Jeg har nu været hjemme i Danmark  i 3 måneder. Det er sjovt som tiden er gået stærkt. Jeg synes ikke det er særlig længe siden, at jeg stod i sne til knæene og byggede snemænd med mine europæiske venner.

Siden jeg er kommet hjem, har jeg skrevet min historie ned i en mere kortfattet udgave. Scriptamanent ( http://scriptamanentproject.eu/) er en international essay konkurrence, der henvender sig til alle unge, der har været frivillige i EU. Jeg deltager med mine oplevelser fra mit EVS ophold i Østrig, og synes, at jeg ville dele det, med alle Jer, der har fulgt troligt med her på bloggen under min rejse :)

Essayet er på engelsk. I må meget gerne skrive en kommentar, når I har læst det.

A dog’s life

-          By Mette Pabst Andersen

Every dog barks differently. In Belgium the dogs go Waf waf, a bit more to the south the Spanish dogs bark Guau guau, and if you are in Poland, you will hear dogs bark with a Hau hau.

Cats are different. No matter where they are they just go Miauv and immediately understand one another.

After two month of EVS in Innsbruck, Austria, with 29 young people from 15 different countries I’ve learned that we all are a bit “cattish”.

No matter how different life circumstances we came from, how little we knew about each other’s cultures and how insecure some of us felt speaking English, we just connected. Somehow we overcame all the barriers within the first week with smiles, silly games and long nights around the campfire with cold feet and red noses.

And that was it. In Innsbruck, the capital of the Alps, surrounded by snowy mountains and farmhouses with wooden balconies we found something special. We became a family of young people from all over Europe with a giddy little sister from Finland, a caring mother from Poland and a funny uncle from Italy. We all had important roles in our European family and we were ready to make history together.

The history we were about to make, and the reason why we were all together in Innsbruck, was the event of the first Winter Youth Olympic Games. Our job was to help out with the innovative concept Culture and Education Program that was especially created for the Youth Olympic Games to make it an event of more than sport. The vision was to make the young athletes interact with each other, reflect on the Olympic values such as respect and friendship and embrace all different cultures and people. An event created to make young people all over the world understand that culture barriers do not matter. An understanding that we as volunteers also came to realize after spending two amazing months in each other’s company.

Before I went to EVS I was nervous. I was 19 years old and I had just finished high school, but I had never tried to live abroad, actually I had never tried to live without my parents. And to know I was about to travel more than 1200 kilometers and live two months with 29 unknown people who spoke 15 different languages?  I mean one thing is to live alone, but how would it be living with so many people in one small house? Maybe if we were all from the same country, it wouldn’t have been such a big concern for me, but how were we supposed to fit all the various cultures together? And what about the food? I had heard somewhere that Russians only eat soup and everyone knows that Italians are all about pizza and pasta. Yes I was indeed nervous. But even though my mind was filled with questions and scruples about the project, the excitement and curiosity filled more.

On the 1^st of December I waved goodbye to my family and friends in Denmark and boarded a plane that would not only take me to the beautiful city of Innsbruck , but also take me to a completely different life. Two months that had a much bigger impact on me that I would ever have dreamed of.

I still don’t know how it happened. I was sure that it would be troubled to live with so many people in one small house. Different cultures that had to fit together, boundaries that were about to be crossed and various ways of living we had to unite. And indeed we had different ways of doing things; We even had different ways of doing the dishes!

But somehow none of this mattered. Actually it was these edges that made us learn and reflect on our own ways of living. Just because I had always cleaned the dishes the same way, it didn’t necessarily mean that it was the best way of doing it, and that counts for everything we do in life. I guess that that is the most important thing I learned during my EVS stay. I learned to share my beliefs, but also to listen to others point of view and be open to new values.

The differences between us ended up bringing us closer together, because we really wanted to figure out why our new friends had other ways of seeing life. I learned about the history of Hungary after Second World War and how that affected the citizens, I learned about the life of the people in Bosnia after the Bosnian civil war, and I learned how the young people in Spain try to overcome the massive unemployment that their country suffers from.

I am embarrassed to admit that before my EVS experience I didn’t even know that there had been a civil war in Bosnia just a few decades ago. It strikes me how little we know about each other even though we live as one united Europe. It feels so silly that I for one didn’t know anything about Estonia when now one of my dearest friends lives there. It feels so silly that we don’t use this amazing world that lies in front of us.

This experience has taught me that we should see Europe as our personal playground, where we can run as fast as we can in the French vineyards, be overwhelmed by the beauty of the Rumanian castles and gaze by the sight of the thousand seas in Finland. We should embrace the fact that we can travel around in Europe as free citizens and explore life.

It is funny how small things reminds me of my EVS family and the life we had together in Austria. Yesterday I was making myself a salad in the kitchen and suddenly my heart skipped a beat. The smell of the balsamic vinegar took me back to Innsbruck, to the little kitchen where Fransesco from Italy always made me salad with a lot of balsamic vinegar on top. The same guy that the first time he ever tasted noodles, thoughtfully said to us: “I will tell my mom about this funny kind of pasta. She wouldn’t believe me!”

It was a coincidence first time I realized that dogs do not bark the same in all countries. Another girl from Denmark made without knowing it the sound of a polish dog barking, and the polish girl that sat next to her burst into laughter. The poor Danish girl had no idea what she just did, and the polish girl couldn’t understand why she was the only one laughing. It took some time for the two confused girls to figure out the reason for the misunderstanding between them.

We taught each other so many small things every day. Katarzyna from Poland made me aware of the differences between dogs and cats when it comes to the use of language. And it ended up as a quiz, when we later on had the opportunity of making internet radio live from our house. Yet another great experience.

The major event of all – even bigger than standing together during the opening of The Youth Olympic Games jnauary the 13^th – was celebrating Christmas. I was really worried about spending Christmas in a new country with so many cultures. How would it be without the roasted pork, sweet potatoes, my uncle’s thick brown sauce and all my cousins running around screaming and playing with their Christmas gifts? For a start we didn’t even celebrate the holiday on the same day!

The Christmas in Innsbruck turned out to be one of the greatest experiences of my life. The Christmas table was covered with all kinds of traditional Christmas food from all the volunteers’ home countries, and the atmosphere was full of joy and happiness. We made our own traditions with a little bit from every country, and we all felt like being part of something special.

The last day of my EVS stay was somehow both the saddest and the most cheerful day of my life. It is never easy to say goodbye, especially not when the people you are saying goodbye to, are people that you care deeply for. We were a family. We are a family. And that is exactly why the last day of my EVS was also the most cheerful, because this day was not only the end, but also the beginning of a new world for me. A world that is now bigger than before, and gives me possibilities that I didn’t know I had. A family spread all over Europe, friends that I know will always be there with a warm bed if I ever come by, and friends who will be pleased and proud to show me around in their home countries. I made friends for life in Innsbruck and I am grateful that I had the opportunity to be part of such an amazing experience.

Before I went to the beautiful mountains in Innsbruck, I didn’t know just how much the stay would affect my life. Now I know that my EVS has changed my future radically, because it has given me a new big interest in Europe. I want to live as a citizen in Europe – not just Denmark, and that is why I have decided to study something that I can use all over Europe. In the short term EVS has given me the possibility to travel and explore Europe with a friend welcoming me in almost every country– in the long term EVS has given me a new way of looking at my opportunities in life. My home is not only Denmark anymore – It is Europe.

Dogs bark differently, but they are all still dogs. We may speak different languages, but we are all part of the same family. And if you don’t understand the bark, you can always just go miauv, because that everyone can understand.

Der sidder en fugl i mit hjerte. Den har en hvid dunet mave og en isblå fjerdragt, hvis dybe blå farver minder mig om det uendelige hav. Den er ikke særlig stor, men den basker sådan med sine små vinger for at komme ud, at hele min krop ryster. Den er urolig. Den gør mig urolig. Jeg har ellers lige sat den tilbage på plads inde i hjertet. Jeg sagde godt fugl, nu har du været ude at strække vingerne og se ting, du aldrig har set før, nu kan du komme ind igen. Men min fugl nægter, at blive derinde. Den føler sig klemt ad mine hjertekamre, den føler at mine årer ligger for tæt, den føler at mit blod løber for sløvt. Den har ellers altid opført sig så pænt. Siddet pænt i mit indre og pudset sine fjer og ventet på, at det blev dens tur til at komme ud. Men nu vil den altså ikke slå sig til tåls mere. Nu vil den bestemme. Nu vil den have luft under vingerne og være ligeglad med, hvad jeg beder den om. Hvad samfundet beder mig om. For min isblå fugl har oplevet friheden, og den hungrer, den tørster, den kræver mere. Men fugl, hvor vil du flyve hen? Europa, Asien, Afrika? Jeg ryster på hovedet og fortæller den, at den ikke kan flyve så langt. At den skal prøve at kigge engang på sig selv, på sit fjollede lille næb og på sine bittesmå flaksende vinger. Er det de vinger, der skal bærer dig til Afrika, spørger jeg den. Du må da være godt tosset. De vinger kan da knapt nok bære dig til den tyske grænse. Glem det fugl, siger jeg, det går ikke. Men min isblå fugl med de flaksende vinger er ligeglad. Den vil ikke blive siddende under min hud mere. Den kan ikke blive siddende. For den har en længsel i sit bryst, fortæller den mig. En længsel under de dunede fjer, en stemme der kalder på den. Den bliver nødt til at flytte sig, den bliver nødt til at mærke luften under vingerne, bevæge sig, flytte sig, rykke sig. Den nipper lidt irriteret i min ene hjerteklap. Luk mig nu ud og af sted, skræpper den med sit lille orange næb og hovedet let på skrå. Fugle har altid hovedet let på skrå, når de venter. Venter på at jeg åbner mit hjerte og sender os af sted. Mig og min isblå fugl. Ud i verden. Og den har ret. For jeg har den samme længsel i mit bryst. Jeg kan også høre stemmen, der kalder. Frihed, luft under vingerne. Jeg vil også have mere. Min lille fugl holder et øjeblik op med at nippe i mit hjerte. Den lytter til stemmen. Jeg lytter også. Den er kraftigere denne gang. Jeg føler mit hjerte skal sprænges af længsel. Den isblå fugl basker nu med vingerne som aldrig før, optændt af en flamme, af stemmen, af længslen efter noget nyt. Den kradser med sine små klør, bider i min pulsåre og trykker sin lille krop hårdt mod indersiden af min hud, mod friheden, så hårdt, at jeg må gispe efter vejret og holde mig til hjertet. Okay lille fugl, okay siger jeg. Jeg giver efter for den isblå fugl, for stemmen, for den dybe længsel. Jeg hiver i hast min hvide t-shirt over hovedet. Jeg bemærker ikke engang kulden omkring mig, sneen, der ligger i driver, samfundets skeptiske øjne hvilende på mit blottede skind. Jeg kradser med mine negle mod min blege vinterhud, der langsomt farves mørkerødt af de smalle striber blod, der sløvt løber ned af min overkrop.  Min fugl skræpper. Jeg skriger. Mine negle river hul i min hud, blotter mit bankende blodige hjerte ud til verden, åbner de snævre hjertekamre og lader min isblå ven flyve ud af sit bur. Den lille fugl basker henrykt med sine vinger og lave begejstret en koldbøtte eller to. Kom, lad os se, lad os opleve skræpper den jublende. Jeg smiler. Min krop er udmattet og mit hjerte bløder, men jeg længsel så inderligt. Jeg kan høre stemmen kalde. Jeg går et skridt frem. Mit åbne sår laver røde pletter i den uspolerede hvide sne. Jeg er nøgen, jeg er spoleret, jeg er ude af takt. Jeg misser op mod den blændende sol og mod den lille henrykte fugl. Mit hjerte smelter. Jeg smiler. Okay lille fugl, siger jeg. Lad os komme væk.

Det er altid svært at sige farvel. Måske ikke til en lidt for ihærdig sælger på gaden eller til min bedstemor, der ringer for at hyggesnakke fem minutter før en vigtig Premier League kamp, men udover det, har jeg aldrig været den store fan af afskedsseancer. I går sagde vi farvel til den første fra huset. Der boede tre frivillige fra et andet projekt sammen med os i vores hus, og den første af dem, tog hjem i dag. Ahmed har arbejdet som supervisor i Olympia World, og det var bl.a. hans fortjeneste, at jeg kom ind og så Ishockey finalen mellem Finland og Rusland (som Finland i øvrigt vandt, Hyvä Suomi!), da han sneg mig ind med et specielt V.I.P. armbånd af bagindgangen. Før han tog af sted måtte jeg love ham højt og helligt, at jeg kom til Egypten snart og så hans kameler, og så skulle jeg vide, at der ville stå mindst 15 familier klar i Kairo til at tage sig af mig. At jeg kunne bo på et hotel, ville han slet ikke høre tale om, han ville aldrig lade sin søster bo på et lurvet hotel. Og det er lige præcis sådan det er med alle her i huset. Vi er en kæmpe familie. Nogen gange irriterende lillesøstre, huslige mødre, rodede storebrødre og fulde onkler, men altid sammen. Nu er der seks dage, til vores familie bliver splittet. På den ene side savner jeg min pony, min familie og mine venner. På den anden side vil jeg ikke forlade nogen her. Det var svært at sige farvel, da jeg stoppede på min efterskole, og vi boede trods alt alle sammen på sjælland, lolland eller falster, så der var ikke mange timers kørsel imellem os. Nu skal jeg sige farvel til en familie, der bliver spredt ud over hele Europa, ja sågar Nordafrika. Det er ikke fair! Jeg mener, jeg vil ikke have været denne her oplevelse foruden, det har været fantastisk, inspirerende og livsbekræftende, men når noget er så godt, virker to måneder som undseelig kort tid.

Jeg var ude at ride Cleo i dag. Jeg har ikke redet hende længe, for under YOG var der ikke tid til andet end at arbejde. Det var dejligt at ride hende igen, koncentrere mig om noget andet end min snarlige afrejse og samle tankerne. I stedet for at være trist over, at mit eventyr snart er forbi, prøver jeg at glæde mig over, at jeg snart har familie ikke blot i Danmark, men i hele Europa. Finland, til Sibirien, til Tyrkiet, til Egypten. Hele Europa bliver mit hjem.

Min verden er globaliseret. Muligheden for at indgå i fællesskaber på tværs af landegrænser gør, at hele verden er blevet min personlige legeplads. Jeg har i de sidste to måneder nedbrudt stereotyper, kulturelle forskelligheder og sociale barriere, og nu er det tid til at nedbryde illusionen om, at fysisk afstand er en hindring for venskab og fællesskab. Selvfølgelig kan jeg se folk igen. Det er vel op til mig selv og min eventyrlyst. Jeg ved, at jeg er velkommen alle steder, så det er bare at hoppe på et fly, og så pakke enten en bikini, når jeg tager til Syditalien for at besøge Fransesco eller termoundertøj, når jeg tager til Sibirien for at besøge Alexei. EVS er fantastisk. Jeg ønsker, at alle mennesker i hele verden, skal opleve denne følelse af samhørighed med så mange forskellige mennesker fra forskellige kulturer. Jeg har gået 14 år i skole, og alligevel føler jeg, at jeg har lært mere på de her to måneder end nogensinde før. Og det er uden lektielæsning! Jeg er så taknemmelig for at have oplevet det her, og så bitter over, at det er ved at være slut. Glad, sur, beæret, trist, lykkelig, ulykkelig, smilende og tudbrølende. Jeg er et stort rod. Men det bliver sjovt at se Ahmeds kameler, når jeg besøger ham i Egypten.

Jeg har tidligere skrevet, at jeg arbejde i Mountain Snow and Fun workshoppen, men dagen før at YOG gik i gang, skiftede jeg med en ven, der var led og ked af sit job i promotion-teamet. Jeg synes tilgengæld at promotion lød enormt interessant, og tilbød ham at bytte team, så han kunne rende rundt og lege i sneen med atleterne og jeg kunne stikke dem en flyer og et smil!

CEP programmet er, som jeg tidligere har skrevet, et tilbud til de unge atleter om at mødes uden for konkurrencerne. Der er workshops i mange forskellige ting, både udendørs aktiviteter som klatring og team buulding i sneen, workshops, der hjælper de unge atleter til at administrere deres tid mellem træning, skole og fritid og workshops, der lærer de unge at agere foran et kamera.

Jeg er nu på min fjerde arbejdsdag, og jeg elsker elsker elsker det! Vores job består overordnet i at promovere hele Cultural and Education Programme til de unge atleter, men hver dag er der forskellige workshops, der skal fokuseres paa. Vi skal vide alt om alle workshops, saa vi kan fortaelle atleterne, hvad de forskellige arrangementer gaar ud paa, og desuden skal vi hele tiden vaere i kontakt med de forskellige workshops saa vi ved, hvor mange atleter, der deltager og hvor vi skal lægge vores fokus. F.eks var der de første par dage slet ingen deltagere i Media-lab, saa vi brugte et paar timer paa at dele flyers ud og snakke med atleterne om, hvilke kompetencer, det ville give dem at deltage, og pludselig blev workshopsene fyldt op. Vi kan jo ikke soerge for, at atleterne kommer igen, eller at atleterne har en god oplevelse, der er op til de frivillige, der arrangere workshoppen, men vi er bindeleddet mellem atleterne og hele CEP programmet.

I dag har min teamleder vaeret til eksamen paa sit studie, saa jeg har vaeret teamleder for vores promotionteam. Selvom det er praecist det samme arbejde, jeg laver, giver det en helt anden foelelse, at vaere teamleder, for pludselig er det mig, alle ringer til for at fortealle hvordan det gaar med workshoppen og om vi ikke kan promovere dit og dat, og mig folk bliver sure på, hvis deres workshop ikke er fyldt op. Det er fedt med ansvar! J

Vi lavede nogen helt vildt fede happenings i dag, Fransesco fra Italien promoverede Be a Chef workshoppen, hvor de unge lærer at lave sund mad. Han tog forklæde og kokkehat paa, og gik rundt med appetizers til atleterne. Til Role-Models sessionen kl 16 printede vi billeder ud af de to rollemodeller og klistrede billederne op, så vi gik rundt med store skilte. Det betød, at atleterne pludselig kunne se, hvem rollemodellerne var, og det gjorde et langt større indtryk på dem, end da vi bare delte flyers ud. Det bedste ved mit job er, at jeg hver eneste dag, bliver nødt til at tænke nyt. Det kan godt være, at en happening fungerede den ene dag, men næste dag, bliver vi nødt til at finde på noget nyt for at tiltrække os atleternes opmærksomhed. Det er interessant, hvad man skal gøre, for at få folks opmærksomhed. Hvordan man skal promovere, hvor energisk man skal være og hvor meget man skal presse på. Det er en hårfin balance, for hvis vi er for aggressive og stikker flyers op i næsen på folk, så har vores promotion en negativ effekt. Det er med at få atleterne til at blive interesseret og spørge ind til de forskellige aktiviter i stedet.

Mit liv er hektisk. Vi arbejder alle sammen hele tiden, og når vi ikke arbejder, hænger vi alligevel ud i Kongress centeret, for at prøve de forskellige workshops eller give en hjælpende hånd med. Det er fantastisk. Aldrig har det været så fedt at arbejde så hårdt. Der er kun to dage tilbage nu. Den sidste uge er gået så stærkt. Gid atleterne ville blive bare en uge mere.

Idéen bag radioshowet var at give os frivillige, muligheden for at åbne døren på klem til vores lille EVS fællesskab. Der var ingen restriktioner i forhold til, hvad vi skulle snakke om. Nogen snakkede slet ikke om EVS, og nogen snakkede ikke om andet, men det var også den alsidighed i programmerne, der gjorde det interessant at lytte med hele dagen. Dio fra Grækenland havde stablet showet på benene i samarbejde med den græske internetradio http://www.actradio.gr/ . Vi sørgede selv for at dele os op to og to, og så fik hvert hold ellers tildelt en time af radiomarathonet.

Fie og jeg var ”Danish Dynamites”, ogvi havde både en interkulturel hundequiz, tips og tricks til at flytte hjemmefra og insider historier om folk fra huset. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at da vores hjemmelavede jingle rullede ud i æteren kl. 18.00 var vi både hysteriske, spændte, nervøse og vildt rastløse efter at havde drukket fire kopper kaffe på 10 minutter. Vores stemmer var skingre, baggrundsmusikken lidt for høj, jeg snakkede for tæt på mikrofonen og Fie snakkede lidt for langt væk. Alligevel var vores program en dundrende succes, hvis vi selv skal sige det. Aldrig har jeg prøvet noget så fantastisk! Vi var så oppe at køre, at alle der kom ind i radiorummet, mens vi broadcastede, grinte højlydt af os, fordi vi kørte med 110 km/t med armene i vejret og ansigtsmimikken på sit højeste. Tiden fløj af sted og da det var tid til at slutte programmet, kunne vi næsten ikke stille mikrofonen fra os. Éen gang til!

Da det næste par overtog mikrofonen, og vi, stadig rystende på hænderne, gik ud af rummet, var jeg i mit adrenalinrush overbevist om, at der udenfor døren ville være mindst 20 mennesker klar til at give os et stående bifald. Der var ingen. Vi gik ind i vores store fælleslokale, hvor folk sad med deres computere, og jeg var igen klar til, om end ikke et stående bifald, så et siddende. Intet skete. Jeg rømmede mig. Fransesco kiggede åndsfraværende på mig. Jeg blev stående, rømmede mig igen. Bagerst fra lokalet lød det fra franskmanden; ”Magnifique!” Jeg er stadig ikke helt sikker på, om det var henvendt til mig, men jeg smilede taknemmeligt, og Fie og jeg gik tilfredse ned for at drikke en fyraftens øl.

Magnifique eller ej, Fie og jeg var enige om, at det var noget af det fedeste vi har prøvet, og vi skal gøre det igen. Måske skal vi skynde os at tage patent på hundequizzen, før P3 får nys om det. Vi kan lave den deal, at hvis de vil have den berømte hundequiz, så må de hyrer ”Danish Dynamite”. Det skulle ikke være noget problem at overbevise dem om det, og da slet ikke efter, at de har hørt vores jingle!

Det er præcist sådan noget her, der gør det så enormt fedt at være med i et EVS projekt. Hvem skulle have troet, at vi midt i alt det andet, vi har gang i med Youth Olympic Games, ski, fest og arbejde, kunne presse et elleve timers radioprogram ind? Men når bare folk er åbne, interesserede og klar på at træde ud af deres comfort zone, så er alt muligt. Det her ryger lige ind på mit CV, det kan jeg godt love jer for. Radiovært. Hold da op. Tænk at man bare kan smide sig ud i sådan et projekt og så lykkes det. Hvor er det bare fedt. Hvor er EVS bare fedt!

Hvis du gik glip af Danish Dynamites, og du sidder og tænker ; Jamen hvad gik den hundequiz så ud på? så er du så heldig, at min dejlige far har optaget hele herligheden og lagt det på soundcloud!

http://soundcloud.com/brianpablo/sets/2live-music-marathon-innsbruck – Enjoy the Danish Dynamites!

De andre fem hører ikke efter, hvad de to piger mener om vampyrer og realisme. De ligger alle sammen på langs og sover. Fie fra Danmark med hovedet nedad. Paulo fra Portugal med kinden trykket mod ruden og Fransesco fra Italien med åben mund og rynkede bryn. De to polske piger ligger lænet op mod hinanden med lukkede øjne. En næsten uhørlig snorken siver ud fra de halvtåbne munde. Vi er trætte. Udmattede om man vil. Vi besluttede os for, at vi, mens vi havde juleferie, ville tage på sightseeing i Wien i tre dage. Museer, bygninger og gå og gå og gå for at se det hele. Og så har vi ikke engang set det halve.

Wien er ellers flot. Hold da op. Jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg tog til Wien uden at have gjort mig det klart, hvad jeg ville se, eller i det mindste bare brugt 10 minutter på at læse lidt om byens historie. Der er så meget at se! Der er så meget historie! Og jeg har bare gået rundt som en af de der dumme turister, benovet over alt, uden at ane hvad jeg har kigget på. Før Fie faldt I søvn, fortalte hun mig, at den kæmpestore bygning med tårnene, som vi ellers var sikre på, var en domkirke, i virkeligheden var et rådhus. Et rådhus? Shit mand, hvorfor gik vi ikke ind? Jeg havde allerede set så mange kirker, men jeg havde ikke set noget rådhus! Tre dage i Wien, og jeg har set så meget, men ikke spørg mig, hvad jeg har set, for det aner jeg ikke.

De to østrigske piger i toget ødelægger min koncentration. De snakker om Justin Bieber, og de er ikke I tvivl om, at hans nye jule-single er et hit. Efter at have hørt dem synge brudstykker af sangen i en halv time, er jeg heller ikke i tvivl mere. Togturen har varet to timer. Jeg skal sidde her tre timer endnu. Sæderne er stadig alt for hårde.

I Wien så jeg en udstilling på Leopold Museum med Gustav Klimt , Egon Schiele, Koloman Moser og mange andre kendte østrigske kunstmalere og arkitekter. Jeg så også en fotoudstilling med provokerende billeder af lig, bryster og metroseksuelle mænd. Ja, kom ikke her og sig, at jeg ikke er kulturel. Jeg har endda formået at klemme en ballet ind mellem kunstmuseums og nightsightseeing. Det var en oplevelse, der ville noget. En spontan idé og halvandens times kø; Jeg var fire euro fattigere, men en billet til ballet i Wiener Staatsoper rigere!

Jeg var ellers lidt nervøs før vi stillede os i kø; ”Fie, vi kommer jo lige fra gaden, ingen make-up og uglet hår. Tror du de lukker os ind?” Og nej vi var vitterligt ikke klædt på til et besøg i Wiener Staatsoper. Striktrøje, vinterstøvler og en forvasket T-shirt med et billede af E.T.. Ved siden af mig stod Wiens jetsettere med lange silkekjoler, blænderne smykker og nyvasket hår. Hvis jeg så bare havde haft nyvasket hår! Men da vi kom ind i salen, var den manglende makeup og de sure sokker i skoene glemt. Hold da op, hvor var det fantastisk. Vi havde givet fire euro for billetten og stod først aller bagerst på den trange ståplads, men af en eller anden grund forbarmede billetkontrolløren sig over de to snavsede piger fra Danmark, og vi blev gennet ind på næstforreste stårække sammen med alle de små børn og krumbøjede ældre. Vi stod lige bag de fine kjoler, der havde givet 60 euro for deres billet – hvis vi havde stukket hånden ud over kanten, er jeg sikker på, at vi kunne havde uglet deres fine hår! Tornerose var en fantastisk billet, de tynde atletiske balletdanserinder med deres lyserøde tylskørter var yndige, og prinsernes piruetter kraftfulde. Så var det lige meget at mine fødder værkede efter en hel dags ståen og gåen i Wien. Vi var tilskuere i det smukkeste operahus til den smukkeste ballet. Det var en kæmpe oplevelse. Men nu er vi også trætte. Nu er vi på vej hjem til Mutters. Hjem til de andre. Jeg savner de andre. Selvom jeg nogle gange kan få hovedpine af Stephanies evindelige franske plapren, de italienske fyres prædiken om Mamas Pasta og finnernes utrættelige partyhumør, så kan jeg slet ikke undvære det i mere end tre dage.

Den tynde pige bag mig i toget griner højlydt. Hele tiden. Den rødhårede er åbenbart den sjove af de to. Hans fra parallelklassen er vild med hende den tynde. Eller jeg er faktisk ikke helt sikker på, om han nu er fra  parallelklassen, for de to piger snakker tysk med tyrolsk dialekt, så det ikke lige alt jeg forstår. Men jeg ved i hvert fald, at han hedder Hans, og at hende den tynde synes, han er lidt af en nørd. Den rødhårede synes nu, han er meget sød.

Og lippizanere! Yndefulde, smukke, kraftfulde lippizanere fra Den Spanske Rideskole i Wien. Jeg tog ikke ind og så showet. Det kostede 38 euro for en ståplads, og mine fødder nedlagde veto efter første dags ståstrabadser. Men jeg gik forbi stalden og trykkede min næse flad mod ruden. Jeg var lige ved at bryde ud i en lille sejrsdans, da en lippizaner tæt på vinduet stak hovedet ud af sin boks. Hvor var den smuk med sin stærke hals, intelligente øjne og markerede næseryg. Lippizaneren slår med hovedet. En anden lippizaner, ligeså smuk som den første stikker hovedet ud inde fra boksen ved siden af. Halsen på den nytilkomne er ikke hvid, som den burde, men derimod møgbelortet. Jeg smiler. Det er sjovt, hvordan at alle gør sådan et kæmpe nummer ud af lippizanerne fra Den Spanske Rideskole, men når det kommer til stykket, er det bare godmodige heste, der er fløjtende ligeglade med om de ruller sig i møg eller ej. Jeg savner min Lamborghini. Han er altid god for at rulle sig i noget skidt.

To timer og ti minutter. Jeg åbner min rittersport og tager et stykke. Det er en forfærdelig vane, jeg har tillagt mig her i Østrig, fordi at al chokolade er så pokkers billig. Hvordan østrigere formår at holde den slanke linje, ligger ud over min fatteevne. Med billig chokolade, wienerschnitzel, lyst brød og sødmælk, virker det for mig som en umulig opgave. Shit min kæreste får et chok, når jeg kommer hjem. Samuel hvis du læser det her, så lover jeg at begynde til fitness, ligeså snart jeg er i Danmark igen!

Den tynde og den rødhårede pige er gået. Æv. Jeg gad ellers godt vide hvad det endte med, med Hans. Jeg håber de to finder sammen. Det håbede den rødhårede vidst ikke.

Fransesco er begyndt at snorke. Højt. To timer og enogtyve minutter er nu gået. Det mørkegrønne togsæde er omend blevet endnu hårdere at sidde på. Det her bliver en lang togtur. Men om to timer og niogtredive minutter.. så er vi heldigvis hjemme igen.

Jeg havde op til julen været meget bekymret for, hvordan det hele nu skulle gå uden flæskesteg, uden onkels gode brune sovs og uden gaver i spandevis. Kan det være jul uden familien og uden disneys juleshow? Mit svar i dag må være et rungende ja. Du kan godt fejre jul i et andet land med andre kulturer, og det kan være en af de bedste juleaftener, du nogensinde har oplevet.

Da vi i går trådte ind i spisestuen for at spise vores julemiddag, var stedet som forvandlet. Teele fra Estland havde pyntet spisestuen op med lys i alle vinduerne, gran på bordene og julekugler hængende fra loftet. Midt i rummet stod vores juletræ og glitrede med en rød stjerne i toppen. Det hele var så smukt. Maden var overdådig. Laks, kylling, kartofler, champignonsuppe. Til dessert var der hjemmelavet tiramisu og pandekager med is. Julemanden kom også forbi. Han havde en slående lighed med Adrian fra Rumænien, men julemand det var han. Vi havde alle sammen trukket et navn på en person, vi skulle give en gave, så alle kom op og sidde på julemandens skød og fik tildelt sine gaver. Jeg fik en lille pung med en ræv, chokolade, et smykke, en plakat. Alle var glade for deres gaver. Raul brugte hele aftnen på at lege med sin legetøjsslange, og Kristóf spillede I’m a barbigirl fra sin nye CD med Aqua.

Efter maden rykkede vi festen op til vores store fællesrum. Zander fra Belgium agerede DJ, og vi andre dansede og festede, drak glühwein og hvidvin. Så slog klokken 12, og til tonerne fra ”Hip Hurra det min fødselsdag” strømmer alle over til mig for at kramme, give kindkys og gaver. Fie fra Danmark havde strikket mig et pandebånd, Teele fra Estland gav mig et venskabsarmbånd og Kristof fra Ungarn et indrammet billede af os i bjergene. Det var en hel fantastisk fødselsdag!

I dag er alle mere eller mindre tømmermændsramte. Jeg har lige åbnet min gave fra mor og far. En bog af John Irving, slik, en jumbobog, et interview med Helle Thorning i Alt For Damerne og sladder om Malou Stella i Se&Hør. Det var lige hvad jeg manglede :) Så er jeg underholdt de næste mange timer! Senere i dag skal jeg ud at ride. Der er en stald her i Mutters, og ejeren har givet mig lov at låne hendes datters pony Cleo. Jeg elsker at være i huset, men det er en fantastisk følelse at have nogen timer for sig selv, bare mig og Cleo. Så har jeg tid til at være mig selv og tid til at tænke over alle de ting, der sker i huset.

Julen 2011 har været den mest særprægede jul, jeg nogensinde har haft. Jeg savner min familie derhjemme, men jeg ved også med sikkerhed, at jeg ikke ville have været denne oplevelse foruden. Jeg håber at alle derhjemme havde en ligeså dejlig jul, som jeg havde her oppe i bjergene blandt 32 fantastiske unge fra hele Europa. Glædelig jul!

Den overordnede overskrift for vores arbejde er Culture And Education Programme (CEP). CEP er et specielt event lavet til netop Youth Olympic Games, hvor sport, kultur og læring bliver kombineret, og hvor det ikke bare handler om at konkurrere, men om at mødes på tværs af sportsgrene, landegrænser og kulturelle forskelligheder.

CEP er et tilbud for alle de unge deltagere om at komme og deltage i forskellige workshops i løbet af de 10 dage, som YOG varer. De unge deltagere må nemlig ikke tage hjem, når deres konkurrencer er ovre, men skal være her under hele OL. Derfor er det vigtigt, at det er en masse alternative og interessante workshops til YOG-deltagerne, så de kommer ud og oplever, deltager, møde nye mennesker og får nye venskaber.

De forskellige workshops er opdelt i seks underkategorier:

New Media Lab – hvor de unge vil lære at håndtere pressen, agere foran et kamera og lære at bruge sociale medier såsom facebook på en professionel måde.

Olympic Games World Mile – En kæmpe udstilling hvor alle deltagernes lande er repræsenteret. Her vil være alt fra tyrolerdanse til islandske sagaer.

Sustainability Project – Her skal de unge både lære almindelig sikkerhed for færden i bjergene, og så skal de også lære at leve et grønnere liv med genbrug og strømbesparelse.

Art Project – Danselektioner, drumsessions og musikalske eksperimenter

Competence Project – I samarbejde med CEP kommer mere end tyve vinter OL-legender til Innsbruck, for at agere rollemodeller for de unge atleter, udveksle tips og erfaring med dem og give gode råd. Der vil endvidere være cooking-workshop, hvor deltagerne kan lære at lave sund og god mad, og så er der også mangement træning, hvor deltagerne bliver undervist i, hvordan de kan planlægge deres tid mellem træning og skole, og hvordan de kan holde sig over vande, trods det kæmpe pres, der ligger på deres skuldre som udøvende sportsatleter.

YOG Festival 2012 – Hvis de unge ikke kan få nok af sport, kan de deltage i forskellige sportsgrene som Snow and Fun, klatring eller forskellige urbane sportsgrene. Om aftenen er der forskellige arrangementer som film, DJ-session og ungdomsfest.

Ja, de unge skal ikke tro, at de kan få lov at hvile ud under deres ophold her i Innsbruck, for vi har planlagt så mange ting til dem, at de bliver nødt til at komme ud og opleve en masse, når de altså ikke lige er i gang med at vinde en guldmedalje.

Vi havde på forhånd fået at vide, at vi ikke selv kunne vælge vores job, men at vi ville få tildelt et job alt efter vores CV og erfaringer. Jeg var overbevist om, at jeg hørte til i Media Lab og skulle lære de unge om håndtering af sociale medier, nærgående journalister og kameraer fra alle vinkler. Men nej, der synes YOG-komiteen ikke, at jeg hørte til. De mente i stedet, at jeg trods min stort set ikkeeksisterende ski-erfaring, min store skræk for højder og min manglende evne til at håndtere børn, ville passe perfekt som frivillig i Mountain Snow And Fun. Måske har de set et lys i mig, som jeg ikke selv lige har luret. I hvert fald, så er det der, jeg er blevet placeret. Min opgave består i, at jeg hver dag skal tage 75 OL-deltagere med op i bjergene og herefter have en times sjov og ballade i sneen, efterfulgt af en god kop kakao, før vi atter tager ned i byen igen, for at hente et nyt hold glade unge med op i den friske luft.

Jeg må nok indrømme, at jeg var noget skeptisk, da jeg fandt ud af, hvad mit arbejde bestod i. Men EVS-projekter handler om udfordringer og om at opfinde nye sider af sig selv, så selvom jeg aldrig har været meget for otte timers leg i stiv kuling med dryppende næse og stivfrosne tæer, så tager jeg det som en oplevelse. Challenge by Choice. Man bliver nødt til at være åben overfor nye udfordringer.  Og når nu jeg tænker over det, så er mit job jo helt vildt fedt. De andre frivillige har kedelige jobs inde i det varme, varme kongrescenter, mens jeg får lov at være aktiv i sneen og opleve Østrigs storslåede natur på nært hold. Og så er det jo kun godt at komme ud at bevæge sig, når nu chokoladen er så enormt billig, at man ikke kan lade vær med at købe den. Jeg mener, Rittersport til 1 euro! Og det er bare standard pris! Så ti dages aktiv leg i sneen vil nok være ganske fornuftigt. Det skal nok blive godt. Jeg er meget optimistisk!

Der går dog stadig noget tid før, jeg skal begynde på jobbet, så jeg er egentlig lidt spændt på, hvad jeg skal lave de første 10 dage af januar. Nu har jeg været her i 17 dage, og de første 10 gik med sociale lege, udforsking af Innsbruck, fester og tømmermænd.Så var der fem dage, hvor jeg arbejde for InfoEck, og tog ud til forskellige instituationer for at udbrede kendskabet til EVS, InfoEck og frivllighed i al almindelighed. Næste uge skal jeg hjælpe til med at lave welcomebags til alle atleterne, og så er det jul. Tiden går stærkt i Tyrol!

Man kan ligesom mærke, at i takt med, at sneen falder, letter stemningen i Innsbruck, og selvom byens gader og stræder er dækket af sjap, er der ingen der beklager sig, for nu ved vi, at turisterne vil komme. Sneen er som sendt fra himlen. En tidlig julegave. I dag, da jeg kørte i sporvogn op af bjerget til Mutters (den lille by jeg bor i 10 km fra Innsbruck), gik det pludselig op for mig, at det er juleaften om syv dage. Jeg har slet ikke rigtig tænkt på julen før nu. Vi har ikke pyntet op i huset, vi hører ikke julemusik og pebernødder er en by i Rusland – eller nok nærmere Danmark. Det eneste julede, vi gør, er at drikke Glühwein, men jeg har på fornemmelsen, at de fleste ikke gør det for julestemningens skyld. Julen fylder ikke særlig meget i vores bevidsthed, og jeg, der ellers er absurd vild med julen, havde fuldstændig forlagt min juleånd. Men i dag, da jeg kiggede ud på de fortravlede snefnug, der føg om ørene på alle, og lagde sig som et tæppe på hustage og trætoppe, fandt min juleånd tilbage tilbage til mig, og nu kan jeg ikke tænke på andet end æbleskiver, nissehuer og gløgg. Det er som en juleforbandelse, der ikke vil gå væk. Jeg har skruet op for julemusikken og fundet nissehuen frem. Nu skal der julehygges, så selv julemanden vil blive forbavset. Glædelig snarlig jul til alle! :)