Dec
30
Ømme fødder i Wien
30. December 2011 | Comments Off
Toget rumler, buldrer, bevæger sig ublidt snart den ene vej, snart den anden vej. Sæderne er hårde, stoleryggene for oprejste og bag mig sidder to østrigske skolepiger og diskuterer den nye Twilightfilm. Den tynde af dem mener ikke, at den er realistisk nok. Den rødhårede pige med den pibende stemme er totalt enig, for Bella er ligesom slet ikke pæn nok til Edward.
De andre fem hører ikke efter, hvad de to piger mener om vampyrer og realisme. De ligger alle sammen på langs og sover. Fie fra Danmark med hovedet nedad. Paulo fra Portugal med kinden trykket mod ruden og Fransesco fra Italien med åben mund og rynkede bryn. De to polske piger ligger lænet op mod hinanden med lukkede øjne. En næsten uhørlig snorken siver ud fra de halvtåbne munde. Vi er trætte. Udmattede om man vil. Vi besluttede os for, at vi, mens vi havde juleferie, ville tage på sightseeing i Wien i tre dage. Museer, bygninger og gå og gå og gå for at se det hele. Og så har vi ikke engang set det halve.
Wien er ellers flot. Hold da op. Jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg tog til Wien uden at have gjort mig det klart, hvad jeg ville se, eller i det mindste bare brugt 10 minutter på at læse lidt om byens historie. Der er så meget at se! Der er så meget historie! Og jeg har bare gået rundt som en af de der dumme turister, benovet over alt, uden at ane hvad jeg har kigget på. Før Fie faldt I søvn, fortalte hun mig, at den kæmpestore bygning med tårnene, som vi ellers var sikre på, var en domkirke, i virkeligheden var et rådhus. Et rådhus? Shit mand, hvorfor gik vi ikke ind? Jeg havde allerede set så mange kirker, men jeg havde ikke set noget rådhus! Tre dage i Wien, og jeg har set så meget, men ikke spørg mig, hvad jeg har set, for det aner jeg ikke.
De to østrigske piger i toget ødelægger min koncentration. De snakker om Justin Bieber, og de er ikke I tvivl om, at hans nye jule-single er et hit. Efter at have hørt dem synge brudstykker af sangen i en halv time, er jeg heller ikke i tvivl mere. Togturen har varet to timer. Jeg skal sidde her tre timer endnu. Sæderne er stadig alt for hårde.
I Wien så jeg en udstilling på Leopold Museum med Gustav Klimt , Egon Schiele, Koloman Moser og mange andre kendte østrigske kunstmalere og arkitekter. Jeg så også en fotoudstilling med provokerende billeder af lig, bryster og metroseksuelle mænd. Ja, kom ikke her og sig, at jeg ikke er kulturel. Jeg har endda formået at klemme en ballet ind mellem kunstmuseums og nightsightseeing. Det var en oplevelse, der ville noget. En spontan idé og halvandens times kø; Jeg var fire euro fattigere, men en billet til ballet i Wiener Staatsoper rigere!
Jeg var ellers lidt nervøs før vi stillede os i kø; ”Fie, vi kommer jo lige fra gaden, ingen make-up og uglet hår. Tror du de lukker os ind?” Og nej vi var vitterligt ikke klædt på til et besøg i Wiener Staatsoper. Striktrøje, vinterstøvler og en forvasket T-shirt med et billede af E.T.. Ved siden af mig stod Wiens jetsettere med lange silkekjoler, blænderne smykker og nyvasket hår. Hvis jeg så bare havde haft nyvasket hår! Men da vi kom ind i salen, var den manglende makeup og de sure sokker i skoene glemt. Hold da op, hvor var det fantastisk. Vi havde givet fire euro for billetten og stod først aller bagerst på den trange ståplads, men af en eller anden grund forbarmede billetkontrolløren sig over de to snavsede piger fra Danmark, og vi blev gennet ind på næstforreste stårække sammen med alle de små børn og krumbøjede ældre. Vi stod lige bag de fine kjoler, der havde givet 60 euro for deres billet – hvis vi havde stukket hånden ud over kanten, er jeg sikker på, at vi kunne havde uglet deres fine hår! Tornerose var en fantastisk billet, de tynde atletiske balletdanserinder med deres lyserøde tylskørter var yndige, og prinsernes piruetter kraftfulde. Så var det lige meget at mine fødder værkede efter en hel dags ståen og gåen i Wien. Vi var tilskuere i det smukkeste operahus til den smukkeste ballet. Det var en kæmpe oplevelse. Men nu er vi også trætte. Nu er vi på vej hjem til Mutters. Hjem til de andre. Jeg savner de andre. Selvom jeg nogle gange kan få hovedpine af Stephanies evindelige franske plapren, de italienske fyres prædiken om Mamas Pasta og finnernes utrættelige partyhumør, så kan jeg slet ikke undvære det i mere end tre dage.
Den tynde pige bag mig i toget griner højlydt. Hele tiden. Den rødhårede er åbenbart den sjove af de to. Hans fra parallelklassen er vild med hende den tynde. Eller jeg er faktisk ikke helt sikker på, om han nu er fra parallelklassen, for de to piger snakker tysk med tyrolsk dialekt, så det ikke lige alt jeg forstår. Men jeg ved i hvert fald, at han hedder Hans, og at hende den tynde synes, han er lidt af en nørd. Den rødhårede synes nu, han er meget sød.
Og lippizanere! Yndefulde, smukke, kraftfulde lippizanere fra Den Spanske Rideskole i Wien. Jeg tog ikke ind og så showet. Det kostede 38 euro for en ståplads, og mine fødder nedlagde veto efter første dags ståstrabadser. Men jeg gik forbi stalden og trykkede min næse flad mod ruden. Jeg var lige ved at bryde ud i en lille sejrsdans, da en lippizaner tæt på vinduet stak hovedet ud af sin boks. Hvor var den smuk med sin stærke hals, intelligente øjne og markerede næseryg. Lippizaneren slår med hovedet. En anden lippizaner, ligeså smuk som den første stikker hovedet ud inde fra boksen ved siden af. Halsen på den nytilkomne er ikke hvid, som den burde, men derimod møgbelortet. Jeg smiler. Det er sjovt, hvordan at alle gør sådan et kæmpe nummer ud af lippizanerne fra Den Spanske Rideskole, men når det kommer til stykket, er det bare godmodige heste, der er fløjtende ligeglade med om de ruller sig i møg eller ej. Jeg savner min Lamborghini. Han er altid god for at rulle sig i noget skidt.
To timer og ti minutter. Jeg åbner min rittersport og tager et stykke. Det er en forfærdelig vane, jeg har tillagt mig her i Østrig, fordi at al chokolade er så pokkers billig. Hvordan østrigere formår at holde den slanke linje, ligger ud over min fatteevne. Med billig chokolade, wienerschnitzel, lyst brød og sødmælk, virker det for mig som en umulig opgave. Shit min kæreste får et chok, når jeg kommer hjem. Samuel hvis du læser det her, så lover jeg at begynde til fitness, ligeså snart jeg er i Danmark igen!
Den tynde og den rødhårede pige er gået. Æv. Jeg gad ellers godt vide hvad det endte med, med Hans. Jeg håber de to finder sammen. Det håbede den rødhårede vidst ikke.
Fransesco er begyndt at snorke. Højt. To timer og enogtyve minutter er nu gået. Det mørkegrønne togsæde er omend blevet endnu hårdere at sidde på. Det her bliver en lang togtur. Men om to timer og niogtredive minutter.. så er vi heldigvis hjemme igen.