En af mine medstuderende på Columbia University hedder Jakob Silas Lund. Han er dansker og manden bag et ret godt initiativ, jeg gerne vil give ham kredit for: For et par år siden etablerede han foreningen Play31, som giver børn i afrikanske Sierra Leone mulighed for at mødes på tværs af landsbyer og spille fodbold. Sierra Leone har lidt under en borgerkrig, der officielt endte i 2002, men sårene efter tusindvis af døde og millioner på flugt er stadig ikke helet.
Play31 samarbejder nu med lokale organisationer i landet for at skabe et fredeligere samfund i det ellers krigsprægede land. Tanken er, at (citat) “fodboldspillet har en evne til at forene folk”.
Siden opstarten har Play31 arrangeret fodboldkampe mellem deltagere fra over 100 landsbyer. Denne sæsons turnering sluttede i januar, og der er meget at bygge videre på. Deltagerne bemærkede blandt andet, at spillere, der kæmpede mod hinanden under krigen, var fair over for hinanden på banen, og at de jævnlige fodboldkampe havde forbedret nabobyernes indbyrdes forhold meget. Desuden fik pigernes hold positiv opbakning fra alle deltagere.
I dag tæller Play31 foruden Jakob Silas Lund en styregruppe på seks personer, og i øjeblikket arbejder foreningen på at få FN’s økonomiske opmærksomhed, så projektet kan udvikles til flere byer.
Hvis man har lyst til at støtte projektet eller bare vide mere, er der selvfølgelig også en Facebook-gruppe, man kan melde sig ind i.
Kommentarer
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
