Omkring landet USA er meningerne mange om, hvad kulturen indeholder og levemåden er. En siger, at amerikanerne er overfladiske, og at der i landet er stor social ulighed, mens en anden siger, at amerikanerne elsker at køre rundt i store biler og fosse energi af, bare fordi det er billigt.
Men hvor får vi danskere egentligt alle disse ideer fra, holder de vand, og hvordan er danskere egentlig i forhold til amerikanere?
Af Jonas Nørgaard, volontør i USA
På et tilbageblik, hvor jeg sidder i Danmark kommer jeg til at tænke på en aften, hvor jeg ser American Idol. Her kommer der en pige ind til dommerne, der tilsyneladende har droppet sit job, da hun mente, at hun var så god til at synge, at hun helt sikkert ville gå videre i American Idol og ville komme til at bruge en masse tid på det. Ingen af dommerne var dog enige med hende, og hun blev sendt hjem efter første runde. Min første tanke var “Nej, hvor er amerikanere dog skøre i bolden”. Sjovt nok tror jeg faktisk, at mange har samme tendenser til at tænke samme tanker om amerikanerne, når de ser andre udsendelser som Beverly Hills, 24 timer, Ricky Lake show osv. En ting er dog sikkert: Overdramatiserer man TV shows, giver det flere seere og dermed også flere penge i kassen, og lige præcis overdramatisering er amerikanerne rigtig gode til. Men bagsiden af medaljen er bare, at mange danner sig meninger om USA ud fra det, de ser i deres udsendelser, fordi stedet er så fjernt. Det samme gælder også, når man i nyhederne hører om, at oliepriserne stigning til 2,25 dollar for 4 liter tærer i den enkelte amerikaners husholdningsbudget, hvor vi i Danmark næsten skal betale det samme for en liter. For danskere lyder det jo helt absurd, men igen skal man passe på med, hvad man kommer til at tænke, da kulturen er helt anderledes i USA.
Jeg har personligt selv hørt mange meninger om amerikanere fra danskere, der aldrig selv har været i USA. Jeg selv havde en kæmpe interesse for global økonomi, og da USA er en stor spiller i netop denne kategori, besluttede jeg mig derfor selv at drage dertil et år for at leve mig ind i den kultur, som vi alle taler om. Måden det skete på var, at jeg sendte en ansøgning til diakoniåret i Danmark, som sender to volontører afsted om året. Jeg var heldigvis i god tid med denne ansøgning, faktisk sendte jeg den afsted 10 måneder før jeg stod på flyveren, så er man i god tid er mulighederne større. D. 21 juli steg jeg så på flyveren, og afsted gik det så til landet, som alle talte om.
Madglade amerikanere i store biler
De første indtryk, jeg fik, da jeg kom ud af lufthavnen, var store biler og store mennesker. I Danmark er vi jo ellers så sunde og miljøbevidste, hvad angår mad og miljørigtige teknologier, så jeg satte mig for at finde ud af, hvad der kunne være skyld i, at amerikanerne ikke er som os danskere, og faktisk var der langt mindre researcharbejde i det spørgsmål, end jeg troede. For at tage et eksempel koster 2 store whoppere i Danmark omkring 50 kr på burgerking, mens de herovre koster 20 kr. Det samme gør sig gældende med en 1½ liter coca cola, der i Danmark koster omkring 20 kr, mens man i USA skal slippe omkring 6 kr for 2 liter. Til den store forundring er grønsagspriserne i Danmark og USA derimod meget ens, og det siger meget om, hvordan regeringerne arbejder vidt forskelligt rent skattemæssigt, hvad angår ændring af befolkningens kostvaner. Så hvorfor ikke, når man nu arbejder 40 timer om ugen og aldrig har tid til at lave mad køre ind på burger king, når det både er nemmere og billigere end at køre ud og købe det hele selv? Hvad ville vi danskere gøre i samme situation?
Man skulle sikkert mene, at det samme billede gjorde sig gældende, når vi snakker om amerikanernes forhold til biler og miljørigtige teknologi, når nu brændstofpriserne er så billige i USA. Men her er der dog en væsentlig magtfuld instans, der har meget at sige, nemlig olieselskaberne. I mit år som volontør i USA vil jeg gerne en weekend til Chicago for at se byen, og derfor har jeg sat mig for at leje en bil, så jeg kan køre på egen hånd. I min søgen efter en bil faldt jeg dog over noget sjovt: En økonomibil på udlejningssiderne er en 4 personers almindelig bil, der kan køre 30 mil (50 km.) på 4 liter brændstof, hvilket i mine øjne ikke er særligt økonomisk. Jeg prøvede derfor at søge lidt videre, men billedet var det samme. I Danmark har jeg selv kørt rundt i en Mercedes Smart, der kunne køre 120 km. på samme mængde, men sjovt nok er en bil som Mercedes Smart meget svær at anskaffe her i USA. Jeg satte mig derfor for at finde ud af, hvordan det kunne være, og i min søgen efter svaret fandt jeg ud af, at amerikanske olieselskaber igennem mange år har opkøbt patent på viden, der kunne få biler til at køre længere på literen for derefter at gemme den af vejen, så de kunne holde deres salg kørende. Så hvis man tænker, at amerikanerne er skøre, fordi de kører i brændstofslugende biler og samtidig flipper ud over olieprisernes himmelflugt til 2,25 dollar, skal man lige tænke på, at den almindelige amerikaner altså ikke har samme adgang til miljørigtige biler, som vi selv har.
Men når det så er sagt, er der ingen tvivl om, at biler fylder rigtig meget i amerikansk kultur, ikke mindst på grund af billige bilpriser men også på grund af, at den amerikanske regering er meget dårlig til at udbygge den offentlige trafik. Uden bil kan man for at sige det mildt næsten ikke komme nogen steder hen i storbyerne, så for den almindelige amerikaner er det et must at have en bil, hvor vi i Danmark har langt bedre adgang til offentlig transport end i USA og ikke i samme omfang behøver en bil. Så hvis en klimaaftale sammen med USA falder på plads til næste år, har USA meget, de skal have indhentet i forhold til Danmark.
Social ulighed i skolesystemet
USA halter også langt bagefter, når det gælder ligheden i skolesystemet. Her er der nemlig stor forskel på de forskellige skoler i samme by.
I organisationen Neighborhood Houses, hvor jeg arbejder, samarbejder vi med en skole i en af de fattige bydele. Her er skolen stærkt nedslidt, og udendørsfaciliterne er meget små. Går du en tur udenfor vil du møde en stor gård med asfalt, lidt græs at sidde på og et enkelt basketballnet. Det er denne hverdag, børnene går til skole hver dag. Grunden til dette problem lægger i, at der i de fattige områder er store problemer med kriminalitet, hvor bander i natten går ud og stjæler fodboldnet og rutchjebaner. Men da skolen mangler penge i budgettet, er der ikke råd til vagtsystemer til at holde banderne væk, og derfor må børnene leve med dårlige udendørsforhold. Derimod kan du i de lidt rigere bydele få din børn på en skole med egen American Football Stadion, legepladser mm. på samme vilkår som i den fattige bydel, da USA ligesom Danmark har frit skolevalg. Problemet er bare, at fattige mennesker har råd til at bo i de rige områder, og derfor må de nøjes med det næstbedste.
I mødet med den amerikanske kultur har jeg fundet ud af endnu flere ting omkring USA, end jeg nogensinde ville have fundet ud af ved at sidde hjemme i Danmark og se nyhederne. Mit eget store personlige indtryk er, at amerikanerne egentlig ikke er så slemme og overfladiske, som jeg først selv antagede ved at sidde og se amerikanske TV serier. Amerikanere er utroligt åbne, imødekommende og har god sans for humor. De bruger også det offentlige rum til at møde hinanden og nye mennesker i langt højere grad end vi danskere selv gør, og her tror jeg personligt selv mere, at danskerne er tiltrukket af hjemlig hygge.
Hvad angår USA derimod som helhed har jeg den opfattelse, at mange års krig i mellemøsten har efterladt landet i et økonomisk kaos, som er gået ud over både befolkning og infrastruktur. Udefra ser USA med byer som New York og Washington meget rig og betydningsfuld ud, men rejser du lidt mere ind i landet, vil man få det helt modsatte indtryk med mange fattige mennesker og nedslidte bygninger. Men med en ny præsident som Barack Obama, der fokuserer mere på det indre end det ydre, tror jeg personligt selv, at USA har en god chance for at få rettet op på områder, der med George Bush i sædet er blevet forsømt i årevis. Men det er absolut ikke noget, der vil ske fra den ene dag til den anden, da det kræver store ændringer i den generelle amerikanske mentalitet. For nok tænder nye præsidenter altid et nyt håb i USA, men et bedre USA kræver, at amerikanerne selv er parate til det.
Kommentarer
2 Comments so far

Jeg overvejer selv at benytte diakoniåret, og forhåbentlig komme til USA lige som dig. Så tænkte på om du måske ville fortælle lidt generelt om selve arbejdet du lavede og hvordan diakoniåret var som sendeorganisation?
Det vil jeg da meget gerne. Faktisk har jeg lige lovet min amerikanske volontørkoordinator at skrive en artikel om selv samme emne, så regner med, når jeg lige får tid til det at gå i sving. Synes selv, at det er enormt vigtigt at få spredt budskabet om mulighederne som volontør i USA, for personligt tror jeg ikke selv på, at der er ret mange, der tænker over den mulighed. Så disse artikler er lavet for at sprede budskabet, da der ikke findes så meget information udover cirius.dk i forhold til information om muligheder som f.eks. afrika. Hvis du er interesseret og har facebook, må du gerne tilmelde dig min gruppe, der hedder “Jonas i Amerika”. Her kan du se “næsten” ugentlige opdateringer og billeder.