Nu hvor jeg er i mål med mine studier i USA, kan ansøgningsprocessen næsten virke som en bagatel. Det har en af mine læsere, Cathrine Petersen, dog hjulpet mig med at huske, at den IKKE var, for hun har nemlig spurgt mig, om jeg vil prøve at skrive hele mit forløb op i punktform. Jeg takker for spørgsmålet, og se, når jeg så går tilbage i tiden, kan jeg udmærket huske, at det var megahårdt. Jeg vil her give en opskrift på, hvordan jeg bar mig ad med at komme fra ide til mål.

1. [2006, julen] Jeg fik ideen til at studere på Columbia University. Jeg havde mest lyst til at tage studier i USA som en del af en dansk uddannelse, og efter juleferien ringede jeg til Syddansk Universitet for at høre, om det var muligt at blive optaget på kandidatuddannelsen i journalistik med start februar 2008. Det var det.

2. [2007, februar] Jeg havde sat mig mere ind i, hvad det krævede at blive optaget på Columbia University, og jeg droppede ideen om at starte i efteråret 2008 af to væsentlige årsager: Dels var det blevet annonceret, at staten ville sende penge med de studerende fra efteråret 2009 (det såkaldte SU Udlandsstipendium), dels havde jeg brug for at køre ansøgningsprocessen i mit eget tempo; at indsamle penge og at forberede mig på at skulle studere på engelsk kunne jeg ikke overskue at gøre på få måneder, samtidig med at jeg skulle studere på cand.public. 1. semester. Så jeg valgte at sætte processen en smule på standby og koncentrere mig om mit danske semester.

3. [2007, februar/marts] Jeg gik dog ikke helt i stå. Jeg havde forstået så meget, at det var smart at få nogle folk, højt på strå, til at tro på mit projekt. Jeg syntes, det var en hurdle uden lige at skulle bede om anbefalinger på engelsk fra arbejdsgiver og universitetet, omvendt vidste jeg, at det var bedst at få det overstået. Hvis jeg fik hevet de anbefalinger ind, ville jeg jo også kunne bruge dem i min legatansøgningsproces. Det er jo altid godt, hvis man kan dokumentere, at der er nogen med pondus, der tror på ens projekt Anbefalingen fra mit arbejde skrev jeg selv. Inden jeg afleverede den til underskrift skulle jeg naturligvis have en med engelskkunskaberne i orden til at rette den igennem. Det var svært at skrive, og jeg lagde ud på dansk og oversatte bagefter. Det blev nok derefter … Min professor på universitetet skrev selv anbefalingen (hvilken lettelse!), men han bad mig om at skrive en sides penge om mit projekt. Det skrev jeg så – på dansk.

4. [2007, marts] For mig var et af de mest alvorlige skrækscenarier mit engelske sprog. På dette tidspunkt havde jeg stort set ikke snakket engelsk siden jeg var 16 år, og skrevet engelsk … hmm, jeg erindrede det knap. Jeg prøvede at regne ud, hvordan jeg kunne få et afslappet forhold til det, og løsningen syntes at ligge lige for: Jeg besluttede mig for at kombinere sprogskole med at bo i New York og samtidig tilmelde mig TOEFL-testen i USA. Sprogskolen, jeg valgte, fandt jeg via en tysk hjemmeside; jeg ville for alt i verden undgå at ramme ind i snakke dansk. Jeg planlagde opholdet, der var bestemt til september/oktober 2007, i marts og fik bestilt en plads til TOEFL. Der er altid rimelig booket, så det er slet ikke tidligt at være ½ år forude. Faktisk var alle tests i New York booket på det tidspunkt, og jeg måtte finde et sted i New Jersey. Nu havde jeg noget at se frem til, samtidig med at jeg færdiggjorde 1. semester af kandidaten.

5. [2007, juli] Da jeg var færdig med semesteret, begyndte jeg endelig at tænke på mit Columbia-ophold igen. Henover sommeren søgte jeg nogle få legater, til det jeg betegnede som mit “indledende studieophold”. Oticon Fonden sponserede mit sprogskoleophold med 3.000 kroner, resten (cirka 37.000 kroner) betalte jeg af egen lomme. Jeg besøgte også Fulbrights studenterrådgivning i København første gang for at høre mere om deres legater.

6. [2007, september/oktober] Med knap to måneder i New York fik jeg virkelig sparket gang i troen på, at jeg nok skulle kunne komme ind på Columbia. Hvorfor?

* For det første besøgte jeg universitetet og blev fuldstændig klar over, at det var stedet, hvor jeg ville studere. Jeg mødte også en studerende, der venligt lyttede til min historie og bagefter påpegede, at det jo var folk som mig, Columbia var interesseret i at få ind. Tænk, sådan havde jeg aldrig set det før; kunne JEG virkelig være en berigelse for universitetet … tjah, hvorfor ikke?

* For det andet fik jeg sparket gang i mit sprog, og så var det jo slet ikke så slemt alligevel. Jeg brugte blandt andet aftenerne på at se film med undertekster, og så skrev jeg de ord ned, jeg ikke kendte. Når filmen var slut, slog jeg ordene op, og skrev dem ind i min egen sammensatte ordbog i et Excel-regneark. Ellers sørgede jeg for at læse så meget forskelligt, som muligt. Det er en god måde at udvide ordforrådet på. Jeg klarede TOEFL-testen med bravour, og så behøvede jeg heldigvis ikke at tænke mere på det (man KAN godt søge ind på Columbia, hvis ens score er under 100, men så skal man igennem en engelsktest, inden semesteret begynder. Med en score på 109 ud af 120 slap jeg heldigvis for det).

* For det tredje fandt jeg ud af, at jeg godt kunne bo og klare mig i New York. Jeg fik nogle venner, fik taget brodden af “wauw! Jeg er i New York”, og gjorde mig i det hele taget klar rent mentalt til at vende tilbage til byen for at studere.

7. [2007, november/december] Da jeg kom tilbage efter mit sprogskoleophold, gik jeg i gang med at strukturere min tid. Jeg blev nødt til at erkende, at der var ingen andre end mig selv, der var interesserede i, at jeg gennemførte mit projekt (sådan lidt hårdt sagt), derfor var der heller ingen andre end mig selv, der kunne sikre, at jeg nåede mit mål. Jeg så mig selv som direktør for mit eget firma, der ene og alene bar ansvaret for, hvordan det gik. Vejen for mig var at sætte månedlige deadlines – og at overholde dem. Jeg oprettede et Word-dokument og stregede over med grønt, hver gang jeg havde klaret en af de mange opgaver i løbet af den pågældende måned. I november var den vigtigste opgave at få undersøgt, hvilke fag jeg ville tage på Columbia – i givet fald at jeg blev optaget – og at få de fag forhåndsgodkendt af mit studienævn. Det tog herrelang tid! Jeg skulle finde oplysninger om fagene via nettet og desuden udfylde papirer fra SDU til hvert enkelt fag. Samtidig freelancede jeg som journalist.

8. [2008, januar-marts] Jeg brugte tiden på at søge studievejledning hos Fulbright og sende dem en ansøgning. Jeg sendte også andre legatansøgninger, alt i mens jeg freelancede og planlagde polterabend for min søster. Det var ren ventetid. Det var til at blive vanvittig af!

9. [2008, april] Jeg uploadede min ansøgning til Columbia’s School of Continuing Education online (jeg kunne have gjort det tidligere, men de havde ansøgningsfrist i april, og jeg syntes ikke jeg havde lyst til at belemre dem før den officielle ansøgningsperiode). Derefter kontaktede jeg – online – TOEFL, for at bede dem om at sende mine testresultater direkte til universitetet. Columbia vil IKKE have testresultaterne tilsendt, førend man har sendt sin ansøgning, så det blev nødt til at være i den rækkefølge. Jeg overvejede, hvorvidt jeg skulle sende en ansøgning til andre amerikanske universiteter, men jeg gad ikke rigtig. Sæt, jeg blev optaget … Nej, jeg ville ind på Columbia, og hvis jeg ikke kom det, ville der være en ny situation, måske var jeg mere hooked på at læse i Europa. Hvad ved jeg … det skulle jeg jo ikke forholde mig til

10. [2008, maj] Afslag fra Fulbrigth. Først slog det mig helt ud, men så erindrede min far mig om, hvad jeg havde sagt til ham nogle måneder tidligere: Nemlig at studievejlederen hos Fulbright havde givet mig et vink med en vognstang om, at hvis jeg søgte New York, var der nok ikke nogle penge at hente for dette studieår. Jeg fik fornemmelsen af, at det ikke var en generel beslutning, Fulbright havde om ikke at støtte studierejser til New York, blot stødte lige præcis min ansøgning ind i det studieår, hvor legater til studier i andre stater skulle opprioriteres. Til gengæld ville jeg have en god chance med et andet USA-projekt, gjorde studievejlederen mig opmærksom på, og han fortalte om, at der var muligheder i Ohio, hvor han selv havde studeret, ligesom han viste mig et kort over universiteter i USAs andre stater end New York, som jeg kunne kigge nærmere på. Men da mit specifikke ønske netop var at komme ind på Columbia, ikke som sådan at studere i USA, vidste jeg derfor nærmest på forhånd, at den ansøgning, jeg sendte om at komme i betragtning til et Fulbright-legat, var så godt som diskvalificeret i denne legatrunde. Alligevel blev jeg naturligvis enormt ærgerlig over afslaget, Columbia er et af USA’s dyreste universiteter, men derfor var det også godt, at min far erindrede mig om studiehjælpen, således at jeg kunne holde fokus så tæt på mål (og jeg kan i øvrigt kun anbefale at have en mentor med i processen, som jeg brugte min far). Nu kunne jeg så ikke gøre andet end bare at vente på svar fra Columbia.

11. [2008, juni] Svaret kom en lille måned senere, mener jeg det var. Og hvor var det fedt! Det må være sådan, det føles at vinde i Lotto: En viden om, at nu ændres ens liv for altid. Det er eddermame fedt! Jeg søgte legater hos de fonde, der ikke har nogen ansøgningsfrist – alt andet lige regnede jeg med, at jeg ville stå stærkere, når de kunne se, at jeg var optaget.

12. [2008, juni/juli] Det gik op for mig, at jeg skulle kunne dokumentere at jeg kunne betale for mit ophold i USA. Optagelsesbrevet var således ikke en garanti for, at jeg kunne komme af sted … Der skulle forelægge bevis for likvide midler! Det var gået henover hovedet på mig, at jeg allerede kunne have begyndt at indsamle disse beviser, da jeg sendte min ansøgning til universitetet, så jeg fik ret travlt. Heldigvis samarbejdede mine forældre, deres bank og min bank fantastisk sammen med mig, og det lykkedes mig at få samlet papirerne sammen, i alt 21 sider, og få dem faxet til universitetet. Sagen er, at det amerikanske universitet først sender det vigtige I-20 papir, når man har dokumenterede penge på lommen – og det papir skal bruges for at søge visa på ambassaden. Så jeg kunne ikke engang bestille ambassadebesøg, førend jeg havde mit I-20. Alt lykkedes dog.

13. [2008, midt-august] Samtale på ambassaden. Hvis jeg havde været tidligere ude med at bevise mine finanser, så jeg havde modtaget mit I-20 noget før, kunne jeg have haft denne samtale tidligere. Nu lå den knap 10 dage før min rejse. Det blev lidt et sats, for hvis jeg ikke havde nået at få en samtale, ville flybilletten være gået til spilde.

14. [2008, slut-august/start-september] Jeg flyttede til New York og startede på et helt nyt liv med mine studier på Columbia. Rent boligmæssigt tilbragte jeg den første tid på et billigt youth hostel og hos en veninde. Efter tre uger kunne jeg flytte ind i min egen lejlighed, som jeg fandt via hjemmesiden for Den Danske Sømandskirke.

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.