Amerika!
Et frit land, som er ekstremt svært at komme ind i for mere end tre måneders turisttur.
Lad det være sagt med det samme! Det er omstændigt at søge om visa som studerende, og det gælder om at holde tungen lige i munden, når du skal planlægge.
Når man er studerende som jeg, skal man ind i landet på et F-1 visa. Proceduren er som beskrevet her:
* Først sender du din ansøgning til det universitet, du gerne vil læse på. Og allerede når du har SENDT den ansøgning, kan du gå i gang med at søge om visum. Det var jeg ikke klar over, og jeg begyndte derfor først at søge om visum, da jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget på universitetet – over tre måneder efter, jeg havde sendt min ansøgning.
* For at søge om visum, skal du først godkendes af dit universitet, som udsteder det såkaldte I-20, et stykke papir, der er altafgørende for at kunne gå til visa-samtale på ambassaden. Det vil altså sige, at når du har sendt din ansøgning, skal du rette henvendelse til skolens internationale afdeling, på Columbia er det ISSO, International Students and Scholars Office, der står for det. Hele proceduren, man skal i gennem kan du finde her.
* Noget af det allervigtigste er, at du kan bevise, at du har pengene til at betale for dit ophold i USA – hele året. Såkaldt Proof of Finance. Og her er det ikke nok, at du kan fremvise bevis på, at du nok får nogle penge på et tidspunkt (fx SU til 2. semester) . Det skal være penge, du har til rådighed her og nu. Du skal altså kunne fremvise en udskrift fra din bankkonto, der imødekommer det beløb, et års studier på Columbia koster og desuden også living expenses. For mit vedkommende koster et års studier på Columbia godt USD 40.000 og de officielle living expenses er på USD 19.000. Jeg skulle altså fremvise udskrifter, der imødekom USD 59.000. Det er mange penge, og det er en god ide at alliere sig med sin bankrådgiver i god tid inden.
Foruden udskriften fra din bank, skal du have din bank til at skrive et brev, fx hvis de er villige til at stille flere penge til rådighed gennem et lån. Desuden skal du selv skrive en lang klamamse, hvor du udførligt beskriver, hvordan du vil betale for dit ophold. Hvis du har fået nogle legater, skal du vedlægge bevis for dem, og du skal oversætte det danske brev til engelsk. Det tager virkelig noget tid at få alt dette til at falde på plads, for mig tog det godt fire uger, så jeg vil bestemt anbefale, at det er noget, du får styr på, så snart du har sendt din ansøgning.
* Når papirerne så er på plads (jeg faxede 21 sider), skal det hele faxes eller sendes pr. post til universitetet. Officielt kan det godt tage op mod tre uger, før papirerne bliver godkendt og yderligere en uge, før dit I-20 er fremme. For mit vedkommende gik det hele heldigvis rigtig hurtigt. Fra jeg faxede papirerne til jeg havde mit I-20, gik der otte dage. Jeg havde i øvrigt bedt – og betalt - for at få sendt mit I-20 med Fedex-kurer, for jeg ville ikke risikere, at dette vigtige papir gik tabt i posten.
* Når dit I-20 er velankommet til Danmark, kan du så bestille en tid på den amerikanske ambassade, der skal udstede dit visum. Jeg havde dog ikke nerver til at vente på, at mit I-20 ankom, da jeg havde bestilt flybillet, og der i øvrigt ofte er booket langt ud i fremtiden på ambassaden. Så jeg satsede, og bestilte tid på ambassaden til fire uger efter, jeg havde sendt mine papirer – men det var også kun fordi, jeg var så sent ude med hele min visa-ansøgning. Ellers er det nok en god ide at vente …
* Du booker en tid til visa-ansøgning hos Den Amerikanske Ambassade her. Når du opfylder hele tjeklisten, kan du booke din samtale allernederst på siden. Til samtalen skal du foruden dit I-20 medbringe alle vigtige papirer, såsom de samme papirer, du sendte til universitetet med bevis for, at du kan betale for dit ophold i USA og bevis for, at du er optaget på det amerikanske universitet. Du bør også medbringe bevis for, at du er tilknyttet Danmark – det er nødvendigt, hvis de mistænker dig for ikke at ville vende hjem igen. På ambassaden kigger de dine papirer i gennem, og du efterlader dit pas hos dem. Det sender de til dig, når de har indsat dit visum i det. Heldigvis var mit fodarbejde også grundigt her, så jeg fik mit pas tilbage to dage efter besøget.
* Når du så pakker bagagen til USA, skal du sørge for at alle de vigtige papirer er i din håndbagage. I den amerikanske lufthavn skal de nemlig igen se dit I-20, og de har også ret til at se papirer på, at du har råd til at opholde dig i landet. I flyveren bliver der uddelt en I-94 form. Her er det megavigtigt, at du udfylder den hvide, ikke den grønne. I lufthavnen bliver dit I-94 sat ind i dit pas overfor dit visum. Nu er du parat til at bo i USA, men husk endelig at aflevere det lille hvide stykke I-94 papir igen, når du forlader landet, ellers bliver det svært at komme ind igen!
Kommentarer
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
