Det er altid svært at sige farvel. Måske ikke til en lidt for ihærdig sælger på gaden eller til min bedstemor, der ringer for at hyggesnakke fem minutter før en vigtig Premier League kamp, men udover det, har jeg aldrig været den store fan af afskedsseancer. I går sagde vi farvel til den første fra huset. Der boede tre frivillige fra et andet projekt sammen med os i vores hus, og den første af dem, tog hjem i dag. Ahmed har arbejdet som supervisor i Olympia World, og det var bl.a. hans fortjeneste, at jeg kom ind og så Ishockey finalen mellem Finland og Rusland (som Finland i øvrigt vandt, Hyvä Suomi!), da han sneg mig ind med et specielt V.I.P. armbånd af bagindgangen. Før han tog af sted måtte jeg love ham højt og helligt, at jeg kom til Egypten snart og så hans kameler, og så skulle jeg vide, at der ville stå mindst 15 familier klar i Kairo til at tage sig af mig. At jeg kunne bo på et hotel, ville han slet ikke høre tale om, han ville aldrig lade sin søster bo på et lurvet hotel. Og det er lige præcis sådan det er med alle her i huset. Vi er en kæmpe familie. Nogen gange irriterende lillesøstre, huslige mødre, rodede storebrødre og fulde onkler, men altid sammen. Nu er der seks dage, til vores familie bliver splittet. På den ene side savner jeg min pony, min familie og mine venner. På den anden side vil jeg ikke forlade nogen her. Det var svært at sige farvel, da jeg stoppede på min efterskole, og vi boede trods alt alle sammen på sjælland, lolland eller falster, så der var ikke mange timers kørsel imellem os. Nu skal jeg sige farvel til en familie, der bliver spredt ud over hele Europa, ja sågar Nordafrika. Det er ikke fair! Jeg mener, jeg vil ikke have været denne her oplevelse foruden, det har været fantastisk, inspirerende og livsbekræftende, men når noget er så godt, virker to måneder som undseelig kort tid.

Jeg var ude at ride Cleo i dag. Jeg har ikke redet hende længe, for under YOG var der ikke tid til andet end at arbejde. Det var dejligt at ride hende igen, koncentrere mig om noget andet end min snarlige afrejse og samle tankerne. I stedet for at være trist over, at mit eventyr snart er forbi, prøver jeg at glæde mig over, at jeg snart har familie ikke blot i Danmark, men i hele Europa. Finland, til Sibirien, til Tyrkiet, til Egypten. Hele Europa bliver mit hjem.

Min verden er globaliseret. Muligheden for at indgå i fællesskaber på tværs af landegrænser gør, at hele verden er blevet min personlige legeplads. Jeg har i de sidste to måneder nedbrudt stereotyper, kulturelle forskelligheder og sociale barriere, og nu er det tid til at nedbryde illusionen om, at fysisk afstand er en hindring for venskab og fællesskab. Selvfølgelig kan jeg se folk igen. Det er vel op til mig selv og min eventyrlyst. Jeg ved, at jeg er velkommen alle steder, så det er bare at hoppe på et fly, og så pakke enten en bikini, når jeg tager til Syditalien for at besøge Fransesco eller termoundertøj, når jeg tager til Sibirien for at besøge Alexei. EVS er fantastisk. Jeg ønsker, at alle mennesker i hele verden, skal opleve denne følelse af samhørighed med så mange forskellige mennesker fra forskellige kulturer. Jeg har gået 14 år i skole, og alligevel føler jeg, at jeg har lært mere på de her to måneder end nogensinde før. Og det er uden lektielæsning! Jeg er så taknemmelig for at have oplevet det her, og så bitter over, at det er ved at være slut. Glad, sur, beæret, trist, lykkelig, ulykkelig, smilende og tudbrølende. Jeg er et stort rod. Men det bliver sjovt at se Ahmeds kameler, når jeg besøger ham i Egypten.

Jeg har tidligere skrevet, at jeg arbejde i Mountain Snow and Fun workshoppen, men dagen før at YOG gik i gang, skiftede jeg med en ven, der var led og ked af sit job i promotion-teamet. Jeg synes tilgengæld at promotion lød enormt interessant, og tilbød ham at bytte team, så han kunne rende rundt og lege i sneen med atleterne og jeg kunne stikke dem en flyer og et smil!

CEP programmet er, som jeg tidligere har skrevet, et tilbud til de unge atleter om at mødes uden for konkurrencerne. Der er workshops i mange forskellige ting, både udendørs aktiviteter som klatring og team buulding i sneen, workshops, der hjælper de unge atleter til at administrere deres tid mellem træning, skole og fritid og workshops, der lærer de unge at agere foran et kamera.

Jeg er nu på min fjerde arbejdsdag, og jeg elsker elsker elsker det! Vores job består overordnet i at promovere hele Cultural and Education Programme til de unge atleter, men hver dag er der forskellige workshops, der skal fokuseres paa. Vi skal vide alt om alle workshops, saa vi kan fortaelle atleterne, hvad de forskellige arrangementer gaar ud paa, og desuden skal vi hele tiden vaere i kontakt med de forskellige workshops saa vi ved, hvor mange atleter, der deltager og hvor vi skal lægge vores fokus. F.eks var der de første par dage slet ingen deltagere i Media-lab, saa vi brugte et paar timer paa at dele flyers ud og snakke med atleterne om, hvilke kompetencer, det ville give dem at deltage, og pludselig blev workshopsene fyldt op. Vi kan jo ikke soerge for, at atleterne kommer igen, eller at atleterne har en god oplevelse, der er op til de frivillige, der arrangere workshoppen, men vi er bindeleddet mellem atleterne og hele CEP programmet.

I dag har min teamleder vaeret til eksamen paa sit studie, saa jeg har vaeret teamleder for vores promotionteam. Selvom det er praecist det samme arbejde, jeg laver, giver det en helt anden foelelse, at vaere teamleder, for pludselig er det mig, alle ringer til for at fortealle hvordan det gaar med workshoppen og om vi ikke kan promovere dit og dat, og mig folk bliver sure på, hvis deres workshop ikke er fyldt op. Det er fedt med ansvar! J

Vi lavede nogen helt vildt fede happenings i dag, Fransesco fra Italien promoverede Be a Chef workshoppen, hvor de unge lærer at lave sund mad. Han tog forklæde og kokkehat paa, og gik rundt med appetizers til atleterne. Til Role-Models sessionen kl 16 printede vi billeder ud af de to rollemodeller og klistrede billederne op, så vi gik rundt med store skilte. Det betød, at atleterne pludselig kunne se, hvem rollemodellerne var, og det gjorde et langt større indtryk på dem, end da vi bare delte flyers ud. Det bedste ved mit job er, at jeg hver eneste dag, bliver nødt til at tænke nyt. Det kan godt være, at en happening fungerede den ene dag, men næste dag, bliver vi nødt til at finde på noget nyt for at tiltrække os atleternes opmærksomhed. Det er interessant, hvad man skal gøre, for at få folks opmærksomhed. Hvordan man skal promovere, hvor energisk man skal være og hvor meget man skal presse på. Det er en hårfin balance, for hvis vi er for aggressive og stikker flyers op i næsen på folk, så har vores promotion en negativ effekt. Det er med at få atleterne til at blive interesseret og spørge ind til de forskellige aktiviter i stedet.

Mit liv er hektisk. Vi arbejder alle sammen hele tiden, og når vi ikke arbejder, hænger vi alligevel ud i Kongress centeret, for at prøve de forskellige workshops eller give en hjælpende hånd med. Det er fantastisk. Aldrig har det været så fedt at arbejde så hårdt. Der er kun to dage tilbage nu. Den sidste uge er gået så stærkt. Gid atleterne ville blive bare en uge mere.

Idéen bag radioshowet var at give os frivillige, muligheden for at åbne døren på klem til vores lille EVS fællesskab. Der var ingen restriktioner i forhold til, hvad vi skulle snakke om. Nogen snakkede slet ikke om EVS, og nogen snakkede ikke om andet, men det var også den alsidighed i programmerne, der gjorde det interessant at lytte med hele dagen. Dio fra Grækenland havde stablet showet på benene i samarbejde med den græske internetradio http://www.actradio.gr/ . Vi sørgede selv for at dele os op to og to, og så fik hvert hold ellers tildelt en time af radiomarathonet.

Fie og jeg var ”Danish Dynamites”, ogvi havde både en interkulturel hundequiz, tips og tricks til at flytte hjemmefra og insider historier om folk fra huset. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at da vores hjemmelavede jingle rullede ud i æteren kl. 18.00 var vi både hysteriske, spændte, nervøse og vildt rastløse efter at havde drukket fire kopper kaffe på 10 minutter. Vores stemmer var skingre, baggrundsmusikken lidt for høj, jeg snakkede for tæt på mikrofonen og Fie snakkede lidt for langt væk. Alligevel var vores program en dundrende succes, hvis vi selv skal sige det. Aldrig har jeg prøvet noget så fantastisk! Vi var så oppe at køre, at alle der kom ind i radiorummet, mens vi broadcastede, grinte højlydt af os, fordi vi kørte med 110 km/t med armene i vejret og ansigtsmimikken på sit højeste. Tiden fløj af sted og da det var tid til at slutte programmet, kunne vi næsten ikke stille mikrofonen fra os. Éen gang til!

Da det næste par overtog mikrofonen, og vi, stadig rystende på hænderne, gik ud af rummet, var jeg i mit adrenalinrush overbevist om, at der udenfor døren ville være mindst 20 mennesker klar til at give os et stående bifald. Der var ingen. Vi gik ind i vores store fælleslokale, hvor folk sad med deres computere, og jeg var igen klar til, om end ikke et stående bifald, så et siddende. Intet skete. Jeg rømmede mig. Fransesco kiggede åndsfraværende på mig. Jeg blev stående, rømmede mig igen. Bagerst fra lokalet lød det fra franskmanden; ”Magnifique!” Jeg er stadig ikke helt sikker på, om det var henvendt til mig, men jeg smilede taknemmeligt, og Fie og jeg gik tilfredse ned for at drikke en fyraftens øl.

Magnifique eller ej, Fie og jeg var enige om, at det var noget af det fedeste vi har prøvet, og vi skal gøre det igen. Måske skal vi skynde os at tage patent på hundequizzen, før P3 får nys om det. Vi kan lave den deal, at hvis de vil have den berømte hundequiz, så må de hyrer ”Danish Dynamite”. Det skulle ikke være noget problem at overbevise dem om det, og da slet ikke efter, at de har hørt vores jingle!

Det er præcist sådan noget her, der gør det så enormt fedt at være med i et EVS projekt. Hvem skulle have troet, at vi midt i alt det andet, vi har gang i med Youth Olympic Games, ski, fest og arbejde, kunne presse et elleve timers radioprogram ind? Men når bare folk er åbne, interesserede og klar på at træde ud af deres comfort zone, så er alt muligt. Det her ryger lige ind på mit CV, det kan jeg godt love jer for. Radiovært. Hold da op. Tænk at man bare kan smide sig ud i sådan et projekt og så lykkes det. Hvor er det bare fedt. Hvor er EVS bare fedt!

Hvis du gik glip af Danish Dynamites, og du sidder og tænker ; Jamen hvad gik den hundequiz så ud på? så er du så heldig, at min dejlige far har optaget hele herligheden og lagt det på soundcloud!

http://soundcloud.com/brianpablo/sets/2live-music-marathon-innsbruck – Enjoy the Danish Dynamites!

De andre fem hører ikke efter, hvad de to piger mener om vampyrer og realisme. De ligger alle sammen på langs og sover. Fie fra Danmark med hovedet nedad. Paulo fra Portugal med kinden trykket mod ruden og Fransesco fra Italien med åben mund og rynkede bryn. De to polske piger ligger lænet op mod hinanden med lukkede øjne. En næsten uhørlig snorken siver ud fra de halvtåbne munde. Vi er trætte. Udmattede om man vil. Vi besluttede os for, at vi, mens vi havde juleferie, ville tage på sightseeing i Wien i tre dage. Museer, bygninger og gå og gå og gå for at se det hele. Og så har vi ikke engang set det halve.

Wien er ellers flot. Hold da op. Jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg tog til Wien uden at have gjort mig det klart, hvad jeg ville se, eller i det mindste bare brugt 10 minutter på at læse lidt om byens historie. Der er så meget at se! Der er så meget historie! Og jeg har bare gået rundt som en af de der dumme turister, benovet over alt, uden at ane hvad jeg har kigget på. Før Fie faldt I søvn, fortalte hun mig, at den kæmpestore bygning med tårnene, som vi ellers var sikre på, var en domkirke, i virkeligheden var et rådhus. Et rådhus? Shit mand, hvorfor gik vi ikke ind? Jeg havde allerede set så mange kirker, men jeg havde ikke set noget rådhus! Tre dage i Wien, og jeg har set så meget, men ikke spørg mig, hvad jeg har set, for det aner jeg ikke.

De to østrigske piger i toget ødelægger min koncentration. De snakker om Justin Bieber, og de er ikke I tvivl om, at hans nye jule-single er et hit. Efter at have hørt dem synge brudstykker af sangen i en halv time, er jeg heller ikke i tvivl mere. Togturen har varet to timer. Jeg skal sidde her tre timer endnu. Sæderne er stadig alt for hårde.

I Wien så jeg en udstilling på Leopold Museum med Gustav Klimt , Egon Schiele, Koloman Moser og mange andre kendte østrigske kunstmalere og arkitekter. Jeg så også en fotoudstilling med provokerende billeder af lig, bryster og metroseksuelle mænd. Ja, kom ikke her og sig, at jeg ikke er kulturel. Jeg har endda formået at klemme en ballet ind mellem kunstmuseums og nightsightseeing. Det var en oplevelse, der ville noget. En spontan idé og halvandens times kø; Jeg var fire euro fattigere, men en billet til ballet i Wiener Staatsoper rigere!

Jeg var ellers lidt nervøs før vi stillede os i kø; ”Fie, vi kommer jo lige fra gaden, ingen make-up og uglet hår. Tror du de lukker os ind?” Og nej vi var vitterligt ikke klædt på til et besøg i Wiener Staatsoper. Striktrøje, vinterstøvler og en forvasket T-shirt med et billede af E.T.. Ved siden af mig stod Wiens jetsettere med lange silkekjoler, blænderne smykker og nyvasket hår. Hvis jeg så bare havde haft nyvasket hår! Men da vi kom ind i salen, var den manglende makeup og de sure sokker i skoene glemt. Hold da op, hvor var det fantastisk. Vi havde givet fire euro for billetten og stod først aller bagerst på den trange ståplads, men af en eller anden grund forbarmede billetkontrolløren sig over de to snavsede piger fra Danmark, og vi blev gennet ind på næstforreste stårække sammen med alle de små børn og krumbøjede ældre. Vi stod lige bag de fine kjoler, der havde givet 60 euro for deres billet – hvis vi havde stukket hånden ud over kanten, er jeg sikker på, at vi kunne havde uglet deres fine hår! Tornerose var en fantastisk billet, de tynde atletiske balletdanserinder med deres lyserøde tylskørter var yndige, og prinsernes piruetter kraftfulde. Så var det lige meget at mine fødder værkede efter en hel dags ståen og gåen i Wien. Vi var tilskuere i det smukkeste operahus til den smukkeste ballet. Det var en kæmpe oplevelse. Men nu er vi også trætte. Nu er vi på vej hjem til Mutters. Hjem til de andre. Jeg savner de andre. Selvom jeg nogle gange kan få hovedpine af Stephanies evindelige franske plapren, de italienske fyres prædiken om Mamas Pasta og finnernes utrættelige partyhumør, så kan jeg slet ikke undvære det i mere end tre dage.

Den tynde pige bag mig i toget griner højlydt. Hele tiden. Den rødhårede er åbenbart den sjove af de to. Hans fra parallelklassen er vild med hende den tynde. Eller jeg er faktisk ikke helt sikker på, om han nu er fra  parallelklassen, for de to piger snakker tysk med tyrolsk dialekt, så det ikke lige alt jeg forstår. Men jeg ved i hvert fald, at han hedder Hans, og at hende den tynde synes, han er lidt af en nørd. Den rødhårede synes nu, han er meget sød.

Og lippizanere! Yndefulde, smukke, kraftfulde lippizanere fra Den Spanske Rideskole i Wien. Jeg tog ikke ind og så showet. Det kostede 38 euro for en ståplads, og mine fødder nedlagde veto efter første dags ståstrabadser. Men jeg gik forbi stalden og trykkede min næse flad mod ruden. Jeg var lige ved at bryde ud i en lille sejrsdans, da en lippizaner tæt på vinduet stak hovedet ud af sin boks. Hvor var den smuk med sin stærke hals, intelligente øjne og markerede næseryg. Lippizaneren slår med hovedet. En anden lippizaner, ligeså smuk som den første stikker hovedet ud inde fra boksen ved siden af. Halsen på den nytilkomne er ikke hvid, som den burde, men derimod møgbelortet. Jeg smiler. Det er sjovt, hvordan at alle gør sådan et kæmpe nummer ud af lippizanerne fra Den Spanske Rideskole, men når det kommer til stykket, er det bare godmodige heste, der er fløjtende ligeglade med om de ruller sig i møg eller ej. Jeg savner min Lamborghini. Han er altid god for at rulle sig i noget skidt.

To timer og ti minutter. Jeg åbner min rittersport og tager et stykke. Det er en forfærdelig vane, jeg har tillagt mig her i Østrig, fordi at al chokolade er så pokkers billig. Hvordan østrigere formår at holde den slanke linje, ligger ud over min fatteevne. Med billig chokolade, wienerschnitzel, lyst brød og sødmælk, virker det for mig som en umulig opgave. Shit min kæreste får et chok, når jeg kommer hjem. Samuel hvis du læser det her, så lover jeg at begynde til fitness, ligeså snart jeg er i Danmark igen!

Den tynde og den rødhårede pige er gået. Æv. Jeg gad ellers godt vide hvad det endte med, med Hans. Jeg håber de to finder sammen. Det håbede den rødhårede vidst ikke.

Fransesco er begyndt at snorke. Højt. To timer og enogtyve minutter er nu gået. Det mørkegrønne togsæde er omend blevet endnu hårdere at sidde på. Det her bliver en lang togtur. Men om to timer og niogtredive minutter.. så er vi heldigvis hjemme igen.

Jeg havde op til julen været meget bekymret for, hvordan det hele nu skulle gå uden flæskesteg, uden onkels gode brune sovs og uden gaver i spandevis. Kan det være jul uden familien og uden disneys juleshow? Mit svar i dag må være et rungende ja. Du kan godt fejre jul i et andet land med andre kulturer, og det kan være en af de bedste juleaftener, du nogensinde har oplevet.

Da vi i går trådte ind i spisestuen for at spise vores julemiddag, var stedet som forvandlet. Teele fra Estland havde pyntet spisestuen op med lys i alle vinduerne, gran på bordene og julekugler hængende fra loftet. Midt i rummet stod vores juletræ og glitrede med en rød stjerne i toppen. Det hele var så smukt. Maden var overdådig. Laks, kylling, kartofler, champignonsuppe. Til dessert var der hjemmelavet tiramisu og pandekager med is. Julemanden kom også forbi. Han havde en slående lighed med Adrian fra Rumænien, men julemand det var han. Vi havde alle sammen trukket et navn på en person, vi skulle give en gave, så alle kom op og sidde på julemandens skød og fik tildelt sine gaver. Jeg fik en lille pung med en ræv, chokolade, et smykke, en plakat. Alle var glade for deres gaver. Raul brugte hele aftnen på at lege med sin legetøjsslange, og Kristóf spillede I’m a barbigirl fra sin nye CD med Aqua.

Efter maden rykkede vi festen op til vores store fællesrum. Zander fra Belgium agerede DJ, og vi andre dansede og festede, drak glühwein og hvidvin. Så slog klokken 12, og til tonerne fra ”Hip Hurra det min fødselsdag” strømmer alle over til mig for at kramme, give kindkys og gaver. Fie fra Danmark havde strikket mig et pandebånd, Teele fra Estland gav mig et venskabsarmbånd og Kristof fra Ungarn et indrammet billede af os i bjergene. Det var en hel fantastisk fødselsdag!

I dag er alle mere eller mindre tømmermændsramte. Jeg har lige åbnet min gave fra mor og far. En bog af John Irving, slik, en jumbobog, et interview med Helle Thorning i Alt For Damerne og sladder om Malou Stella i Se&Hør. Det var lige hvad jeg manglede :) Så er jeg underholdt de næste mange timer! Senere i dag skal jeg ud at ride. Der er en stald her i Mutters, og ejeren har givet mig lov at låne hendes datters pony Cleo. Jeg elsker at være i huset, men det er en fantastisk følelse at have nogen timer for sig selv, bare mig og Cleo. Så har jeg tid til at være mig selv og tid til at tænke over alle de ting, der sker i huset.

Julen 2011 har været den mest særprægede jul, jeg nogensinde har haft. Jeg savner min familie derhjemme, men jeg ved også med sikkerhed, at jeg ikke ville have været denne oplevelse foruden. Jeg håber at alle derhjemme havde en ligeså dejlig jul, som jeg havde her oppe i bjergene blandt 32 fantastiske unge fra hele Europa. Glædelig jul!

Den overordnede overskrift for vores arbejde er Culture And Education Programme (CEP). CEP er et specielt event lavet til netop Youth Olympic Games, hvor sport, kultur og læring bliver kombineret, og hvor det ikke bare handler om at konkurrere, men om at mødes på tværs af sportsgrene, landegrænser og kulturelle forskelligheder.

CEP er et tilbud for alle de unge deltagere om at komme og deltage i forskellige workshops i løbet af de 10 dage, som YOG varer. De unge deltagere må nemlig ikke tage hjem, når deres konkurrencer er ovre, men skal være her under hele OL. Derfor er det vigtigt, at det er en masse alternative og interessante workshops til YOG-deltagerne, så de kommer ud og oplever, deltager, møde nye mennesker og får nye venskaber.

De forskellige workshops er opdelt i seks underkategorier:

New Media Lab – hvor de unge vil lære at håndtere pressen, agere foran et kamera og lære at bruge sociale medier såsom facebook på en professionel måde.

Olympic Games World Mile – En kæmpe udstilling hvor alle deltagernes lande er repræsenteret. Her vil være alt fra tyrolerdanse til islandske sagaer.

Sustainability Project – Her skal de unge både lære almindelig sikkerhed for færden i bjergene, og så skal de også lære at leve et grønnere liv med genbrug og strømbesparelse.

Art Project – Danselektioner, drumsessions og musikalske eksperimenter

Competence Project – I samarbejde med CEP kommer mere end tyve vinter OL-legender til Innsbruck, for at agere rollemodeller for de unge atleter, udveksle tips og erfaring med dem og give gode råd. Der vil endvidere være cooking-workshop, hvor deltagerne kan lære at lave sund og god mad, og så er der også mangement træning, hvor deltagerne bliver undervist i, hvordan de kan planlægge deres tid mellem træning og skole, og hvordan de kan holde sig over vande, trods det kæmpe pres, der ligger på deres skuldre som udøvende sportsatleter.

YOG Festival 2012 – Hvis de unge ikke kan få nok af sport, kan de deltage i forskellige sportsgrene som Snow and Fun, klatring eller forskellige urbane sportsgrene. Om aftenen er der forskellige arrangementer som film, DJ-session og ungdomsfest.

Ja, de unge skal ikke tro, at de kan få lov at hvile ud under deres ophold her i Innsbruck, for vi har planlagt så mange ting til dem, at de bliver nødt til at komme ud og opleve en masse, når de altså ikke lige er i gang med at vinde en guldmedalje.

Vi havde på forhånd fået at vide, at vi ikke selv kunne vælge vores job, men at vi ville få tildelt et job alt efter vores CV og erfaringer. Jeg var overbevist om, at jeg hørte til i Media Lab og skulle lære de unge om håndtering af sociale medier, nærgående journalister og kameraer fra alle vinkler. Men nej, der synes YOG-komiteen ikke, at jeg hørte til. De mente i stedet, at jeg trods min stort set ikkeeksisterende ski-erfaring, min store skræk for højder og min manglende evne til at håndtere børn, ville passe perfekt som frivillig i Mountain Snow And Fun. Måske har de set et lys i mig, som jeg ikke selv lige har luret. I hvert fald, så er det der, jeg er blevet placeret. Min opgave består i, at jeg hver dag skal tage 75 OL-deltagere med op i bjergene og herefter have en times sjov og ballade i sneen, efterfulgt af en god kop kakao, før vi atter tager ned i byen igen, for at hente et nyt hold glade unge med op i den friske luft.

Jeg må nok indrømme, at jeg var noget skeptisk, da jeg fandt ud af, hvad mit arbejde bestod i. Men EVS-projekter handler om udfordringer og om at opfinde nye sider af sig selv, så selvom jeg aldrig har været meget for otte timers leg i stiv kuling med dryppende næse og stivfrosne tæer, så tager jeg det som en oplevelse. Challenge by Choice. Man bliver nødt til at være åben overfor nye udfordringer.  Og når nu jeg tænker over det, så er mit job jo helt vildt fedt. De andre frivillige har kedelige jobs inde i det varme, varme kongrescenter, mens jeg får lov at være aktiv i sneen og opleve Østrigs storslåede natur på nært hold. Og så er det jo kun godt at komme ud at bevæge sig, når nu chokoladen er så enormt billig, at man ikke kan lade vær med at købe den. Jeg mener, Rittersport til 1 euro! Og det er bare standard pris! Så ti dages aktiv leg i sneen vil nok være ganske fornuftigt. Det skal nok blive godt. Jeg er meget optimistisk!

Der går dog stadig noget tid før, jeg skal begynde på jobbet, så jeg er egentlig lidt spændt på, hvad jeg skal lave de første 10 dage af januar. Nu har jeg været her i 17 dage, og de første 10 gik med sociale lege, udforsking af Innsbruck, fester og tømmermænd.Så var der fem dage, hvor jeg arbejde for InfoEck, og tog ud til forskellige instituationer for at udbrede kendskabet til EVS, InfoEck og frivllighed i al almindelighed. Næste uge skal jeg hjælpe til med at lave welcomebags til alle atleterne, og så er det jul. Tiden går stærkt i Tyrol!

Man kan ligesom mærke, at i takt med, at sneen falder, letter stemningen i Innsbruck, og selvom byens gader og stræder er dækket af sjap, er der ingen der beklager sig, for nu ved vi, at turisterne vil komme. Sneen er som sendt fra himlen. En tidlig julegave. I dag, da jeg kørte i sporvogn op af bjerget til Mutters (den lille by jeg bor i 10 km fra Innsbruck), gik det pludselig op for mig, at det er juleaften om syv dage. Jeg har slet ikke rigtig tænkt på julen før nu. Vi har ikke pyntet op i huset, vi hører ikke julemusik og pebernødder er en by i Rusland – eller nok nærmere Danmark. Det eneste julede, vi gør, er at drikke Glühwein, men jeg har på fornemmelsen, at de fleste ikke gør det for julestemningens skyld. Julen fylder ikke særlig meget i vores bevidsthed, og jeg, der ellers er absurd vild med julen, havde fuldstændig forlagt min juleånd. Men i dag, da jeg kiggede ud på de fortravlede snefnug, der føg om ørene på alle, og lagde sig som et tæppe på hustage og trætoppe, fandt min juleånd tilbage tilbage til mig, og nu kan jeg ikke tænke på andet end æbleskiver, nissehuer og gløgg. Det er som en juleforbandelse, der ikke vil gå væk. Jeg har skruet op for julemusikken og fundet nissehuen frem. Nu skal der julehygges, så selv julemanden vil blive forbavset. Glædelig snarlig jul til alle! :)

Kristof jeg havde besluttet os for at løbe en tur i bjergene omkring Mutters før morgenmaden. Da jeg lidt i syv slår døren op, bliver jeg mødt af det mest fortryllende syn, jeg i mit liv har set. Store snefnug daler ned fra himlen, og bjergene, husene og træerne er allerede dækket af et tykt lag sne. Det hele virker som et eventyr, som om, at vi er trådt igennem et klædeskab og nu står i en verden fyldt med talende løver og isdronninger. Langsomt og en smule ærbødigt begynder vi at løbe og sætte fodspor i den rene hvide og uspolerede sne. Vi begiver os op ad en snoet sti og ind i en skov, hvor de store grantræer har taget imod sneen, og hvor den stivfrosne jord stadig er synlig. Den iskolde luft river i lungerne, og vejen snor sig opad i en uendelighed. Vi kommer ud af skoven, og når et åbent stykke, der er fuldstændig dækket af sne, og hvor vi må kravle op, fordi vores sko glider på den glatte jord.

Jeg ved ikke hvor langt eller hvor længe, vi har løbet, for i den hvide verden står tiden stille. Vejen begynder endelig at sno sig nedad, og som i trance begynder mine ben at bevæge sig hurtigere. Min fart accelerer, og min hjerne fortæller mig, at det her er helt forkert. Jeg prøver at sænke farten, men mine ben har deres egen vilje og sneen og vejen, der går stejlt nedad, gør det umuligt for mig at bremse op. Længere fremme tager vejen et skarpt sving til venstre, og jeg ved med mig selv, at jeg ikke kan bremse. Mine ben går som trommestikker. Vejen drejer. Det gør jeg ikke. Mine fødder slipper jorden, og i få sekunder svæver jeg, som i slowmotion, ud over kanten. Så rammer min krop bjergsiden. Hårdt. Alting er hvidt. Sneen er overalt. Min krop ruller og ruller. Jeg skærer mig på en sten. Mine hænder griber forgæves i luften.

Det føles som en uendelighed, før jeg igen åbner øjnene. Jeg spytter sne ud af munden. Mit knæ gør ondt. Jeg kigger mig fortumlet rundt. Kristof kigger bekymret på mig halvanden meter væk. Jeg kigger på ham. Stilhed. Bekymring. ”Fuck I hate this stupid snow” siger jeg og børster sneen ud af mit hår. Han skraldgriner og rækker mig en hånd, så jeg kan komme op at stå. Vi går ned af bjerget. Langsomt denne her gang. Vi begynder at løbe, da vi kommer ind i skoven. Mit knæ gør lidt ondt, og jeg har sne under trøjen. Det er begyndt at lysne, og solen er næsten stået op. Sneen funkler. Vi løber om kap det sidste stykke. Jeg vinder. Solen varmer min krop. Det er stadig pisse koldt. Men meget smukt. Han kigger alvorligt på mig og siger: ”so.. same time tomorrow?”

Her den anden dag var nogle af os ude at spise middag i Innsbruck. Snakken gik lystigt og aldrig har jeg følt mig så beriget efter en times snak om løst og fast. Der er så mange forskellige aspekter og kulturer. At møde mennesker fra andre lande, giver en bredere forståelse af virkligheden. Man får flyttet sine grænser og opdager ting, som man aldrig ville have opdaget ellers. Både Nadja fra Bosnien og Telle fra Estland fortalte os, hvor svært det er at finde ordentlige mænd i deres lande, fordi alle mændene rejser væk, så snart, de kan komme til det. Når man er midt i tyverne, er alle de gode mænd væk eller afsat til anden side, så når man går i byen står pigerne på spring for at forføre mændene. Kartazyna og Magdalena fra Polen fortalte os om social ulighed, hvordan polakker strømmer til andre lande og bagefter kommer hjem og lever som konger med lønnen fra deres sorte arbejde. Nadja spurgte, hvorfor vi egentlig er så lykkelige i Danmark, og hvordan vi kunne have sådan et fantastisk land med gode mænd, masser af arbejde og en god infrastruktur. Det var svært at forklare dem, at der også findes fattige i Danmark, og at der faktisk er mere end 10% af den danske ungdom, der står uden arbejde. Alle har et fordrejet billede af alle, og det er netop derfor, at det vi gør her er så fandes vigtigt. Vi lærer noget om hinanden. Bosnien er slet ikke i krig, nogle spaniolere er ligeglad med fodbold og russere drikker kun vodka ved festlige lejligheder. Tilgengæld spiser de altid suppe til frokost.

Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at finde ud af, hvilke værdier der er vigtige for mig. Jeg er allerede begyndt at acceptere ting, som jeg tidligere har grinet hånligt ad. Jeg mener, vi sidder i rundkredse og deler vores følelser med hinanden, vi har en sten, som den der taler skal holde, og vi lukker øjnene og holder hinanden i hånden. Men jeg kan slet ikke være kynisk, for det virker. Vi føler os som en gruppe, hvor man kan dele alt med alle.

I går tog vores trainers af sted. Der havde været fire trænere den første uge, for at få det hele til at køre, men fra nu af, skal vi selv styre det hele selv. Vi sad uden for rundt om bålet, og kiggede på hinandens ansigter igennem røgen og flammerne. Alle holdt i hånd. Mange græd. Vi fik en sten, der symboliserede os hver især. Min sten er meget smuk. Den er fra bjergene i Tyrol.

På mandag begynder vi at arbejde på vores første arbejde. Vi skifter arbejder i starten af januar, hvor vi kommer over at arbejde med det, vi skal arbejde med under OL.

Den første måned skal jeg arbejde hos Infoeck. Vi er seks fra gruppen, der alle kan tale tysk, og vi skal med ud på forskellige skoler i Østrig og fortælle om Youth OL, EVS og hvordan det er at være frivillig i et andet land.

Jeg lover, at bloggen ikke bliver så følelsesladet hver gang. Jeg var bare nødt til at dele alle de her mærkelige store og fantastiske følelser med jer.

Jeg kan ikke forklare hvad det er. Jeg kan bare mærke, at det her bliver rigtig rigtig godt.

To dage. Min kuffert står gabende tom på mit gulv, der til gengæld er fuldstændig dækket af trøjer, t-shirts og et absurd antal varme strømper.  Det er ikke en let sag at pakke, især ikke for mig, der kan få et nervøst sammenbrud af at skulle pakke en weekendtaske. Og nu snakker vi to måneder. Hvor mange dage kan man egentlig gå med det samme par sokker, før at det bliver en synd? Og kan det virkelig passe, at jeg ikke ejer et par lange underbukser? To dage. Om to dage skal jeg til Østrig.

Jeg hedder Mette, jeg er 19 år, og hvis jeg ikke har gjort det helt klart, så er der altså kun to dage til, at jeg rejser til Østrig som EU-volentør. Jeg skal være  frivillig på det første ungdoms OL i vintersport nogensinde. Det bliver afholdt i byen Innsbruck, der er hovedstaden i Tyrol. Innsbruck er et yndet skisportsted, og udover det, lidt af en storby med over 120.000 indbyggere. Vi er i alt 30 heldige unge fra 15 forskellige lande, der via Eurpæisk Volontørtjeneste (EVS) er kommet med på projektet.

Eurpæisk Volontørtjeneste er et EU-finansieret program,, der sender unge ud at arbejde som frivillige i Europa. Hele herligheden bliver betalt af EU, som dækker både udgifter til forberedelse, rejse, forsikring, kost, logi, sprogkursus og lommepenge under opholdet.

Jeg vil senere lave et blogindlæg, hvor jeg fortæller nærmere om EVS, og hvordan man kan blive frivillig på et af deres mange EU-projekter.

Jeg kan godt mærke, at datoen for afrejse er faretruende nær. Nervøsiteten er kommet snigende, og det samme er de svedige håndflader ved udsigten til, at skulle fungere i et team med en masse mennesker, jeg ikke kender. Mine forældre spørger mig hver dag, om jeg nu har husket det og det og det,  og jeg glemmer med det samme igen, hvad det nu er, jeg skal huske.

Denne blog vil være mit talerør til Jer derhjemme, men også til alle Jer, der overvejer at rejse ud som EVS volentør. Jeg vil forsøge at opdatere bloggen med indlæg, billeder og film, så ofte som muligt!