Vi har i løbet af den sidste uge været vidne til et enestående eksempel på uruguaysk effektivitet i form af deres flyselskab, Pluna. For at få varmen, og noget sol og strand efter 3 kolde uger i Buenos Aires, købte vi returbiletter til Rio for at besøge Søren, der skal læse der det næste semester. Afsted klokken 10, en times mellemlanding i Montevideo, Uruguay, og så til stranden, yea.

Vi skal oven i købet flyve fra den lille lufthavn, som kun ligger 15 minutter og 30 kr. i taxa fra hvor vi bor. Vi prajer en taxa klokken ca. 7.30. 5 minutter senere snorksover taxamanden ved et lyskryds på Avenida 9. de julio – verdens bredeste vej. Vi vækker ham og kommer af i en fart – håber virkelig han kørte hjem i seng bagefter og at han ikke kørte nogen ned på vejen! Ny taxa, der ikke sover, og vi er fremme ved lufthavnen med livet i behold. Vi sætter os til at vente. Da klokken bliver halv ti og det fly der skulle være lettet klokken 8.40 ikke har rørt sig ud af stedet bliver vi en smule bekymrede. Vi finder en Pluna-mand, som fortæller at lufthavnen i Montevideo er lukket pga. tåge. Fly kan godt lette fra den, men ikke lande.

Det er jo ikke videre optimalt, da vi risikerer at flyet til Rio flyver uden os, og at vi så er stuck i Montevideo. Der er kun ét fly til Rio fra Montevideo om dagen. Der er røvkoldt i Montevideo, og vi har kun sommertøj med, så vi forklarer at hvis vi ikke kan nå flyet til Rio vil vi hellere vente en dag i Buenos Aires og tage af sted i morgen end at tilbringe natten i Montevideo. Med et hjernevridende opbud af subjuntivo og condicional antager vi at vi har fået budskabet igennem. Klokken ca. 10.30 sker der pludselig noget og alle passagerene bliver gennet ud til 2 busser, der kører os hele 30 meter hen til flyet – for det kan man naturligvis ikke gå selv. Ind i flyet, og hvis det går lidt tjept ser det ud til at vi når flyet videre.

En halv time går, og flyet rykker sig ikke ud af flækken. Vi får serveret et glas vand(!) som undskyld for ulejligheden. Det ser nu ret så kritisk ud med at nå flyet til Rio. Flyveturen til Montevideo tager 50 minutter, og flyet går om 40 minutter. Vi forklarer den nogenlunde engelsktalende, meget fimsede steward at hvis flyet i Montevideo ikke har tænkt sig at vente på os vil vi af nu. Pludselig starter flyet, og halvvejs i panik beder vi om at blive sat af. Dørene bliver åbnet igen, og så står vi der på landingsbanen og får helt selv lov til at gå fra flyet hen til døren denne gang.

Vi går hele vejen tilbage gennem lufthavnen, får annulleret vores stempel ud af Argentina og finder en Pluna-skranke med en engelsktalende kvinde. Hun forklarer os så, at flyet til Rio venter på flyet fra Buenos Aires i Montevideo, at der er 35 andre i flyet der skal med samme forbindelse som os, og at det er vores egen skyld at vi ikke har fattet hvad der foregik. Pis. Lige et par minutter ser det ud som om vi virkelig har kvajet os og ikke kommer til Rio. Men hun forbarmer sig over os og ombooker vores biletter så vi kommer af sted næste dag, og kommer en dag senere hjem.

Flyuren til Rio går ganske smertefrit uden kommunikationsproblemer.

Efter en dejlig, men regnfuld uge i Rio skal vi hjem 15.20. Da klokken bliver 15.30 og der ikke er sket noget spørger vi en Pluna-kvinde, der forklarer, at flyet er i stykker, og at teknikerne er i São Paulo, men at de er på vej for at reparere det. Der går en time, og jeg er overrasket over, hvor roligt de andre passagerer tager situationen. Der er en del argentinere, der skal forskellige steder hen i Argentina, og endnu flere chilenere der skal videre til Chile fra Montevideo. De to Pluna-folk er totalt uorganiserede omkring at håndtere situationen, og jeg kommer til at tale med temmelig store bogstaver over for en af dem. Jeg har ikke fået noget at spise siden morgenmad, man kan ikke købe mad i terminalen, og der er koldt og jeg vil hjem til min varme seng på Chacabuco.

Efter ca. 2 timer får vi den besked, at de der skal til Buenos Aires kan komme på et direkte fly klokken 21 med et andet flyselskab. Dem der skal til Chile må enten vente til flyet er blevet repareret omkring midnat, eller tage et fly næste morgen. Vi kan komme hen på lufthavnshotellet og få lidt mad indtil vi skal flyve. Der er ca. 40 passagerer, og folk skal 10 forskellige steder hen, så det er noget kompliceret for de 2 Pluna-folk at finde ud af. Da vi så i samlet flok skal forlade terminalen for at komme til lufthavnshotellet opstår et nyt problem: Man må ikke tage tax-free varer ud fra terminalen, og folk må derfor enten smide det de har købt ud eller gå op og få pengene tilbage for det.

Her knækker filmen for folk og jeg bliver vidne til indtil flere latinamerikanske følelsesudbrud. En chilensk familiefar flipper helt ud og råber af Pluna-manden ‘NO ES PROBLEMA MIA, ES PROBLEMA TU!’ 2 af de chilenske kvinder giver sig til at græde, og mange af børnene græder også. Jeg kan virkelig godt forstå de er frustrerede – børnene skal i skole, og forældrene skal på arbejde næste dag. Men det er på en eller anden måde også ret fascinerende at se dramaet udspille sig. Vi pakker noget chokolade Peter har købt til mig ud af duty-free indpakningen og smugler det igennem terminal-udgangen til stor morskab for de andre i køen. Endelig får vi noget mad på lufthavnshotellet.

Flyet med Aerolineas Argentinas klokken 21 flyver os direkte til den store lufthavn uden for byen. Vi har fået en taxa-voucher, der skal betale de 100 pesos det koster for en taxa ind til centrum. Som prikken over i’et viser det sig selvfølgelig at Pluna ikke har en stand i den store lufthavn og at voucheren ikke kan bruges. Hurra for Pluna, effektivitet fra Uruguay!