GripeA-paranoiaen når nye højder her i Buenos Aires. Overskriften på avisen i går lød: Pas på sortbørs- alcogel og -masker. Folk har simpelthen hamstret masker og alcogel i en sådan grad, at der er kommet et sort marked for det. Nu har regeringen også bestemt at lukke alle teatre og biografer – og sende alle offentlige ansatte på en tidlig ferie, samt opfordre det private erhvervsliv til at gøre det samme. Der var også tale om at aflyse en fodboldkamp, der efter sigende svarer til Champions League pga. smittefare. Men SÅ lang ville argentinerne dog ikke gå. Det siger lidt om prioriteringerne i det her land: Folkeskoler, njah, sprogskoler, universiteter, offentlige ansatte, biografer, koncerter, teatre, hele erhvervslivet – jo, det lukker vi ned. Men FODBOLD – nej det ville være for meget af det gode. Logikken er knivskarp – der sker ikke noget ved at mange tusinde mennesker samles på et stadion – men at 8 mennesker samles til sprogundervisning, se det er der smittefaren er!

Harm? Nja… Vi har fundet en privat sprogskole, der heldigvis holder åbent i hvert fald denne uge ud på trods af svineinfluenza. Vi er 4 i klassen på nivel 4. Rodolfo, en brasilianer, der konsekvent kommer for sent både om morgenen og efter pauser, Andreas, en flink normand, Peter og jeg. Niveauet er perfekt, fordi vi alle 4 er cirka lige gode. Jeg bliver udfordret og lærer nye ting, og fordi vi er så få er der ikke noget der går over hovedet på mig – man er på hele tiden og lærer en masse. Vi har undervisning hver dag fra 8.30 til 13.30 med 20 minutters frokostpause, så det er meget intensivt, hvilket er godt. Vi har haft 4 forskellige lærere, og skal heldigvis fortsætte med de 2 bedste. Vi fik mødt lidt argentinsk racisme i form af en underviser, der var mega nederen. Jeg citerer: ‘Jeg er ikke racist og diskriminerer ikke. Det er ikke fordi de har mørkere hud end os og er indfødte. Jeg kan bare ikke lide peruvianere fordi de stjæler. De er dovne og vil ikke arbejde. De vil bare ha’ og ha’ og ha’, de giver ingenting der er godt til det her land’.

Racist…? Nej da.

Nå, men bortset fra at hele byen er ved at blive lukket ned pga paranoia af hidtil usete proportioner begynder jeg at finde mig godt til rette her i Buenos Aires. Det er fedt at det rykker med det spanske. Jeg har en fin, rød, læderindbunden bog, som jeg skriver nye ord i, som Peter og jeg så terper sammen. Jeg kan virkelig mærke at jeg udvider mit ordforråd og bliver mere selvsikker mht. at tale med folk. Og argentinerne virker som et meget venligt, høfligt og begejstret folkefærd. Og så har de en kø-kultur der får danskerne til at virke som en flok vildmænd. Selv ved busstoppesteder står de i lange sirlige køer. Meget civiliseret.

Der står i Lonely Planet, at 1 ud af 30 argentinerne har fået foretaget en eller anden form for plastikkirurgisk indgreb. Jeg tror der er tale om fedtsugninger, for folk ser ikke specielt plastik-opererede ud. Men når den absolut mest populære ret på restauranterne er bøf med pomfritter og det eneste man kan få til morgenmad ude i byen er kager, croissanter eller hvidt brød med ost og skinke samt kaffe virker det en smule mistænkeligt at der generelt ikke er særlig mange overvægtige i gadebilledet.

Det går rigtig fint med at bo sammen med Erika og Irena. De er virkelig søde. Første nat sov vi med ørepropper fordi vinduet vibrerede og larmede helt ustyrligt hver gang en bus kørte forbi (hvilket er hele tiden). Jeg synes det er mega fedt når ord lyder som det de betyder. At vibrere larmende hedder på spansk rotumbre med rullende r’er rrrotumbrrre – og det er jo præcist det det gør:)

Vi spurgte så søstrene om de havde nogle gamle aviser eller noget pap vi kunne sætte imellem skodderne og vinduet for at isolere og undgå at der kom bilos ind. gik søstrene effektiv 1 og 2 ellers i gang. I løbet af en time havde de isoleret med skumgummi, hamret en plade op – og hængt et stykke stof over så det ikke så grimt ud.

Erikas kæreste Andrés hænger også meget ud i lejligheden. Han var totalt svær at forstå i starten fordi han snakker hurtigt, med meget argentinsk dialekt og mumler. Men han er rigtig flink og når han lige husker at tale lidt langsommere går det fint. Selv de unge tager det meget alvorligt med Gripe A – de undgår at kindkysse, og når vi snakker om det understreger de hver gang at det er vigtigt at huske at vaske hænder, bruge alcogel, ikke være i nærkontakt med andre osv. De synes det er lidt mærkeligt at vi synes det er paranoia at lukke hele byen ned på den måde. Helt ærligt – 55 døde, 2500 smittede på landsplan. Argentina er det land der er hårdest ramt efter USA og Mexico – men jeg kan altså komme på mange andre sygdomme jeg er mere bange for at få end en simpel influenza – f.eks. japansk hjernehindebetændelse (gys), gul feber eller malaria…

Nå, nu kommer Peter hjem. Han har købt 600 gram oksemørbrad for 14 kr. Så det må jeg hellere gå op stege i vores lille køkken:)

Kommentarer



Name (påkrævet)

Email (påkrævet)

Website

Speak your mind