Allerede inden du er kommet ud af tro-tro’en staar massevis af mand klar til at hive din taske ud af haanden og fore dem over til deres taxa.
Dette er sommand ganske normalt i de storre ghanesiske byer, men naar du forst har afvist de forste ti mand og faaet set dig lidt omkring, opdager du, at du staar midt i et kampe afrikansk kaos, hvor tusindevis af mennesker lober rundt omkring dig paa vej mod deres goremaal.

Du staar midt i Kumasi. Ghanas travleste by. Vestafrikas mest kaostiske og hektiske by.

For jeg fortsatter vil jeg hurtigt beklage ventetiden paa en ny blog, men i Ghana gaar tingene ikke altid som man onsker.
Computere der pludselig slukker, hastende goremaal, Ghana tid (udtryk for at tiden hernede kan variere med mange timer i forhold til den reelle), ubetalte internetregninger og et nationalt nedbrud i internettet kan somme tider gore tingene mere besvarligt.

Halvanden uge siden er det, at jeg stod i kaosset mutters alene med et maal for ojet.. Finde et hotel at bo til mig selv og de tre andre frivillige der skulle vise sig at ankomme tolv timer senere.

Normalt har vi altid booket et hotel inden vi tager ud at rejse i weekenden, men denne gang havde jeg i et overmodigt humor tager al ansvaret for weekenden med lofte om, at alle ville blive overrasket ved enden af weekenden.

Da jeg torsdag aften sov paa bornehjemmet ringede jeg rundt til samtlige hoteller i alle rygsaksrejsensendes bibel – Bradts guide of Ghana, men alle hoteller var fyldte. Derfor valgte jeg at tage til Kumasi tidlig fredag morgen med en stark beslutsomhed og en vikings eventyrlyst i haabet om at finde et hotel et tilfaldigt sted i byen.

I starten saa denne mission haablos ud og jeg skrev en besked til de andre frivillige, der skulle komme fra Hohoe, at de maaske bare skulle overnatte i hovedstaden Accra, og saa ville jeg finde en bank paa den store centrale station, men i min sogen efter en af de store, centrale gader fandt jeg en venlig lokal mand, som tog mig rundt i halvdelen af byen og i sidste ende endte med at finde en himmelsk lille gastehus paa en stor idyllisk grund faa minutter fra centrum. Og himmelsk var stedet bestemt, da det var et methodistisk gastehus.

Efter mange timers sogen og en ny lokal ven vendte jeg tilbage til centrum for at finde ol og mad, jeg kunne bringe tilbage igen og have klar naar resten engang kom. I denne sogen endte jeg endnu engang med at mode nogle lokale som tog mig rundt alle de rigtige steder.

Som blommen i et ag er man sikker paa at mode mange lokale paa sin vej gennem landet, som vil tale med en. Nogle mennesker henvender sig paa ubeskrivelig uhoflige og irriterende maader for at starte en samtale med: Hey Obruni! I want to take you as my friend! Enten siger du ja og du giver dem dit nummer, som de vil ringe til konstant efterfolgende eller du svare nej og bliver nodt til at bruge adskellige minutter paa at forklare dem, hvorfor du ikke kan vare deres ven. En lose-lose situation!
Nogle gange kan du tilgengald vare saa heldig at du moder reelle mennesker, som kun vil dig det bedste og lofter loftet om Ghana som det venligste folkefard i verden hojt.
Saadan en mand var Sam, der hjalp mig med hotellet.
Saadan nogle mand var Alberto og hans ven ikke.

Ikke desto mindre fik jeg alle ting klaret, og tolv timer senere, klokken et om natten kunne jeg hente de andre i centrum.

Tiden lober desvarre ud nu, og alverdens ting jeg ville fortalle maa vente to ugers tid til jeg er kommet hjem fra min rejse.

Paa gensyn til alle og tak for den fortsatte interesse.

Jeg vardsatter alle hilsner, jeg har faaet paa den ene eller anden maade, imens jeg har varet her. De varmer alle sammen.

-Daniel

Kommentarer er likket.