Danish Dynamites!

12. Januar 2012 | Comments Off

Jeg tror aldrig, at jeg får mine arme ned igen. De sidder fast over mit hoved i en konstant glædesrus. Det har de gjort siden i søndags, hvor jeg broadcastede liveradio i en time sammen med min danske pendant Fie. Vomitroom (et kaldenavn vores ene fælleslokale har fået efter en heftig juleaften) var i dagens anledning blevet lavet til et radiostudie, og her broadcastede vi elleve timer i streg. Vi har senere fået at vide, at der var næsten 90 danskere, der havde tunet ind på kanalen i løbet af dage. Det er fantastisk at få den opbakning hjemmefra, tusind tak skal I have! Jeg kan afsløre, at der til sammenligning var 75 rumænere, der havde lyttet med, og det var det land, der havde haft næst flest lyttere. Lande som Italien, Frankrig og Spanien var slet ikke i nærheden af vores danske lytterrekord!

Idéen bag radioshowet var at give os frivillige, muligheden for at åbne døren på klem til vores lille EVS fællesskab. Der var ingen restriktioner i forhold til, hvad vi skulle snakke om. Nogen snakkede slet ikke om EVS, og nogen snakkede ikke om andet, men det var også den alsidighed i programmerne, der gjorde det interessant at lytte med hele dagen. Dio fra Grækenland havde stablet showet på benene i samarbejde med den græske internetradio http://www.actradio.gr/ . Vi sørgede selv for at dele os op to og to, og så fik hvert hold ellers tildelt en time af radiomarathonet.

Fie og jeg var ”Danish Dynamites”, ogvi havde både en interkulturel hundequiz, tips og tricks til at flytte hjemmefra og insider historier om folk fra huset. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at da vores hjemmelavede jingle rullede ud i æteren kl. 18.00 var vi både hysteriske, spændte, nervøse og vildt rastløse efter at havde drukket fire kopper kaffe på 10 minutter. Vores stemmer var skingre, baggrundsmusikken lidt for høj, jeg snakkede for tæt på mikrofonen og Fie snakkede lidt for langt væk. Alligevel var vores program en dundrende succes, hvis vi selv skal sige det. Aldrig har jeg prøvet noget så fantastisk! Vi var så oppe at køre, at alle der kom ind i radiorummet, mens vi broadcastede, grinte højlydt af os, fordi vi kørte med 110 km/t med armene i vejret og ansigtsmimikken på sit højeste. Tiden fløj af sted og da det var tid til at slutte programmet, kunne vi næsten ikke stille mikrofonen fra os. Éen gang til!

Da det næste par overtog mikrofonen, og vi, stadig rystende på hænderne, gik ud af rummet, var jeg i mit adrenalinrush overbevist om, at der udenfor døren ville være mindst 20 mennesker klar til at give os et stående bifald. Der var ingen. Vi gik ind i vores store fælleslokale, hvor folk sad med deres computere, og jeg var igen klar til, om end ikke et stående bifald, så et siddende. Intet skete. Jeg rømmede mig. Fransesco kiggede åndsfraværende på mig. Jeg blev stående, rømmede mig igen. Bagerst fra lokalet lød det fra franskmanden; ”Magnifique!” Jeg er stadig ikke helt sikker på, om det var henvendt til mig, men jeg smilede taknemmeligt, og Fie og jeg gik tilfredse ned for at drikke en fyraftens øl.

Magnifique eller ej, Fie og jeg var enige om, at det var noget af det fedeste vi har prøvet, og vi skal gøre det igen. Måske skal vi skynde os at tage patent på hundequizzen, før P3 får nys om det. Vi kan lave den deal, at hvis de vil have den berømte hundequiz, så må de hyrer ”Danish Dynamite”. Det skulle ikke være noget problem at overbevise dem om det, og da slet ikke efter, at de har hørt vores jingle!

Det er præcist sådan noget her, der gør det så enormt fedt at være med i et EVS projekt. Hvem skulle have troet, at vi midt i alt det andet, vi har gang i med Youth Olympic Games, ski, fest og arbejde, kunne presse et elleve timers radioprogram ind? Men når bare folk er åbne, interesserede og klar på at træde ud af deres comfort zone, så er alt muligt. Det her ryger lige ind på mit CV, det kan jeg godt love jer for. Radiovært. Hold da op. Tænk at man bare kan smide sig ud i sådan et projekt og så lykkes det. Hvor er det bare fedt. Hvor er EVS bare fedt!

Hvis du gik glip af Danish Dynamites, og du sidder og tænker ; Jamen hvad gik den hundequiz så ud på? så er du så heldig, at min dejlige far har optaget hele herligheden og lagt det på soundcloud!

http://soundcloud.com/brianpablo/sets/2live-music-marathon-innsbruck – Enjoy the Danish Dynamites!


Søg i blog.udiverden.dk