Mændene og damerne på sæderne i bussen er alle mindst 45 år gamle, hvis man ikke tæller de utallige babyer med, der sidder på damernes skød eller ryg omhvirvlet i et stykke stof. I mellemgangen kan du ikke finde en eneste dame stående og næppe en mand over 25 år.
Alle disse mennesker er stolte mænd og damer. De er på vej hjem fra arbejde inde fra centrum af Accra. Alle bor de i udkanten af byen, dette område kaldet Darkuman. Når man kigger på manden på gaden, ser man enten et stort smil eller et ansigt uden en mine. Den store, dybdegående forskel er der ikke på de to typer, foruden måden Gud har skabt dem.
Den gængse mand på gaden er normalt tilfreds med livet. Han er glad, for hvad han har, og kender ikke til de muligheder foran ham. For at være retfærdig, er der sjældent nogle, som oplyser ham om disse muligheder. Derved lever han uvidende, og uden visioner, dagligdagens kamp for at forsørge hans familie. For denne mand gælder det dog, at han er stolt. Han er afrikaner. Han er en fri mand. Han har Gud på sin side. Han lever i Ghana og er stolt over sit land.
Hvis det skulle ske, at manden mødte en hvid mand, kan man være forvis om, at han hurtigt vil vise, hvor venlige og hjælpende ghanesere er. Når han har gjort det, vil han med det samme spørge, om man kan lide landet, hvortil svaret “ja” vil give et stort smil på læberne, uanset måden Gud havde skabt ham.
Han ved, at han lever i et land med godt vejr, flot natur, masser af naturressourcer, en forholdsvis god regering, men næsten vigtigst af alt et godt fodboldlandshold. Landsholdet er ikke hvad, der gør forskellen i hverken verdens eller hans eget syn på landet, men at Ghana er det afrikanske land, der har klaret sig bedst ved de sidste to verdensmesterskaber gør en stor forskel på ham.
Manden her er desuden formentligt enten Manchester United eller Chelsea fan, og uanset hvor få penge han har, betaler han hver weekend, de to danske kroner det koster, for at se hans ynglingshold i fjernsynet på den tætteste bar. At han så også bruger penge på en øl, må være en sag mellem ham og hans samvittighed.

Hvad der netop har fascineret mig meget ved landet, har været den besatte tilstand, mændene såvel som gadebørnene har for fodbold. Når manden fra gaden har fået sin første øl, og humøret bliver højere i baren, kan han hurtigt begive sig ud i en historiefortælling om Wayne Rooneys fodboldstøvler, siden han var tolv, eller Frank Lampards lykkeboxershorts. Alle bruger de hver weekend et par timer på at se fodbold, og for mange, for slippe væk fra den dagligdag, de lever i.

Da jeg hoppede på bussen, stod jeg på det nederste trin på trappen. Alligevel blev det formået at mase endnu fire personer ind. Dette er noget bussens mate står for. En mate er en form for undersåt af bussens chauffør, og hans opgave består i at fylde bussen op med passagerer og efterfølgende indsamle penge fra disse personer. Selv tjener maten ikke mange penge.
Bussen er gammel, og trafikken gør, at bussen bevæger sig næsten ubemærket frem. Når end der er lidt fri vej foran, kæmper motorens cylindere hårdt for at skubbe bussen frem. Bussen har set sin bedre tid, og formentlig også sin dårligere tid. Egentlig er det et mirakel, at bussen stadig kører, men sådan er det for de fleste køretøjer i landet.
Som en lille hovedregel plejer jeg at sige, at man kan se forskel på en mand, med og uden penge, på hans bil. Hvis alle bilens døre lukker ordentligt, og der ingen huller eller store ridser er i vinduerne, har ejeren penge. Opfylder bilen ikke, efter vestlige standarder, disse få, simple krav, går ejeren i hvert fald ikke hjem fra arbejde med pengepungen fyldt.

Hvis man endvidere vil se forskel på manden med penge og manden med rigtig mange penge, skal man kigge inde i bilen. Ens for samtlige køretøjer i landet er, at horn, speeder og radio virker. Resten er kun en bonus.
Netop sådan skelner du manden med penge og manden med rigtig mange penge fra hinanden. Hvis speedometer, tankbeholdningsmåleren eller ligefrem blinklys virker, så har manden for mange penge i dette land.
I første blog jeg skrev, sidst jeg var i landet, skrev jeg om, hvordan de lokale havde kaldt mig “skøre, hvide mand” eller “skøre, fremmede mand”, fordi jeg løb en tur i området, første dag jeg var der. Denne gang tog jeg ikke ud for at løbe, og fik heller ikke tilråb om min tilstand som hvid man, men at folk tænkte det, er jeg dog fuldstændig overbevist om.
Fra mit hostel i Darkuman-området, i udkanten af Accra, valgte jeg de første dage, at gå ud på egen hånd og færdes gennem de mindre brugte, “hvide” veje eller for at være ærlig, vejene ingen anden hvid formentlig har gået på siden kolonitiden. Jeg gjorde det for at suge indtryk til mig, og møde den lokalbefolkning de fleste turister og øvrige hvide mennesker viger fra ved al mulighed. Det er det, jeg kan lide ved landet. At færdes fuldstændig håbløst og upåvirket rundt, og gå op til den gamle dame, der intet engelsk taler og bruge mine meget sparsomme gloser på Twi, og efterfølgende få det varmeste grin kun en mor kan give sit barn. At gå hen til de små børn, der kun er iført nogle beskidte underbukser, og lade dem røre den hvide mands hånd, som de på hundrede meters afstand råbte efter, og efterfølgende gå hen i en ignorant tilstand, med min nu bakterie-fyldte hånd, og spise med hænderne af skålen, den søde damer fra madskuret, der nærmere ligner et fuglebur, rakte mig, fyldt med ting jeg ikke engang tør gætte, hvad er.
Jeg er tilbage i Ghana, og hvis folk derhjemme skulle være i tvivl, så nyder jeg det.

Mange tak for interessen i hvad der bliver den længste rejse, jeg fysisk og psykisk har begivet mig ud på indtil videre.
Tak.

Daniel..

Hvad ved du om Ghana?
Og hvad ved du om Kenya, Tanzania, Malawi, Zambia, Zimbabwe og Botswana?

For langt de fleste er det ikke meget. Jo ældre personen er, desto mere vil der faktisk være at fortælle. Ikke fordi folk i Danmark var mere oplyste om Afrika tilbage i 30′erne, 40′erne eller 50′erne, men fordi der i den tid skete meget i afrikansk historie, og historieundervisningen generelt var af en mere dybdegående kvalitet.

Derfor har jeg valgt lige før eller efter, jeg kommer til et nyt land, at skrive lidt om landet, så du forhåbentlig har en bedre fornemmelse af, hvilket land jeg egentlig står i.

Ghana. Den ældre befolkning vil nærmere kende det som Guldkysten, og det var først efter landets afhængighed i 1957, at man skiftede navnet til Ghana.

Forinden havde området som sagt været kendt som Guldkysten, og dette værende på grund af de store mængder af guld i området. Foruden guldet var slaver hovedårsagen til den store interesse i området fra mange europæiske lande. Selv Danmark havde i perioder besiddelser ved Guldkysten og få slaveforts har stadig navn efter danske besættelser. Især da trekantshandelen var på sit højeste, var Guldkysten et søgt område.

I samarbejde med kongeriget Ashanti, der på daværende tidspunkt var et af de mægtigste på hele kontinentet, samlede man slaver ind fra andre stammer i området omkring Guldkysten og nord for området i det, der nu hedder Burkina Faso. Især ved byen Cape Coast sendte man mange slaver hen, og skibede dem videre fra det frygtede Cape Coast Castle over til Amerikas nybyggelser.

Da landet i 1957 fik tilkendt uafhængighed af briterne, var Ghana det første afrikanske land til at få tilkendt uafhængighed fra kolonimagterne. Årene efter var plaget af politisk uro med adskillige militærkups til følge, men i starten af 1990′erne nåede landet til en større politisk ro, og sidenhen har landet været kendt over hele kontinentet for sin stabilitet og demokrati. Netop disse to ting har været nogle af grundene til, at man nu fremhæver Ghana som rollemodel for resten af Afrika.

På trods af sin umiddelbare plads i Afrika som rollemodel, har landet endnu ikke nydt stort af turismen, som stadig er mest udbredt i det østlige- og sydlige Afrika.

I min tid i Ghana går turen fra hovedstaden Accra, hvor jeg skal møde min ven Yeboah. Efter et par dage tager jeg østpå mod Hohoe, en søvning, lille by tæt på den togolesiske grænse, hvor jeg skal besøge endnu en ven, Maxwell. Inden de første to uger er gået, skal jeg nå videre til Akuapem Hills og den lille landsby Kwamoso, hvor jeg først boede, da jeg kom til landet for snart ni måneder siden.
Når det er overstået, tager jeg til Cape Coast, hvor jeg forhåbentlig kan finde et sted at bo, imens jeg arbejder på et børnehjem i landsbyen Ansapetu, små 20 kilometer nord for Cape Coast.

Således skal jeg fejre jul og nytår på børnehjemmet, inden jeg den 4. januar flyver til Nairobi, Kenya.

Tak for interessen..

Daniel

15. november. Datoen for min afrejse.

I går var dagen, hvor jeg endelig fik købt flybilletter og søgt om det første nødvendige visum på rejsen.

Velkommen til mit næste eventyr.

Som titlen siger på denne første blog, er dette den afrikanske rejse. Foruden Afrika omhandler den også Australien, men mere om det lidt senere. Da jeg tidligere i år var i Ghana, Afrika var navnet på samlingen af blogs “Den afrikanske drøm”. Og det var så sandelig en drøm, om at opleve Afrika jeg udlevede. Sidenhen blev jeg fascineret og grebet i en stil, der gjorde, at jeg nu tager tilbage. Tilbage til Ghana, hvor jeg oplevede tre mindeværdige måneder. Tre måneder jeg aldrig vil glemme. Jeg oplevede ting, fik venner og ligefrem en kæreste, som alle efterfølgende har påvirket mig og stadig fremover vil.

Derfor er det denne gang ikke den afrikanske drøm, men den afrikanske rejse. Jeg vil ikke opleve Afrika på samme måde. Det er noget andet nu. Det er ikke nyt. Jeg har samme forudindtagede respekt for kultur og omgivelser, men forstår dem nu, og derfor vil indtrykkene ikke være ligeså kraftige omend muligvis meget anderledes.

Den afrikanske rejse vil tage mig igennem forskellige situationer i forskellige kulturer og naturomgivelser. I de kommende måneder vil jeg skrive om turen fra Ghana til Botswana. Om oplevelserne på må og få som frivillig arbejder og rygsæksrejsende. De skæve historier om mennesker man møder, attraktioner man ser, sanser der påvirkes og oplevelsen langt væk hjemmefra i en verden få rigtigt kender til.

Fra det gamle slavefort i Ghana til Karen Blixens kenyanske farm går turen efterfølgende videre mod Kilimanjaros snedækkede top i Tanzania for at tage toget på den kinesiskbyggede jernbane ind i Zambia, hvor oplevelsen afsluttes med Botswanas kontraster med Okavango-deltaet i nord under regntiden og Kalahari-ørkenens tørke i syd.

Foruden de få nævnte oplevelser foroven vil turen også gå til den tanzaniske ø Zanzibar, gennem Malawi og Zimbabwe. I store træk er det, hvad der skal ske.

Mere præcist tager jeg her om små to uger til Ghana, hvor jeg vil tilbringe de næste syv uger med at besøge lokale venner og arbejde på samme børnehjem, jeg også tilbragte fem uger ved sidste gang. Den 4. januar, altså efter jeg har fejret jul og nytår på børnehjemmet, flyver jeg til Nairobi, Kenya, hvor jeg mødes med min gamle gymnasieven Malte. Med Malte bruger jeg tre måneder på at rejse igennem Kenya, Tanzania, Malawi, Zambia, Zimbabwe og Botswana. Efterfølgende flyver Malte hjem, og jeg flyver til Australien. I Australien vil jeg opholde mig i mellem to og fem måneder afhængigt af, hvor træt jeg bliver af at rejse. Min plan i Australien er først og fremmest at finde et arbejde, men også at besøge venner fra mit ophold i Ghana og rundt omkring i Europa.

Jeg vil modsat tidligere forsøge at ligge et par billeder op til hver blog. Om det bliver i selve bloggen eller på siden i toppen ved navn Afrika 2010-2011, ved jeg endnu ikke.

Hvis I har lyst til at smide en kommentar eller stille et spørgsmål, er I meget velkomne til at gøre det enten i afsnittet med kommentarer i bunden af hver blog eller sende den/det til mig på daniel_pedersen1(snabel-a).com.
(Bemærk venligst at kommentarer bliver læst med det samme, men først bliver lagt op på bloggen efter godkendelse som ikke-værende spam)

Endnu engang velkommen til mit næste eventyr.

I næste uge vil komme en sidste blog inden afrejsen, og fremover vil blogs således blive lagt op én eller to gange ugentligt afhængig af internetforbindelse og relevante historier.

Tak for interessen.

Daniel

“Mole was certainly one of the nicest places I have ever been.”

Ending the last blog with such a sentence is a great statement but Mole was indeed a nice place, one of the nicest places I have been.

Mole Motel lies inside the Mole National Park and is situated on top of a hill with the view over the savanna. Most interesting about the view are the two waterholes just in front of the hill where we the first night were lucky to see an elephant go to drink some water and take a shower.

The next morning we went on a walking safari taking two hours where we got to get about fifteen meters close to a small group of elephants before we went further and saw some antelopes and warthogs. Right before the tour was done we went past the waterhole where three elephants walked up and we saw them even closer to us.
Seeing an elephant that close in its real surroundings and not just in a boring zoo was amazing.

Even more amazing though was how we the next couple of days experienced both warthogs and families of green monkeys and baboons walk around on the compound of the hotel. That was just a part of the everyday life with a hotel and its tourist living in harmony with the animals in a National Park.

After we had enjoyed some days in Mole it was time to turn back. After waiting in the small village of Larabanga for three or four hours and being rejected by three buses all being full we were lucky to jump on the trunk of a pickup truck taking us to Sawla. In the trunk were Nina sitting down surrounded by five men including a 90 years old one and a lot of pidgin nests.

As per usual in Ghana, especially in the north, this too was a dirt road and one of a very bad standard. With a constant cloud of dirt in our heads and bumps blasting our butts for the next two hours, we arrived in Sawla exhausted.

The rest of the way back to Kumasi went in an STC bus sitting in the aisle on some small plastic chairs for four or five hours.
By the time we got to Kumasi Nina had unfortunately caught some kind of virus and laid sick for the next two days. Stuck in a hotel room getting crazy without anything to do I went out daily on half-day journeys in Kumasi buying groceries and exploring the fascinating city. Most memorable from the time in Kumasi was probably the way we were able to eat sixteen fanyogos in one and a half day.

When Nina finally got better we went to Accra and afterward Hohoe where I have spent the last two weeks of my stay here.

Staying in Hohoe has been really nice. The biggest reasons for staying were that I didn’t feel ready to go back to the everyday life of Denmark and that I wanted to spent some more time with Nina.

Since I have realized how big of a difference there have been between the Hills, Cape Coast and then Hohoe. Living all three places have given me a great insight in Ghana and the different cultures here.

Now there is only one week left of my African adventure and unfortunately I will be having a hard time extending it further. Monday the 26th is my date of arrival in Kastrup Airport.

Hopefully I will post another blog upon my departure and no matter what I will definitely post some when I get back.

Thanks for taking the time to follow my experiences.

- Danny

Hm how to start this blog I really don’t know.

Sooo lets start with a little celebration. Earlier this week I talked to my old coach, Coach Basse, who four days ago became a dad for the first time. From hot and sunny Africa I want to send congratulations to Basse and his girlfriend Edita with their girl Sommer.

Lets get going with the business now.
I promised last time to write a blog about my new Hohoeian life but I feel like I have some unfinished business which needs to be dealt with before going to Hohoe.

As I mentioned in a single phrase in my last blog we took all the kids from the orphanage at Cape Coast on a field trip to a hotel where they had the chance of swimming in their pool.
The trip counts as one of my best experiences down here because it was so good to take the kids away from their everyday life at the orphanage and let them relax and swim at the pool which for the most kids are something they have only tried once or twice before.
With my travels set to begin on the Friday two and a half weeks ago we needed to take the kids Wednesday and Thursday same week so I could be there.
The first day we went was probably the most exciting since it was the youngest kids we brought the first time and seeing them run around with the greatest smiles on their mouths is a long lasting memory. In addition to seeing the enjoyment the kids had another great experience arise that day. Around the hotel there is a pond filled with crocodiles which you can see if you throw out bread to the fish which they eat. Besides from looking in the pond it is a possibility to walk on the shore around the pond and maybe be lucky to see some there.
And that’s how my wildlife week began.. Walking around on the shore we saw two crocodiles lying with approx ten meters of distance between each other looking like stuff animals. Stone cold the boys from the orphanage began walking close to the smallest crocodile trying to convince me that they wasn’t so dangerous. After taking my time to gather some courage I handed my camera to one of the boys and went closer to the crocodile. In was is one of the most exciting moments of my life I stood behind the crocodile and grabbed its tail and tried to look calm and cool on the picture.
Try and imagine how hard a time I had afterward to keep the boys away from doing the same.!

When the afternoon draw to a close I went together with another volunteer to Kakum National Park to sleep there for the night. As for a lot of the plans here everything went wrong. We had a hard time finding a ride to the place and once we got there and everything was complete dark we were told that we went the wrong place. Instead of sleeping in the trees in the middle of the rain forest we had to sleep in some kind of guesthouse.

Next morning we went on a guided nature walk through the rain forest before we were going to go on the canopy walk. The canopy walk is the only of its kind in Africa and is basically eight bridges connecting platforms on the trees forty meters above the ground. It was so beautiful to witness right after dawn where the fog was still above the trees.

Afterward Luke and I walked what seemed to be ten kilometers in the hot Ghanaian sun but what was only three.
We were going to the Monkey Forest, a place a dutch couple have used the last six years of building and now have filling up with neglected animals.
Seeing a lot of different animals and how a dutch couple moved to Ghana to take care of them was a nice experience. That I got to hold some different turtles and a snake did of course not make the experience worse.

The rest of the day went by with more kids to the pool and a farewell dinner with the rest of the originally Hills crew.
Next morning I was off to Accra to meet up with Nina for our travels to begin.

First stop to Kumasi to stay for the night at our well-used Methodist Guest House went fine. Early next morning we wanted to go to Tamale which is an eight hours drive before taking a new bus to Mole NP which is four more hours depending on the amount of breakdowns of the bus.
When we didn’t catch the first bus in Kumasi and generally got delayed on our way to Tamale the first response was that it is Ghana and you can’t expect things to go according to your plans and indeed we quickly realized that that would be the general consensus when our week was gone.

We stayed in Tamale for the night after trying to charter a taxi to take us on the four hour drive to Mole on what we later realized could possibly be the worst road in the entire world.

Already with our plans changed we went to Mole with a promise to our self not to rush anything and do whatever we feel like in the moment. Therefore we also ended up staying in Mole for four days and skip the rest of our plans.

Mole was certainly one of the nicest places I have ever been.

Time running out! Typical..

Will post the rest of the blog next week.

Thanks for the interest.

- Danny

When you go into a bus, sit down and right away feel your butt hurting you know that you are out travelling and have been sitting in a bus or tro-tro too much.

That was what I experienced the past week where I was travelling around Ghana with Nina. With a wish of going up north to see Mole National Park and head back south with the yam-transportating ferry we ended up by spending a lot of hours in poor conditioned buses on Ghana’s only roads heading up north which is litterally just dirt tramped down so vehicles have a decent chance of passing through.
In the beginning you feel fine about it since that is just the life down here but after a while where you have been lifting your butt and trying to twist it different ways so the start of the stinging pain get extended a bit you begin to wonder if that is really how holidays should feel and if it is worth it. And then imagine during that for days in a row…!
Our travels started in Accra where we met up before heading to Kumasi. The next day we went from Kumasi to Tamale and the following days from Tamale to Mole to stay there for some days before we headed back to Hohoe where the last three weeks of my African adventure will be spent.

Before the travels and the last chapter of my adventures here could begin I needed to end another chapter. Chapter 2..

One day sitting at the internet cafe in Abura, Cape Coast a fellow volunteer saw me writing a status update on Facebook in English and asked me why since I was Danish.
My answer: Being down here for so long time do something to people. When I get back home to Denmark I am seriously afraid that people won’t understand what I experienced when I am telling them my stories but the people who are or have been down here experienced the same things and are the ones which I shared all my experiences with and therefore I began to write my status updates in English so the ones which I am currently spending my life with and who are in the same situation can follow my views and feelings about being here.

Chapter 2 which I recently finished was a goodbye to many things. A goodbye to all the people with whom I spent the first two month, a goodbye to my placement at the orphanage, a goodbye to Cape Coast and in general a goodbye to the whole way I have been living my life for the first two months.
For those reasons I decided to write this blog in English as a kind of a tribute to all the people who influenced me and my life here. For those people I am deeply grateful.

My two month here have given me an invaluable life-experience. I have learnt a lot about myself and a lot of my views on life in different situations have changed as well. Besides from all the wise and philosophic things I could keep rattling off I rather want to mention what a great time I have had in general.

Some quick memorable moments I can mention are the simple way of living in the Akuapem Hills, the fiddle- and guitar filled evenings at Mama’s, the ten Star challenges in Mamfe and Cape Coast, the school we began to build from stratch for the orphanage in Tinkong, the soccer match between the volunteers in the Hills and the local team in Kwamoso, the games we played with the kids at the orphanage in Ansepetu & the field trip where we took all of them to Hans Cottage Botel to swim in the pool and see the crocodiles in the pond besides it and all of the weekends where we went travelling.

In some way I would like to mention a lot of names of the people who have contributed to making my African adventure as great as it has been so far but I think that everyone who have been down here know that they in some way made a difference either for me in person or for the way we worked and lived.

Even though I probably won’t talk to half the people I spent time with here once I get home I will forever feel influenced by everyone.

How to end this blog the proper way I don’t know. I could continue the sweet talk in danger of going too far or I could come with some random anecdote. I think I will end the blog with a thought I had the other day and let people decide for themselves what they thought when a big part of their adventure was done.

Whatever you do with your life you eventually need to take some decisions and if they are small or big can changes from time to time but I believe that all of them make us the persons we are. Some times the decisions will probably not be good and you can end up regreting them but I have realised down here that if you always regret the bad decisions you will not enjoy life the same way because no matter how you put it even the bad decisions will eventually make a positive effect on your life.

Thanks for spending your time reading this blog.

Thanks for having the interest in my African adventure.

A blog of my third chapter: The Hohoeian Life will be posted in a week.

- Daniel, Danny, Dan, Dennis, Big D, Captain

Allerede inden du er kommet ud af tro-tro’en staar massevis af mand klar til at hive din taske ud af haanden og fore dem over til deres taxa.
Dette er sommand ganske normalt i de storre ghanesiske byer, men naar du forst har afvist de forste ti mand og faaet set dig lidt omkring, opdager du, at du staar midt i et kampe afrikansk kaos, hvor tusindevis af mennesker lober rundt omkring dig paa vej mod deres goremaal.

Du staar midt i Kumasi. Ghanas travleste by. Vestafrikas mest kaostiske og hektiske by.

For jeg fortsatter vil jeg hurtigt beklage ventetiden paa en ny blog, men i Ghana gaar tingene ikke altid som man onsker.
Computere der pludselig slukker, hastende goremaal, Ghana tid (udtryk for at tiden hernede kan variere med mange timer i forhold til den reelle), ubetalte internetregninger og et nationalt nedbrud i internettet kan somme tider gore tingene mere besvarligt.

Halvanden uge siden er det, at jeg stod i kaosset mutters alene med et maal for ojet.. Finde et hotel at bo til mig selv og de tre andre frivillige der skulle vise sig at ankomme tolv timer senere.

Normalt har vi altid booket et hotel inden vi tager ud at rejse i weekenden, men denne gang havde jeg i et overmodigt humor tager al ansvaret for weekenden med lofte om, at alle ville blive overrasket ved enden af weekenden.

Da jeg torsdag aften sov paa bornehjemmet ringede jeg rundt til samtlige hoteller i alle rygsaksrejsensendes bibel – Bradts guide of Ghana, men alle hoteller var fyldte. Derfor valgte jeg at tage til Kumasi tidlig fredag morgen med en stark beslutsomhed og en vikings eventyrlyst i haabet om at finde et hotel et tilfaldigt sted i byen.

I starten saa denne mission haablos ud og jeg skrev en besked til de andre frivillige, der skulle komme fra Hohoe, at de maaske bare skulle overnatte i hovedstaden Accra, og saa ville jeg finde en bank paa den store centrale station, men i min sogen efter en af de store, centrale gader fandt jeg en venlig lokal mand, som tog mig rundt i halvdelen af byen og i sidste ende endte med at finde en himmelsk lille gastehus paa en stor idyllisk grund faa minutter fra centrum. Og himmelsk var stedet bestemt, da det var et methodistisk gastehus.

Efter mange timers sogen og en ny lokal ven vendte jeg tilbage til centrum for at finde ol og mad, jeg kunne bringe tilbage igen og have klar naar resten engang kom. I denne sogen endte jeg endnu engang med at mode nogle lokale som tog mig rundt alle de rigtige steder.

Som blommen i et ag er man sikker paa at mode mange lokale paa sin vej gennem landet, som vil tale med en. Nogle mennesker henvender sig paa ubeskrivelig uhoflige og irriterende maader for at starte en samtale med: Hey Obruni! I want to take you as my friend! Enten siger du ja og du giver dem dit nummer, som de vil ringe til konstant efterfolgende eller du svare nej og bliver nodt til at bruge adskellige minutter paa at forklare dem, hvorfor du ikke kan vare deres ven. En lose-lose situation!
Nogle gange kan du tilgengald vare saa heldig at du moder reelle mennesker, som kun vil dig det bedste og lofter loftet om Ghana som det venligste folkefard i verden hojt.
Saadan en mand var Sam, der hjalp mig med hotellet.
Saadan nogle mand var Alberto og hans ven ikke.

Ikke desto mindre fik jeg alle ting klaret, og tolv timer senere, klokken et om natten kunne jeg hente de andre i centrum.

Tiden lober desvarre ud nu, og alverdens ting jeg ville fortalle maa vente to ugers tid til jeg er kommet hjem fra min rejse.

Paa gensyn til alle og tak for den fortsatte interesse.

Jeg vardsatter alle hilsner, jeg har faaet paa den ene eller anden maade, imens jeg har varet her. De varmer alle sammen.

-Daniel

For nogle dage siden fik jeg en besked fra en af mine gode venner paa Facebook. I beskeden takkede han for et brev jeg sendte nogle uger tidligere og skrev, at han imens jeg var hernede havde tankt over, om jeg ville komme tilbage som oplyst guru uden tid til alle de normale drengerovsting vi normalt gjordede eller ville finde den indre benhakker (kaldenavn fra gymnasietiden) frem igen.
Efterfolgende kunne jeg ikke lade vare med at tanke en del over det, for som han ogsaa skrev, virkede det som om, at jeg tankte en del over tingene imens jeg var hernede.
Om jeg fandt frem til et reelt svar selv, tror jeg egentlig ikke. Selvom tingene er langt fra som jeg forestillede mig for jeg kom herned, har jeg stadig oplevet masser af ting og nogle som ogsaa til et vis punkt har andret mit syn i mange henseender.
Jeg har indtil videre virkelig nydt at vare hernede og ville gore det igen hvis jeg havde chanen. Hvor jeg tror jeg har andret mig mest er i hvordan jeg ser mit eget liv og gerne vil have at det skal udvikle sig i fremtiden. F. eks. er jeg lige nu fuldstandig overbevist om at jeg paa samme tid om et aar ikke sidder ved en dansk computer og skriver en blog, men er et sted uden i verden og opleve ting. Hvad jeg pracist skulle lave har jeg ikke indskranket mine tanker omkring endnu. Jeg kunne godt tanke mig at lave mere frivilligt arbejde i et afrikansk land, men denne gang et sted hvor jeg virkelig foler de har et ekstremt behov for det. Selvom alle afrikanske lande kunne bruge en hjalpende hand, har jeg oplevet at Ghana bestemt ikke er et af de darligere stillet lande i Afrika. Jeg kunne godt tanke mig at tage til Etiopien eller Sudan, hvor lande virkelig er ustabile og i en skidt tilstand og hvor man ved, at hjalpen der virkelig gor en forskel. Paa samme tid ville jeg ikke rejse ud med en organisation som Projects Abroad, som i nogle henseender har vist sig at vare mere en profit-organisation end en nodhjalpsorganisation.
Et andet onske som egentlig har ligget lidt under overfalden i lang tid, men aldrig virket som en reel mulighed er at tage et halvt eller helt aar ud af kalenderen og tage til et andet lande og arbejde. Onsket om at komme til USA er storts men grundet de mange regler om visum er Australien en langt storre mulighed.
Den storste forskel jeg umiddelbart har oplevet omkring mit eget liv er nok narmere hvad mine fremtidige uddannelsesplaner skulle vare. Imens jeg de sidste aar har varet rimelig besluttet omkring at lase enten okonomi eller statskundskab, har jeg efter at have varet hernede i snart halvanden maaned virkelig faaet et stort onske om et arbejde, hvor jeg kan gore en store forskel for folk istedet for bare at skabe en masse penge. Jeg har faaet mange gode venner hernede men dem jeg taler allermest med og rejser rundt med hver weekend er alle sygeplejerske og igennem dem har jeg hort historier fra hospitalerne hernede som virkelig gor et indtryk og paa saa mange maader forargre en!
Om jeg pracist ville tage en sygeplejerskeuddannelse vil jeg intet sige om, men jeg er pt i gang med at lave nogle andringer i mit program hernede saa jeg de sidste tre uger ved siden af arbejdet paa bornehjemmet, skal arbejde paa et hospital. Selvom min viden om midicin er lig nul og isar hvad angaar medicinske termer i engelsk har jeg faaet fortalt at man faar et stort ansvar og generelt er jeg egentlig bare mest interesseret i at faa et indtryk om hvordan et hospital er drevet hernede og bare faa en anden oplevelse hvor jeg forhaabentlig kan gore en forskel paa en anden maade end “bare” lege med nogle born.
Endvidere har jeg selvfolgelig lart hvordan behovet for at leve i en materialistisk verden ikke er saa stort og hvordan vi nogle gange forkaler os unodvendigt meget. For jeg kom herned vidste jeg godt at vi har det virkelig godt i den vestlige verden og jeg tror at alle render rundt med den viden men jeg synes ikke man rigtig tror paa det og er klar over det for man har oplevet det paa egen krop.
Jeg har enkelte gange varet saa heldig at faa muligheden for over en ol at diskutere forskelle mellem i- og u-land, religiose tanker, hvide vs. sort og mange andre ting som har abnet sindet for saavel mig som den lokale person. Jeg husker isar en samtale med en mand fra en af de ostlige regioner i byen Hohoe, hvor han for vores samtale fortalte om hans negative syn paa de hvide mennesker og fortalte om hvordan han virkelig ikke forstod, at hvide mennesker kom herned for at hjalpe. I en samtale som startede om, hvordan begge parter kunne lare fra hinanden og fortsatte hen over emner som muligheder for de lokale, de sorte, for at faa en bedre fremtid og muligvis komme til et vestligt land endte vi med at blive gode venner.
En anden mand har jeg modt hernede i Cape Coast og har varet saa heldig at tale med ham to gange. Begge gange har jeg virkelig nydt og lart en hel del omkring de lokale og hvorfor mange mennesker gor som de gor. Det mest interessante samtaleemne var da jeg udspurgte ham om hvorfor de lokale alle var saa vanvittige religiose og alt i deres liv handlede om at agere i forhold til Gud, naar religionen oprindeligt kom fra de hvide mennesker, som endte med at gore saa mange darlige ting for Afrika. Foruden det har han ogsaa varet den forste lokale jeg har talt med om projektet om en hospitalsklinik i Hohoe. Synderlig begejstret for ideen har han allerede hjulpet med at besvare nogle sporgsmaal omkring logistiske udfordringer.
For at dreje bloggen lidt over paa klinikken maa ejg starte med at sige, at jeg endnu ikke ved hvor projektet vil lobe hen. Engagementet er stort for at lave en klinik, men den storste udfordring er pt at undersoge hvordan de lokale vil have det ved at faa en klinik op at kore fra hvide mennesker og hvordan de vil engagere sig i projektet og hjalpe med at fore det videre efterfolgende.
Ideen omkring klinikken er at gore den til en fodselsklinik, hvor der vil vare tests og generel medicinsk hjalp for, under og efter graviditeten. Endvidere skulle der vare undervisning i diverse emner omkring graviditeten og ligeledes sexual undervisning. Alle disse ting, baade undervisning men ogsaa tests og medicinsk raadgivning er ting de ikke har i omraadet omkring Hohoe og det vil derfor kunne gore en stor forskel for omraadet, hvor dodsraten omkring en fodsel er stor. Ideerne omkring klinikken er mange og en stor brainstorm omkring administration, okonomi og andre fundamentale behov for projektet har allerede varet i gang, men udfordringen er som sagt pt at finde ud af hvordan de lokale vil acceptere en saadan klinik, da der ogsaa er mulighed for at det kan integere med deres religion og andre skikker og moraler vi ikke har i den vestlige verden.
For at afslutte overskriften paa bloggen vil jeg formentlig komme tilbage som en oplyst benhakker, der selvom han har oplevet mange ting der giver stof til eftertanke om livet ogsaa vil vare i stand til at finde den indre drengerov frem.

Det var alt for denne gang.
Tak for interessen…

Daniel

Som ramt af et lyn slog nemesis ned i mig faa timer efter sidste blog. Undervisningen i gymnasiet om oldtidens Grakenland og deres nemesis, hybris og alt detgav pludselig meget storre mening.
I sidste nlog skrev jeg at de danske vikinger ikke kunne blive syge, men faa timer efter opdagede jeg to bid paa min venstre ankel. Det kloede meget mere end normalt, men jeg troede stadig, at det bare var to myg som bed mig.
I lobet af onsdagen havede det lidt, som en allergisk reaktion, men det er stadig normalt hernede. Den store forskel kom torsdag morgen, hvor min ankel var meget havet og endda blevet rod. I lobet af faa timer havede min fod til enorm storrelse og mindede mest af alt om Big Foot.

Da der tilfaldigvis samme dag var besog paa arbejdspladsen af chefen for vores region blev jeg med det samme sendt paa hospitalet. Efter at have varet uge og rejse samtlige weekender med tre sygeplejersker fra mit omraade og en sygeplejerske fra en ostlig region har jeg hort frygtlige historier om hospitalerne hernede, og maa indromme at jeg efter hospitalsbesoget var chokeret.
Forst fik jeg taget mit blodtryk og efterfolgende fort ind til lagen, som rorte ved min lag for at fole varmen og efterfolgende skrev en masse ting i min journal. Ugen at fortalle mig hvad der var galt blev jeg fort hen til en skranke, hvor jeg fik udleveret fire forskellige piller, som jeg samlet skulle tage 14 af om dagen. Da jeg skulle til at forlade stedet blev der kaldt efter mig hvorefter jeg blev fort hen til et nyt rum for at faa en vaccination. Efter at have talt med sygeplejersken fandt jeg ud af at de ville give mig en vaccination mod tetanus (stivkrampe), hvilket jeg viste dokumentation for at have faaet to maaneder siden. Sygeplejersken insisterede paa at jeg skulle have den uanset hvad fordi man ifolge hende skulle have tre i lobet af et halvt aar for at faa den til at virke.

Langt om lange kom jeg ud fra hospitalet med uanelige mangden af mistro til hvilke piller jeg lige havde faaet. Uden information om hvad de gav mig matte jeg sporge den medicinsk ansvarlige medarbejder fra vores organisation, som fortalte, at den ene var antiboitika, en mod kloe, en mod rodheden og en mod havelsen.

Indtil videre har jeg ingen piller taget fordi sygeplejersken fra den ostlige region sagde at det var alt for meget, og hun spurgte efterfolgende en kirurg til raads, som sagde at jeg ikke burde tage det.
Med stor tvivl om hvad jeg skulle gore ringede jeg i gaar eftermiddags til lagevagten, som sagde det lod fint med pillerne, og det samme gjorde min egen lage her til morgen, saa jeg begynder formentlig at tage antibiotikaen her til eftermiddag og venter med resten efter et par dage, hvor jeg kan se udviklingen.
Min fod er pt saa havet at jeg ikke kan faa min sko paa og man kan ingen muskler eller blodare se fra lagen og ned til taerne.

I eftermiddag tager jeg vak i weekenden til Volta floden for at tage paa en en-dags fargetur og sondag tage hen til Akosombo damningen, som har skabt verdens storste kunstige so. Sondag eftermiddag skal jeg paa en syv timers tur til Cape Coast, hvor jeg skal vare den naste maaned.

Til sidste vil jeg hurtigt undskylde for alle de maglende kommaer, men det er ikke grammatikken, jeg gaar mest op i hernede..

Tak for interessen.

Daniel
- Med Ghanas storste fod

Tre uger er nu gaaet, og det foles som meget langere. Paa en positiv maade!
Jeg er faldet utroligt godt til, og foler mig som en del af samfundet. Naar man gaar rundt paa gaden nikker man pant til alle folk og sporger hvordan det gaar. Jeg har endda lart, at gore det paa twi (det lokale sprog i min region).

Jeg kommer vidt omkring i weekenderne for at se forskellige ting, hvilket jeg muligvis uddyber langere nede.
I sidste uge lavede jeg en halv basketballbane ved skolen, hvor vi bor, hvilket bornene nu leger flittigt med.
Denne uge er forelobig gaaet med en fodboldkamp mellem den lokale landsbys hold og alle de frivillige fra omraadet, hvilket jeg i samarbejde med vores supervisor i omraadet fik stablet paa benene. Kampen var en stor succes, selvom de desvarre vandt 4-2. Naar jeg rejser til Cape Coast paa fredag, vil de tilsyneladende prove at stable en ny kamp paa benene for at bygge videre paa ideen.

Med hensyn til helbredet gaar alt godt. Jeg har heldigvis undgaeet alverdens sygdomme indtil videre. (7-9-13).
Alle rundt omkring mig bliver syge paa stribe. De seneste to uger har tre faaet malaria og seks personer faaet orme, som kravler rundt i kroppen og laver en masse grimme saar. Jeg har provet at forklare alle, at jeg stadig er frisk, fordi de danske vikinger ikke kan blive syge. Lad os haabe det fortsatter saadan den naste maaned i Cape Coast.

Jeg har desvarre ikke meget tid i dag. Naste opdateringer bliver formentlig i naste uge, naar jeg er faldet til i Cape Coast.

Hvis folk skulle have sporgsmaal eller ting, de gerne vil have jeg skriver lidt om, er alle velkomne til at skrive det i en k0mmentar forneden.

Tak for interessen..

Daniel