Jeps, den er god nok. Nu har jeg endelig fået tag over hovedet, og min helt egen adresse. Lejligheden ligger lige over for Central Park og ti minutters gåtur fra Columbia.

Og hvordan får man så lige sådan en bolig, spørger du sikkert.

1) Man er heldig.
2) Man er tålmodig.
3) Man gider betale for beliggenhed.

Jeg fandt lejligheden via Den Danske Sømandskirke, hvor danskere i New York kan udveksle køb/salg/bytte m.v. under linket Markedspladsen. Desværre fremstår siden ikke videre opdateret, men jeg var alligevel heldig og kom i kontakt med en kvinde, der skulle flytte til Danmark i mindst et halvt år, og så kunne jeg fremleje hendes lejlighed.

Jeg var ude at se lejligheden et par dage efter, jeg ankom til byen, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Alle boliger er meget dyre i New York, og jeg havde snakket med folk, der betalte 800 dollars for at have en madras i forlængelse af et køkken. At jeg kunne få mit eget sted var derfor helt fantastisk.

Desværre blev jeg så bare nødt til at vente tre uger på, at kvinden skulle flytte til Danmark – men lejligheden var værd at vente på. Derfor boede jeg først på hostels, og de seneste to uger har jeg fået tag over hovedet hos en veninde i Brooklyn. At bo så langt væk fra universitetet gav mig en samlet pendlertid på to timer dagligt, så jeg har været ret kvæstet.

Der er mange måder at søge bolig på, når man skal bo i New York, men jeg vil nok anbefale, at man booker et hostel eller indlogerer sig hos en kammerat den første uges tid. Så kan man bruge tiden på at finde noget, når man er i byen. At finde noget, når man sidder på den anden side af Atlanten, er ikke bare modigt, det kan også være meget dumt. Og husk på, at New York er en ret dynamisk by. Der er konstant folk, der flytter ind og ud af den, så det er altså ikke særlig svært at finde noget at bo i – igen handler det mest om, hvor meget man er villig til at betale.

Det er optimalt at kigge på Craigslist eller bedre endnu New York Habitat, men et andet brugbart forslag, jeg her vil bringe videre, er at gå en tur ad Broadway, hvor Columbia University ligger. Her bliver der dagligt hængt sedler op på busskure fra studerende, der mangler en ny værelseskammerat. Man kan også lige smutte ind forbi Alfred Lerner Hall (som er den bygning, der også huser universitetets boghandel). Alle kan gå ind i kantinen, og her flyder det altså med opslag!

Kommentarer



Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Name

Email

Website

Speak your mind