I New York er der imidlertid ikke meget efterår at spore – det er såååååå varmt her, idag har jeg været ved at omkomme. Sidder nu på mit værelse med aircondition og er stadig ved at komme mig efter en tur i subwayen. Mine myggestik klør som bare pokker, fordi her er så varmt. Men imorgen skulle der vist komme en voldsom storm?! Hurricane Earl…

Jeg har været en tur oppe og gå på “The high line” i aften sammen med ISSO (de andre internationale studerende). The high line er en gammel nedlagt jernbane, der køber over husene på det sydlige Manhattan, og som nu er lavet til en slags “svævende park”. Det var ganske hyggeligt og smukt (solnedgang), men må nok indrømme, at jeg er ved at være mæt af nye mennesker.

I forgårs var jeg nede i Greenwich og Chelsea Piers sammen med Guillaume ((udtales Gium) en franskmand, der læser til ingenør her, og som jeg har mødt til en af events’ne), det var også en hyggelig tur. Der er så smukt nede ved floden. Gik også langs Riverside park og nød det. Elsker at se på vandet – på trods af den allestedsnærværende støj fra biler og lastvogne. Og så alligevel, allestedsnærværende er faktisk for meget sagt. Der er stille områder i NY – central park er jo et glimrende eksempel, der var jeg også den anden dag. Måske tager jeg derover imorgen og hører en klaver koncert – måske tager jeg med Ida på loppemarked og køber tallerkner;)

Vi har nemlig indleveret en ansøgning om lejlighed til et management bureau. Vi har fundet en lejlighed på 103 w 105 street mellem Amsterdam og Columbus Ave dvs. tæt på Broadway og CU. De er igang med at renovere den netop nu. Jeg håber, at det hele falder på plads, og vi bliver enige. Landlordene er meget forsigtige herovre, alle fordele tilfalder åbenbart lejere, når man først er inde i systemet, så de tjekker os i hoved og røv (undskyld, men sådan er det), for at give os lov til at leje lejligheden. Kontoudskrifter, finansielle garantier, scholarship-papirer mv. Derudover skal vi betale 5 mdr. husleje ved indflytning. Puha…! Men forhåbentlig flytter vi ind den 10 – og så skal vi jo have nogle tallerkner og sådan andre fine ting fra loppemarkeder rundt om i byen, og måske fra Ikea:)

Hååååååber!

Så har jeg også fået meldt mig til lidt flere fag. Skal stadig have Jervis-faget. Var netop på biblioteket idag (dvs. et af de mange, der er på Columbia). Jeg kunne ikke finde rundt i bygningen. Der var igen 3. etage listet i elevatoren, og biblioteket skulle bl.a. ligge der – hvad gør man så… Man trykker på 4. og pludselig er man et underligt sted, nedenunder hvor man var før! Her taler vi altså igen om det underlige amerikanske fænomen, at ingen etager er, hvor man tror de er! Jeg fandt dog biblioteket og fandt langt om længe også et par af de bøger, jeg skal bruge uddrag fra i faget. Det er et indviklet system, men tingene bliver vel hurtigt lidt indviklede med så mange bøger på et sted. Der er ikke blot en bogstav-kode og et tal… nej koden kan fx være jz 1963 m138… det er meget at skulle slå op efter. Men det var nu ikke så slemt, når først man forstod systemet. Faktisk må man låne deres bøger et helt halvt år – det er lidt vildt. Det betyder, at jeg i realiteten ikke behøvede at købe nogen bøger. Jeg har dog ikke kunne dy mig for at bestille en af IP-bøgerne på amazon.

Så skal jeg også have et fag om “Advanced Topics in Quantitative Research” – det er jeg godt nok lidt spændt på. Det ser super svært ud, så har måtte beordre mine gamle statistiknoter tilsendt fra DK, så tror jeg måske, at jeg har en chance for at følge med. Jeg overvejer også at tage et lille minikursus i et kvalitativt analyseprogram, som biblioteket udbyder gratis. Og så har Ida og jeg snakket om, at nuppe et lille kursus i Adobe Photoshop. Ida kan også godt lide at fotografere, og det kunne være hyggeligt at gøre det sammen. Vi skal ud en dag og have taget nogle billeder til at hænge op over spisebordet (som forhåbentlig kommer til at stå på 103w105!) Jeg har sådan lyst til at tage billeder af mennesker herovre (er nødt til at købe en telelinse, så jeg kan gøre det i smug.). En helt almindelig dag møder man så mange pudsige mennesker: en mand med klap for øjet hænger på en bænk, en krumbøjet mand spiller klaver i subwayen, den tyndeste dame sidder ved siden af den tykkeste og en lille dreng med de smukkeste krøller kigger med store øjne på det høje hus.

De sidste to fag er endnu uafklarede. Jeg skal prøve at gå til første forlæsning i et fag om etiske problemstillinger (ved ikke helt, hvad det vil indeholde, det er på filosofi) og et fag om amerikansk politik. Men jeg håber, at jeg kan få et fag om det at skrive om international affairs eller om internationalt diplomati og evt et om amerikansk udenrigspolitik. Desværre er de politisk teori relaterede kurser, der er at finde i dette semester, en anelse for specifikke (fx et kursus om Spinoza) eller henvendt til undergraduates. Men nu må vi se… Det bliver spændende at se på tirsdag. SIPA har helt specielle procedurer for deres tilmelding af fag, og det kan være ret svært at få sine ønsker opfyldt.

Hmm, hvad vil I mere høre om?

Nogle new yorkere er lidt dovne (andre totalt helse-agtige). Den anden dag ventede jeg på en bus, der skulle køre mig til management-firmaet (som jeg iøvrigt havde fået en forkert adresse på! :S – ikke heldigt i NY). Jeg havde nok ventet i 5 minutter, da den endelig kommer og to damer stiger på – de har begge ventet lige så længe som jeg. To stop efter – dvs. måske ikke meget mere end 100 m. efter – stiger de begge af. De kunne have gået på den halve tid!!

Papir har en anden størrelse her i NY! Et A4 papir er ikke et A4 papir – det er simpelthen 2 cm eller sådan lavere. Har printet en del tekster idag, der opdagede jeg det. Deres printsystem er nu smart. Det er lykkes mig at installere SIPAs printer på min egen computer, så jeg kan skrive ud direkte fra den. Er faktisk lidt stolt af det ;)

Jeg har også siddet lidt i læsesalen på Butler-biblioteket idag. Det er det store bibliotek, man altid ser, når man ser billeder herfra – dvs. ikke kublen, men det overfor, hvor alle de store græske personligheders navne står skrevet på facaden. Kublen er ikke længere bibliotek, den var ved at styrte sammen under vægten fra bøgerne. Læsesalen her er fantastisk, men føler at man træder ind i et eventyr. Der er indskriptioner i væggene, mahogniborde og gamle stole og flotte mønstre i lofterne. Der er virkelig en helt speciel atmosfære. Helt speciel. Man bliver hensat til en lidt anden verden, man føler, at man er en del af noget stort. En del af en stor fortælling. Derfor har jeg også været nødt til at investere i lidt Columbia merchandise ;) – i virkeligheden bare et par ringbind, som jeg alligevel skulle købe. Halvdelen af deres boghandel her er fyldt med alverdens ting, der står Columbia på, det er en helt industri i sig selv.

Det er vist status på mine oplevelser herovre i det store land. Jeg befinder mig stadig bedre, end jeg havde troet, jeg ville gøre. New Yorkerne har overrasket mig positivt, og jeg har hver dag flere gode end dårlige oplevelser. Og NY har virkelig det hele: vand, parker, byen (mangler kun bjergene og måske lige vesterhavet… ja okay, og mudderet fra skoven). Jeg ser frem til forhåbentlig snarlig flytning og til en meget travl uge i næste uge, hvor jeg skal gå til en masse forskellige forelæsninger. Jeg tror, at det bliver super hårdt at starte, men jeg tror næsten ikke, at jeg bliver mere klar (hvis vi nu antager, at det med lejligheden er i orden) – ideelt set skulle jeg være kommet en uge før for at kunne være flyttet ind og være på plads før skolestart, men ja… Til kommende studerende – kom måske den 12 eller 15 istedet for den 20:)

Thats it for now, tror jeg. Pas på jer selv. Og jeg vil prøve at undgå at blive opslugt at orkanens øje imorgen.

Orv, og piger…Jeg har fundet den perfekte bar til os. Det er på toppen af et kæmpe hus nær Rockefeller Center, en stor tagterrasse med udsigt over byen. Jeg har kun været der ganske kort, for den dag jeg ville have været der, viste det sig, at der var et “all male party”, og der synes jeg måske ikke lige, at jeg passede ind ;) New York er nu sjov.

Og, mor… det er lykkes mig at vaske mit tøj ;)

Dernæst skal jeg have fastsat en dato for mit møde med klasselærerne, og vi skal have afklaret, på hvilket sprog dette møde skal foregå. Ligemeget hvad, så er jeg bare en anelse mere skarp på engelsk end jeg er på russisk, og hvis jeg skal overbevise dem om mine evner, så lyder det måske ikke så godt, at jeg hakker mig igennem en længere tale på russisk. Jeg har allerede mødt tre af lærerne tilbage i 2008, og jeg mener ikke, at jeg skulle få problemer med at overbevise billedkunst, engelsk og tysklærerne om min nytte, men resten? – Det kunne være sjovt at komme til at arbejde med lærerne også

Så skal jeg have mit lille kæleprojekt Provocation Club op at stå. Det er mit håb, at jeg kan få mellem 15 og 20 elever til at deltage på nogenlunde fast basis, som led i deres sprogindlæring. Hvis ikke må jeg jo bare nøjes med at være en hjælp i timerne og være provokerende nok der, til at de svarer mig igen. Tro mig, jeg ved godt, at eleverne ikke har tænkt sig at sige for meget på andre sprog, men de lærer det ikke, hvis man ikke skubber dem i gang.

Et danskhold ville også være rart. Hvis jeg ikke kan få mit eget hold på skolen, går jeg nok i gang med de avancerede fra Kulturinstituttet, da der lige nu kun er to hold, der ikke helt har haft dansk nok til at være avancerede, men jeg mener at kunne skaffe 2-4 stykker til et hold, med mine gamle elever.

Jeg har et lille projekt i baghånden, som jeg med tiden skal se, om det er muligt. Jeg kunne godt tænke mig at blande min spejderinteresse med gymnasieprojekt. Eventuelt et spejderløb gennem Tallinns historie. – Jeg skal have kontaktet Den Estiske Spejderbevægelse igen og se, om det har deres interesse, at jeg kommer og giver dem lidt inspiration.

Niveauet er lige et stykke under det man ser i Europa. Pasningsspillet forløber ikke helt så hurtigt og præcisionen i afleveringerne er heller ikke helt i top – men dog alligevel en anbefalelsesværdig oplevelse.

Beckham gjorde det – og nu også Theirry Henry

Det er efterhånden et stykke tid siden at David Beckham byttede Real Madrid ud med et nyt fodboldliv i USA – nærmere betegnet Los Angeles. Og i år var turen så kommet til den franske landsholdsangriber Theirry Henry. Efter at have deltaget i det franske landsholds famøse nedtur til VM i Sydafrika tog Theirry Henry nemlig turen direkte til New York Red Bulls, hvor han skal spille den kommende sæson. Han har i de forrige sæsoner spillet i Barcelona, men han formåede aldrig helt at til spille sig en fast plads i angrebet. Situationen ser derimod helt anderledes ud i hans nye hjemby New York, hvor han er besidder rollen som holdets ubestridte stjerne.  Han udgør sammen med den columbianske angriber Juan Pablo Angel Red Bulls angreb.

Holdets hjemmebane “Red Bulls Arena” ligger i Harrison i New Jersey, og for at komme derud fra New York skal man tage et PATH tog, som går enten fra Times Square eller fra World Trade Center Station. Turen tager ca. 20 minutter og koster 1.75 dollars hver vej. Red Bulls Arena ligger mildest talt midt i ingenting og er på begge sider omgivet af gamle nedlagte industribygninger. Der er plads til 25.000 tilskuere på arenaen og der var næsten udsolgt til kampen i lørdags mod Kansas City Wizards.

I USA er der generelt tradition for at sportsbegivenheder ikke kun er sportsbegivenheder. Der vil således ofte være tale om heldagsevents, hvor der flere timer før kampstart vil være forskellige aktiviteter som kan trække tilskuerne til og give dem en god oplevelse. I dagens anledning var der således opstillet et utal af boder og sågar en bier garten, som de besøgende kunne forlyste sig med.

Det ændrede dog ikke det faktum at kampen i sig selv ikke var nogen stor oplevelse. Selvom Theirry Henry i glimt viste sin høje klasse og scorede en enkelt kasse, var der nemlig tale om en lettere kedelig affære som endte 2-0 til hjemmeholdet. Der var dog ingen tvivl om at Henry, trods sin nylige ankomst til klubben, allerede har opnået kultstatus i klubben. Flertallet af de fremmødte fans bar således spilletrøjer med nummer 14 og navnet Henry på ryggen og samtlige 25.000 tilskuere rejste sig og gav selvsamme Henry en stående applaus da han blev skiftet ud kort før tid.

Det var derfor på mange måder sjovt at opleve stemningen til en fodboldkamp i USA og se Henry i sine nye omgivelser i USA, og da også en oplevelse som jeg vil anbefale til andre fodboldelskere. Men når det så er sagt, så er det nu ikke en oplevelse jeg føler et større behov for at gentage – for til trods  for den gode stemning og de mange glade mennesker, var fodboldspillet bare ikke helt så lækkert som hjemme i Europa.

even in air-conditioned room. However, the party tonight, it seems that he lived. The original is not without passion, but life is too simple.
Yesterday afternoon, received a junior high school students and health Phone: East back to your country to the party tomorrow. Health and I
In the health system, students to exchange. East, the man who sat a little boy from the junior high school graduation after clinical,
Over the past two decades have not been, but I always knew he Houlai Lianxige stay in a university city, is said to have a little-known

Professor of Renwu. I promised some time,rettetang ghd but also invited: either to town, right? I do not need to seize. Living side phone laughed and said:

lazy, right? However, this must be placed on rural areas, because the East is back from the big city people, the so-called home ah, even if we

are to return to a home! Would also like to say and health side of the phone seems to know what I said: Do not hesitate, do not shift once

again, only a small part of the region’s small gatherings. ghd rettetangHowever, I know the East before the news will be back within 10 minutes allocated to

your mobile phone, will be back when the brave, let him take it from Nanjing, you back! I am meeting with, there will be short-lived strange and

unnatural, but will wake up the other side, memory is
Will bring unexpected surprises and happiness. ghd norgeI admit, I really like the meetings because I am funny, I was afraid of loneliness. And hung up

the phone. Party, I have seven, to see who is skilled in several years, will no longer be separated from each other, suddenly re-

Jeg har her i weekenden mødtes med nogle af praktikanterne i Tallinn. Et par danske og en norsk. Det er en af grundene til, at jeg aldrig er bange for at tage til et fremmed land/by: hvis man bare finder frem til praktikanterne, danskersamfundet, sprog-ivrige-lokale eller en lokal forening, så har man hurtigt et netværk og man har hurtigt noget at give sig til.

I går var jeg således med de tre praktikanter ude at vandre sydøst for Tallinn i et skovområde, jeg ikke tør forsøge at stave mig frem til og da jeg om aftenen var på vej hjem til mig selv alene, faldt jeg ved et tilfælde over en Haveblomstsfestival, som jeg selvfølgelig måtte se nærmere på. Jeg ved ikke, om haveprøverne var kønne, men specielle var de i al fald. Specielt var jeg glad for hækletøjs-haven og for en have, der var bygget over en skulptur af et æbletræ, med gipsdyr i æblerne!

Som sagt har jeg været i Sydney i lidt over en måned. Kom herned ca. to uger før semesterstart, men allerede d.23.juli startede jeg på et orienteringsforløb. Da jeg fandt min bolig så hurtigt, havde jeg tid til en del sightseeing den første uge. Var selvfølgelig på den obligatoriske tur forbi Operahuset, som er meget pænere på afstand. Tæt på synes jeg ikke det er særlig kønt, men beliggenheden er fantastisk, og det er meget flot set fra søsiden.

Royal Botanic Gardens

Derudover har jeg været en tur i the Royal Botanic Gardens, der ligger lige bagved operaen. Den er kæmpestor og virkelig flot, strækker sig et langt stykke langs Sydney Habour ned mod Woolloomooloo og Art Gallery of NSW (New South Wales) og er en eksotisk (for en europæer) oase midt i storbyen. På samme måde som de forstadsagtige lommer man finder i Inner West-området, bryder den botaniske have med ens billede af Sydney som en dynamisk storby. Med CBD’s skyskrabere som malerisk baggrund for træer, planter og kakaduer (som er både meget menneskevante og lavtflyvende, det sidste er noget man lige skal vænne sig til), er kontrasten komplet. Udover eksotiske fugle kan man finde flagermus hængende fra flere af parkens træer, samt træer udstyret med pigge for at forhindre at flagermusene finder sig tilrette på dem. Åbenbart er de truede flagermus skadelige for de sjældne træer, så man forsøger gradvist at få dem til at flytte sig længere og længere væk fra havens træer.

Den botaniske have er et romantisk og malerisk sted, og af den grund er der tilsyneladende flere brudepar der enten tager turen til parken på den store dag for enten at blive fotograferet her eller for rent faktisk at blive viet på stedet. På min vandring gennem parken stødte jeg på et nyligt overstået bryllup, komplet med bryllupsopsætning i form af stole, alter, rosenblade og brudepar med bryllupsgæster. Følte mig pludselig hensat til slutningen på en amerikansk film, selvom alle deltager her var asiatere.

Indvandrer vs. indfødt

I det hele taget møder man mindst lige så mange asiatere som hvide i Sydney, hvoraf mange er indvandrere. Det kan ofte være svært at kende forskel på immigranter, udlændinge og ‘rigtige’ australiere, især da mange kinesere bruger vestlige navne i stedet for deres oprindelige kinesiske navn, når de flytter til Australien. Men de hvide man møder kan heller ikke automatisk regnes for født i Australien, da landet i allerhøjeste grad er en nation af immigranter, og folk fra hele verden stadig indvandrer hertil. Generelt må jeg gå ud fra folks accent. En tyk australsk accent finder man ikke hos alle ‘indfødte’, da flere også taler et meget korrekt engelsk, nærmest britisk engelsk. Her må et mere sprogtrænet øre end mit afgøre, hvor folk kommer fra. Hvad angår asiatere taler de fleste der ikke er opvokset her med en tydelig accent, og manges engelsk er knap så godt, hvorved man tydeligt kan høre at de er fra et andet land.

Ikke at folk nationalitet er specielt vigtig hernede, men det kan være lidt småpinligt at spørge en person, hvor han eller hun kommer fra, fordi man pga deres ikke-hvide udseende regner dem for udlændige. For derefter at få svaret, at de da er fra Australien. Lidt som at spørge en person derhjemme med indvandrerbaggrund, hvor de kommer fra, når de er født og opvokset i Danmark.

Hval-sightseeing med søsyge

I løbet af den første gjorde jeg det jeg havde set mest frem til – tog på en whalewatching cruise, en bådtur fra Sydney Habour hvor man kan spotte hvaler, når de i juni-juli svømmer nordpå langs kysten for at føde deres unger. Jeg var meget spændt på at se hvaler for første gang, men turen udviklede sig til et mareridt. Ikke fordi den i sig selv var specielt spændende – vi fandt én hval som vi fulgte i mindst 1 1/2 time, og på et tidspunkt lavede den vist et spring som man ellers kun ser på postkort. Det var i hvert fald hvad jeg fik at vide, for var på det tidspunkt så søsyg at jeg ikke ænsede andet end at have tiltrækkeligt med brækposer til rådighed, og med kun ét ønske: at få fast grund under fødderne så hurtigt som muligt. Jeg var ikke den eneste, for omkring mig sad flere med lidende udtryk, grønne i ansigterne og brækposer i krampagtige greb. Lige så snart vi var sejlet uden for selve havnen, havde bølgerne gjort at det lille skib gyngede så voldsomt som jeg aldrig i mit liv har oplevet det – og indeligt håber aldrig at komme ud for igen. Jeg så selv hvalen flere gange efter den værste søsyge var overstået (læs: efter jeg havde kastet så meget op, at min mavesæk var fuldstændig tømt for indhold) og jeg igen var i stand til at fokusere nogenlunde på mine omgivelser. Efter ca. 3 timers tur og mindst 2 af disse tilbragt i helvede, vendte vi endelig tilbage til havnen. Jeg fik noget mad i mig for at overkomme den resterende kvalme og vaklede derefter tilbage til mit hostel, hvor jeg tilbragte resten af eftermiddagen og aftenen i min seng.

Whalewatching kan herefter kun anbefales til folk med meget stærke maver. Selv har jeg forsvoret nogensinde at bevæge mig ud på en tur igen.

Blue Mountains og Featherdale Wildlife Park

Udover vandringer (og lidt shopping må jeg også indrømme) rundt i Sydney, inklusiv en meget kort tur til Bondi Beach (det er endnu ikke varmt nok til at bade) og Manly, har jeg kun været på én mere turist-agtig tur.

I første uge af august startede mine kurser, og i den første weekend var jeg på en tur til Blue Mountains, en kæmpe nationalpark som ligger uden for Sydney og som sandsynligvis er en af de mest kendte nationalparker i Australien. Den har ikke bjerge i egentlig forstand, snarere dybe dale og slugter. Området kaldes Blue Mountains fordi de mange eukalyptustræer skaber en let blålig dis henover områdets skove.

Turen var arrangeret af den internationale afdeling på Macquarie for de nye internationale studerende. Jeg så ikke voldsomt meget af selve Blue Montains regionen, da vi mest befandt os i en hytte i en af de små byer i området, hvor der blev arrangeret forskellige sportsaktiviteter på stedet som bueskydning, indendørsklatring og mountain biking. Hytten lå dog lige ved et skovområde, så der var en art lejrtursstemning over det, med bål om aftenen (ellers var det alt for koldt at være udenfor. Blue Mountains er flere grader koldere end Sydney, og der kan falde sne her om vinteren), spisning i en fælleshal og køjesenge. Om søndagen var vi på en kort tur i selve nationalparken, en såkaldt ‘bushwalking’ med en ranger som guide. Vi gik på en asfalteret sti og det varede knap en times tid, så meget vandretur var der ikke over det, men vi fik interessante foredrag om de oprindelige abroginale stammer i området og deres levevis, samt om de forskellige planter og dyr i området. Efter en tur til de berømte klipper kaldet ‘De tre søstre’ tog vi med bus til Featherdale Wildlife Park. Wildlife parks finder man mange steder i Australien, de er en slags mini zoos med australske dyr, hvoraf mange af dyrene er taget ind fordi de er syge eller tilskadekommende.

I Featherdale fik vi forevist forskellige af de mest berømte australske dyr, som vi fik et miniforedrag om og fik lov til at klappe på skift. Jeg har derfor været i nærkontakt med både en dingo, en koala, en wallabi (en kænguruafart) samt en fugl og en reptil som jeg har glemt navnene på, men som var meget forskellige fra hvad man kan se derhjemme. Man kunne også gå ind til nogle af kænguruerne og emuerne og få taget sit billede med eukalyptusgumlende koalaer. Alt i alt en ret spændende oplevelse, og jeg glæder mig til at opleve fx kænguruer ude i naturen.

Der tager man helt fejl. Jeg føler mig utrolig velkommen her. Folk er meget søde og meget snaksaglige – det er lige før, at det for en dansker er upassende.

Den anden aften havde jeg været i East Harlem for at se på et værelse, og jeg tog bussen hjem (I bagklogskabens lys var det måske lige lovlig modigt jf. nedenfor). Men her møder jeg verdens største sorte mand, der begynder at snakke med mig. Han fortæller, at han er tidligere NFL-spiller for the Patriots, og der er måske gået to minutter før han spørger, om han ikke må invitere mig på en drink og få mit nummer. Hmm, lidt ekstremt. I dag mødte jeg en anden i bussen, som også bare begynder at snakke – om hvor jeg var fra, og hvad jeg lavede. Det viste sig, at han selv læste på Columbia. …På gaden smiler folk ofte, og man får gerne en venlig bemærkning eller en hilsen. I dag har jeg talt med flere hundeejere fx

Jeg tror det er terapi for en dansker. Vi er i højere grad opdraget med, at vi ikke taler med fremmede, at vi ikke sætter os ved siden af nogen i bussen, hvis der er frie sæder etc. Jo mere man kommer til at tale med folk, jo mere menneskelige bliver de, og jo mere menneskelig bliver byen.

Når det er sagt, så skal man selvfølgelig også passe på. En af de piger jeg har mødt herovre, Maria, havde taget subwayen i går kl. 1 om natten. Hun havde været alene på sin side, og pludselig ser hun på den anden side en mand, der bliver berøvet af en hel flok af fyre. Jeg tror måske, at man skal lidt mere respekt for denne her by, end jeg umiddelbart har. Jeg tror, at man som dansker har svært ved virkelig at tro på, at det kan være farligt fx at tage subwayen sent på aftenen. Men Marias oplevelse har da givet mig lidt at tænke over. Selv har jeg ikke været udsat for noget ubehageligt – tværtimod. Jeg holder hovedet højt og holder på min taske, sådan som politimanden Ricky fortalte mig, at jeg skulle gøre i går til orienteringsmødet for internationale studerende. Men far; han vil ikke anbefale brug af peberspray, den kan nemlig også bruges imod en selv (hvis man fx har den i sin taske og de dumme mænd tager tasken)!

I dag har jeg faktisk mødt en anden dansker – den eneste jeg har fundet foreløbig. Cecilie fra CBS, skal også være her et halvt år på samme program som mig. Har også spist middag med tre franskmænd efter at have speed-networket på METs roof deck. Ikke nogen dårlig oplevelse. Og i øvrigt en fantastisk udsigt fra METS roof deck ved solnedgangstid.

Nå ja, og så har Calvin (fra Taiwan) spurgt mig, hvor stor en procentdel af de danske piger, der har lyst hår. Hehe… da jeg spurgte ind til, hvorfor han var interesseret i det, måtte han erkende, at han synes blond hår er så smukt, som guld, og ser blødt ud. Når det bliver sagt med Taiwanesisk (?) accent, så lyder det lidt hyggeligt. Jeg har lovet ham, at invitere nogle blonde piger herover. Men også lært ham, at langt de fleste danskere efterhånden har ”Leverpostegs” (sagt med Taiwanesisk accent) farvet hår.

Pas på jer selv og lad mig høre fra jer i Danmark. Jeg skal prøve at passe på mig selv i New York.

I går var vi med Lena på tur. Lena er en ejendomsmægler, jeg har lært at kende herovre, og hun er det sødeste væsen. Hun har gjort så meget for os, og igår så vi to steder; et var super fint, men desværre først med indflytning fra 1. oktober, og det andet ikke helt så godt.

Men måske har vi faktisk fundet noget nu! I hvert fald satser vi på vi har fundet noget og stiller søgningen lidt i bero (var ellers også begyndt at kigge efter værelser til snarlig indflytning). Den anden dag mødtes jeg med Lazer for at se en lejlighed på 103 w 105 street. Den er endnu ikke sat i stand og skal have nyt køkken, bad og en ny væg. Men den koster “kun” $1900/mdr. + vand, varme, el etc. og kan være klar til indflytning den første uge i september. Den har desuden eget varme-system, hvilket man vist skal sætte pris på herovre, fordi man så selv kan styre temperaturen og ikke er afhængig af landlordens humør. Idag så jeg den så igen sammen med Ida og Joakim, og vi er blevet enige om at prøve at få skrevet en kontrakt under – nu forsøger jeg så at kime manden ned, men tror, at han faktisk, som en af de eneste NY’ere, holder weekend. Lejligheden har to store værelser (sammenlignet med standarden i NY), et bad og et relativt stort køkken med plads til et spisebord. Jeg hååååååber virkelig sådan, at vi får den. Jeg trænger til lidt medgang på ejendomsfronten. Men der er stadig mange ubekendte: vil de virkelig sætte den ordentlig i stand, kan vi overhovedet blive godtaget som lejere, når vi er internationale studerende etc… Så kryds jeres fingre!

I går var vi også til introduktion for internationale studerende og til efterfølgende “mix and mingle” på en cubansk club. Det var faktisk alletiders, selvom jeg brugte det meste af min hjerneaktivitet på at tænke på lejligheder. Jeg brugte dog også en anelse hjerneaktivitet på at tænke over dialekter og accenter. Hehe, der er virkelig en god grund til, at vi af og til gør lidt grin med indere (Stefan), de snakker virkelig som i “hurry, hurry, hurry, I eat my rice and curry”-sangen. Sorry, til de indere, der måtte læse dette :) Italienerne snakker også sjovt – room bliver fx til roooma (hihi). Folk fra Syrien har en særlig tone, fx kan de få følgende til at rime: “The danish has vanished”…(det kan jeg ikke helt). Og sådan kunne man blive ved – jeg snakker helt sikkert også sjovt :)

Her kl 16.30 skal jeg til speed-networking på MET, det bliver forhåbentlig ganske sjovt. Skal bl.a. møde en af de franskmænd, jeg har haft snakket lidt med, før jeg kom her. Er også lidt spændt på hele konceptet;) Men lad os nu se.

Mrs. Hewitt er til hel-dags-fest på Long Island idag, så har lige et par timer alene her i eftermiddag, det er helt vildt rart!! Blev egentlig inviteret ned til Jazz-festival af nogle medstuderende, men trænger faktisk til en lille afslapningsstund. Har lige spist frokost: en bagel-pumpernikel med laks og creme cheese (Trine og AB;)) – uhm, den var virkelig god!

Well, alt i alt – kryds fingre for lejligheden!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Jeg orker ikke flere humørsvingninger pga. dårlige lejlighedsbesøg!