Dec
10
Om at dø i verdens smukkeste land
10. December 2011 | Comments Off
I går var jeg ved at dø. Og som enhver skrækhistorie starter min fortælling meget smukt.
Kristof jeg havde besluttet os for at løbe en tur i bjergene omkring Mutters før morgenmaden. Da jeg lidt i syv slår døren op, bliver jeg mødt af det mest fortryllende syn, jeg i mit liv har set. Store snefnug daler ned fra himlen, og bjergene, husene og træerne er allerede dækket af et tykt lag sne. Det hele virker som et eventyr, som om, at vi er trådt igennem et klædeskab og nu står i en verden fyldt med talende løver og isdronninger. Langsomt og en smule ærbødigt begynder vi at løbe og sætte fodspor i den rene hvide og uspolerede sne. Vi begiver os op ad en snoet sti og ind i en skov, hvor de store grantræer har taget imod sneen, og hvor den stivfrosne jord stadig er synlig. Den iskolde luft river i lungerne, og vejen snor sig opad i en uendelighed. Vi kommer ud af skoven, og når et åbent stykke, der er fuldstændig dækket af sne, og hvor vi må kravle op, fordi vores sko glider på den glatte jord.
Jeg ved ikke hvor langt eller hvor længe, vi har løbet, for i den hvide verden står tiden stille. Vejen begynder endelig at sno sig nedad, og som i trance begynder mine ben at bevæge sig hurtigere. Min fart accelerer, og min hjerne fortæller mig, at det her er helt forkert. Jeg prøver at sænke farten, men mine ben har deres egen vilje og sneen og vejen, der går stejlt nedad, gør det umuligt for mig at bremse op. Længere fremme tager vejen et skarpt sving til venstre, og jeg ved med mig selv, at jeg ikke kan bremse. Mine ben går som trommestikker. Vejen drejer. Det gør jeg ikke. Mine fødder slipper jorden, og i få sekunder svæver jeg, som i slowmotion, ud over kanten. Så rammer min krop bjergsiden. Hårdt. Alting er hvidt. Sneen er overalt. Min krop ruller og ruller. Jeg skærer mig på en sten. Mine hænder griber forgæves i luften.
Det føles som en uendelighed, før jeg igen åbner øjnene. Jeg spytter sne ud af munden. Mit knæ gør ondt. Jeg kigger mig fortumlet rundt. Kristof kigger bekymret på mig halvanden meter væk. Jeg kigger på ham. Stilhed. Bekymring. ”Fuck I hate this stupid snow” siger jeg og børster sneen ud af mit hår. Han skraldgriner og rækker mig en hånd, så jeg kan komme op at stå. Vi går ned af bjerget. Langsomt denne her gang. Vi begynder at løbe, da vi kommer ind i skoven. Mit knæ gør lidt ondt, og jeg har sne under trøjen. Det er begyndt at lysne, og solen er næsten stået op. Sneen funkler. Vi løber om kap det sidste stykke. Jeg vinder. Solen varmer min krop. Det er stadig pisse koldt. Men meget smukt. Han kigger alvorligt på mig og siger: ”so.. same time tomorrow?”