Profil for Jonas Nørgaard
At komme til et helt andet land 4.000 mil fra ens eget er noget af et kulturchok, når man først står i det. Men hvorfor i alverden droppe et fuldtidsarbejde på 16.000 i måneden og betale over 15.000 kr for at tage over på den anden side af kloden for at gøre et endnu hårdere job som volontør?
Af Jonas Nørgaard
Da jeg i sommeren 2008 blev færdiguddannet student på HF Søfart, var mit første ønske som så mange andre bare at komme ud og få et sabbatår og få skrabet en masse penge sammen efter at være blevet malket i 3 år på SU. På daværende tidspunkt vidste jeg dog ikke helt, hvad jeg ville, så jeg var egentlig bare interesseret i et eller andet og lave. På dette tidspunkt lurede finanskrisen samtidigt dog i buskene, så det var svært at finde noget. Imidlertid var jeg dog så heldig at få et job i en entreprenørforretning i Struer som montør, selvom jobbet egentlig ikke var noget, der lagde til min person og heller ikke lige var noget, jeg ville leve af resten af mine dage. Men vigtigst af alt arbejdede man selvstændigt, bestemte mere eller mindre selv sine arbejdstider og oven i det tjente man også godt med penge, så det var ganske udmærket. Men så ramte finanskrisen med et brag, ordrerne blev færre og der skulle fyres ansatte. Jeg var så en af de uheldige, og eftersom jeg ikke var i Akasse som mange andre unge heller ikke er, var min fyring det samme som at tage et kort ud af et stort korthus. Pga. økonomiske omstædigheder måtte jeg forlade mit hjem i Marstal på Ærø, og derfra måtte jeg flytte hjem til mine forældre, da det var svært i de tider at finde nye jobs.
Da jeg havde fået integreret mig i Vestervig i Jylland, begyndte jeg straks at søge job. Efter godt en måned fik jeg tilbudt et job på et plejehjem, og jeg startede derfor som afløser, men efter godt en uge blev mig og ledelsen enige om, at det nok ikke var noget for mig at være der, så det var hurtigt forbi. Dog havde jeg dog altid haft en drøm om at prøve at arbejde med børn, så jeg begyndte at søge nogle pædagogmedhjælperstillinger i lokalområdet og i byen Randers. Håbet blev tændt, da jeg blev kaldt til samtale i en institution i Randers og Bedsted, og efter et par timers venten kom så svaret, som var et trælst afslag. Ansøgertallet floredede på 89 og 53 ansøgere, så det var lige så nemt at få job som at vinde i lotteri. Men drømmen om at prøve at arbejde med børn florerede dog stadig, så jeg prøvede lykken som tilkaldevikar i lokalområdet, og her var der gevinst. Jeg tilmeldte mig tre skoler, og efter noget tid på banen begyndte telefonen bare og ringe mere og mere i de tidlige vintermorgener, da mange lærere i disse perioder er syge. Jeg havde klassetrin ligefra børnehaveklasser til 9. klasser, og det var virkelig en udfordring de første par gange og stå med larmende, umulige unger. Men efter at have fundet en rutine begyndte det at gå ret godt, og jeg fik åbnet øjnene for, at det var denne form for arbejde, jeg ville have i fremtiden.
Dog var der lige nogle ting som søværnet, der skulle overstås, men det tog ikke så lang tid, faktisk kun en måned, da lægerne mente, jeg ikke kunne gennemføre de sidste 3 måneder pga. en gammel sygdom, jeg har. Derfor måtte jeg igen igang med at søge nyt arbejde, og her fandt jeg så en færge mellem Esbjerg og Fanø, der manglede en skibsassistent, så det var jo en god ting at prøve at få brugt lidt af de ting, man er uddannet inden for. Jobbet var dog særligt oprivende, og eftersom jeg var blevet tilbudt et volontørjob i USA i en organisation, der giver børn og familier et trygt sted at komme, besluttede jeg mig for at springe ud i det. Derfor kvittede jeg arbejdet som skibsassistent, og i dag, 2 måneder efter sidder jeg så 4.000 mil væk fra det kære lille Danmark med en volontørjob, der i mine egne øjne overgår alt andet, jeg har lavet tidligere.
Men hvorfor kvitte et fuldtidsarbejde, betale 16.000 kr. og tilmed rejse på den anden side af kloden for at gøre arbejde som volontør? For mig var det tanken om at udvikle mig personligt, se en anden kultur, se andre levemåder og være med til at tage et ansvar og gøre en forskel i den verden, vi lever i. Samtidigt føler jeg også, at jeg er blevet meget bedre til at sige fra og udtrykke mine meninger om ting, jeg ikke synes om. Måske har jeg været uheldig i løbet af finanskrisen med fyring fra diverse jobs og flytning fra hus. Men når det er sagt, er der folk, der i løbet af finanskrisen har haft det meget værre end jeg selv, og hvor man hver dag har skullet kæmpe for at få mad og forsørge sin familie.
Med andre ord har hele finanskrisen faktisk hjulpet mig til at finde ud af, hvad jeg vil og fået mig til at indse, at det vigtigste i livet er at lave noget, man brænder for, og at man ikke kun arbejder for pengenes skyld. Og kan man samtidig gøre en forskel og se på mennesker, at det, man laver rent faktisk virker og giver, er penge, faktisk bare peanuts i forhold til glæde, man møder på ens arbejde hver dag.
Kommentarer
7 Comments so far
sejt gået, hvordna fidner du så stort mod..
Hilsener Jill
Ja, det er noget af en chance at tage, men nogen gange må man jo bare springe ud i det med alle arme og bene og tage det, som det kommer. Når jeg ser tilbage på det hele, er det nok den bedste chance, jeg har taget i hele mit liv
Jeg har ihvertfald bestemt ikke fortrudt det.
Hej Jonas
godt gået. godt skrevet og hvor glæder det mig bare at du er glad og har gå på mod og får oplevelser. dem er der ingen der kan tage fra os. pøj og hæng i. God weekend.
Tak skal du have Charlotte
Gåpå modet er ihvertfald i tiptop stand endnu, og oplevelserne vælter ind ad døren, når jeg åbner den, så det er jo bare herligt 
Hej Jonas
Ja, jeg synes også det er sejt, og det er svært at få et job, selv som frivillig, i USA, så kan du ikke fortælle lidt om hvordan du bar dig ad?
Mange hilsner
Pia – webredaktøren
Tak skal du have. Jeg arebejder lige i øjeblikket på en anden artikel, som jeg tror jeg vil lægge ud i næste uge, så der kan jeg da måske tilføje lidt detaljer om processen.
I am always excited to visit this blog in the evenings.Please churning hold the contents. It is very entertaining.