Rio og formår at vandre rundt i lufthavnen (der ikke er særlig stor) i en halv time for at lede efter ATM’s (de er gemt i et hjørne bagest på 2. sal – meget belejligt) og mad. I samme tidsrum har Søren vandret rundt i samme ikke særlig store lufthavn og ledt efter os uden held. Vi tager en dybfrossen aircon-bus ind til byen og farer totalt vild på vej op af bjerget for at finde Sørens hus. Turist-dumme står vi med et kort og spørger random brasilianere om vej til en lokalitet, som vi udtaler så forkert som det måske er muligt. Rua Aprazivel = Ua Avazio (eller noget i den stil). En kvinde får gestikuleret os over i sin kærestes bil, og det går ret hurtigt op for os at de heller ikke aner, hvor det er, vi skal hen. De griner og snakker løs til os på portugisisk og synes tilsyneladende situationen er vanvittigt morsom. I sin iver efter at gestikulere et eller andet er føreren millimeter fra at køre frontalt ind i en taxa, hvilket får mit hjerte til at slå 5 slag over mens vores nye venner knækker sammen af latterkramper og klapper i hænderne. Da vi endelig finder frem til huset vil kvinden have 15 reais (45 kr.) for turen. Cirka en time i Rio og vi har allerede haft en nær-døds oplevelse og er blevet røvrendt. Super.

Huset ligger i smukke omgivelser med udsigt over Rio. Det er omgivet på begge sider af favelaer – store slumkvarterer – og når man sidder på terrassen hører man jævnligt skudsalver fra begge retninger. Hende der ejer det starter ud med at give os en halv times foredrag om, hvor vigtigt det er at lære portugisisk – ‘Brasilien er ved at synkronisere sit skriftsprog med de andre portugisisk-talende lande, økonomien er på vej op osv.’ Da der jo er tale om store, centrale verdensmagter som Angola og Mozambique kan vi godt se, at det er på høje tid at vi får lært portugisisk. Men vi vil egentlig bare gerne til stranden. Vi hænger ud på terrassen og møder de andre beboere, og tager et smut til en improviseret gadefest tæt ved huset. Det er vældig festligt med caipirinhas og masser af sjove brasilianere. Vores nabo Travis scorer en brasilianer, de rå-snaver lidt, udveksler telefonnumre og går så hver til sit – til stor underholdning for os andre. Travis er fra Texas og er kommet til Rio for at tage et kursus på Uni – og score så mange kvinder som overhovedet muligt. Mægtig underholdende.

Vi var også i byen et par aftener, dels til en anden gadefest, hvor man kunne købe velvoksne caipirinhas, kødspyd og majskolber med smør til næsten ingen penge. Aldeles fornuftigt. En anden aften var vi til elektro-samba på en fancy club ved Ipanema. Elektro-delen bestod af en afdeling ovenpå med hårdtpumpende techno. Samba-delen bestod af et grineren samba-band i stueetagen. En eftermiddag var vi et smut i Niteroi og besøge Sørens Mor2, Ana Maria. Hun talte ikke engelsk, men vi kunne fortså overraskende meget når hun talte langsomt – og når Søren lige oversatte en gang imellem.

Ud over smukke mennesker byder Rio også på uanede mængder af juicebarer, hvor man kan få friskblendede vitaminbomber for cirka en ti’er. Vi bliver allerede den første dag afhængige af acai-sorbet. Det smager lidt som kirsebær, men mere friskt i det – og er efter sigende noget af det sundeste man kan hælde i mavesækken. Derudover er der mange frugter, som jeg aldrig har hørt om før og som ifølge Søren kun findes i Brasilien. Vi prøver blandt andet en juice af cashew-nøddens frugt – jeg anede ikke engang at cashewnødder kom med frugt, men den smager dejligt. Graviola, mango, ananas med mynte… Det var glade dage for C-vitamin depoterne.

Ud over én dag med solskin og 30 grader var der én dag overskyet. Resten af de 7 dage vi var i Rio regnede det. Men de 2 dage blev også udnyttet til fulde ved hhv. Ipanema og Copacabana. På Ipanema spiste vi rejer, drak kokosmælk af kokosnødder og fik en smule farve på kroppen. Derudover beundrede vi de smukke brasilianere og så futvolei – volleyball hvor man ikke må bruge armene, men kun hoved, krop, ben og fødder. Jeg hader fodbold – det larmer, det er kedeligt og det eneste højdepunkt – når mændene smider trøjerne – er forbudt. Men fodvolley – dét er der mening i. Det er sjovt at se på – og de fleste af mændene har bar overkrop mens de spiller det – og hvilken overkrop! Der var en af spillerne, som helt bestemt må have stået model til alle statuerne af de gamle grækere. At de så går rundt med små, stramme speedos må man jo bære over med. Kvinderne er også gudesmukke – og de er ikke bange for at vise hvad de har. Både de unge og smukke og de gamle og grimme flasher kavalergange så dybe, at man næsten kan se navlen. En helt almindelig eftermiddag i Rio byder masser af hud at kigge på.