Jun
9
Vinter igen
9. Juni 2011 | Comments Off
Vinteren er kommet til Sydney. Ikke en vinter i dansk forstand, sne bliver der nok ikke noget af, for temperaturen er min.3 grader, og meget koldere end 10 grader bliver det vist ikke. Solen står desuden højt på himlen – nok noget af det jeg kommer til at savne mest ved Australien. Ikke noget med konstant gråvejr igennem en lang, kold vinter, blot et par måneder hvor man må skifte sine shorts ud med vindjakken og klippeklapperne ud med noget lidt varmere fodtøj. Er dog lidt svært at opleve, at det faktisk kan blive koldt her, når det i februar var så varmt, at temperaturen ikke kom under 40 grader om natten.
Og selvom vejret svarer til marts-april i Danmark, kommer man alligevel til at fryse. I Sydney har man nemlig svært ved at forholde sig til temperaturskiftet. Igår tog jeg et smut i Myer, Sydneys svar på Illum, men det var kun en anelse varmere derinde, og ved kassen havde de to ekspedienter jakker og halstørklæde på. Alle mindre butikker, caféer og restauranter har dørene åbne, så det er et mirakel hvis personalet de forskellige steder ikke går rundt med latent forkølelse.
Kulden faktisk begyndt at gå mig lidt på, så meget at jeg overvejer at investere i et par handsker. Det byder mig ellers meget imod, for i min verden bliver det aldrig koldt nok i Sydney til at retfærdiggøre hue og handsker, men må nok erkende at selvom vinteren ikke står mål med den danske, bliver det stadig koldt.
