Bolig i New York – en “what-to-do” liste

27. August 2010 | Comments Off

Efter halvanden uges boligræs og håndtering af diverse praktiske foranstaltninger, er tingene nu endelig faldet på plads. Jeg har fået nøglerne til mit nye hjem og kan nu endelig pakke min kuffert ud.

Boligjagten

Det tog knapt 4 dage før jeg fik dannet mig et overblik over boligmarkedet og mulighederne/genvejene når man søge bolig i New York. Her er en kort gennemgang af de erfaringer jeg har gjort mig, hvilket måske kan hjælpe andre danske tilflyttere, der ønsker at søge bolig i New York. (Hvis du ikke orker at læse det hele igennem, kan du gå ned for enden af artiklen og finde en what-to-do liste vedrørende boligsøgning i NY).

For det første er boligmarkedet i New York – ikke uventet – meget større end i Danmark. Jeg havde forinden en antagelse om, at hvis man kendte nogle herovre, så kunne man måske være heldig at få en fod indenfor. Det er selvfølgelig aldrig en dårlig ting at kunne få tips og tricks af lokale, men jeg havde nok et eller andet sted en forventning om at nogle af dem jeg kendte herovre, kunne skaffe en bolig til mig gennem deres kontakter. Det var ikke tilfældet og de forslog faktisk alle uafhængigt af hinanden at jeg i stedet begyndte min boligjagt på siden Craigslist.com (http://newyork.craigslist.org). Craigslist er uden tvivl den største boligside herovre og der bliver dagligt lagt nye boligannoncer op. Jeg fik herudover også anbefalet siden sublet.com (www.sublet.com), og her er der ligeledes mulighed for at finde boliger. Denne side er dog i modsætning til craigslist ikke gratis, og man skal således betale for at se de fleste af annoncerne.

De første dage brugte jeg derfor udelukkende på at skrive til en masse. Jeg fik svar fra et par stykker, men i betragtning af hvor mange jeg skrev til, var det lidt skuffende. Jeg gjorde mig dog den væsentlige erfaring at man udover at søge på annoncerne på Craigslist også kan oprette en annonce som boligsøger. Jeg oprettede derfor en annonce…. Det skulle jeg imidlertid have gjort med det samme, for samme dag som jeg oprettede annoncen blev jeg kontaktet af mellem 15-20 udlejere der alle ville tilbyde mig et værelse eller en lejlighed. Jeg havde dog ikke været særlig specifik med hensyn til områder i NY, så det var tilbud der strakte sig over hele manhatten og forskellige steder i Brooklyn.

Hvis man søger bolig i NY er det derfor som udgangspunkt vigtigt at man gør sig nogle overvejelser inden man søger på craigslist eller opretter en annonce. Overvej  eksempelvis hvor du gerne vil bo – vil du gerne bo midt i manhatten tæt på det hele (og betale det ekstra det koster)… eller måske hellere lidt længere ude, hvor du som udgangspunkt skal tage subwayen for at komme ind til dynamikken? Eller endnu længere ude – eksempelvis i brooklyn, hvor du skal forvente en transporttid på 35 minutter til Central Park?

Du bør samtidig overveje, hvad du ønsker at give i husleje og hvor langt du er villig til at strække dig. Min erfaring er, at det er mere eller mindre umuligt at finde et værelse til under 1000$ – og hvis du kan, så er det enten meget lille eller ekstremt crappy. Man kan selvfølgelig være heldig, men priserne herovre er bare ekstremt høje – så forvent som udgangspunkt at betale minimum 1000$ om måneden. De 1000$ er vel at mærke prisen for et værelse, vil du have en lejlighed (1 bedroom eller studio apartment) er prisen nok nærmere 1300-1500. Og finder du en lejlighed til den pris, skal du ikke forvente at det bliver midt i Manhatten. Søg i stedet på lejligheder der ligger lidt ude for byen – eksempelvis: Park Slope (Brooklyn), Prospect Heights (Brooklyn), Upper East Side (Manhatten), Queens, Astoria, Long Island City og Greenpoint. Jeg havde inden jeg kom herover et ønske om at komme til at bo i Williamsburg, der eftersigende skulle være et ekstremt fedt kvarter – men priserne er skruet helt i vejret der, så medmindre du er villig til at betale for det – skal du nok ikke forvente at komme til at bo hverken der eller i Brooklyn Downtown (det område der ligger lige på den anden side af Brooklyn Bridge). Hold dig for guds skyld fra Bushwick!! Det er en ghetto på nuværende tidspunkt – det kan selvfølgelig ændre sig, men som det ser ud nu – er det ikke et sted jeg kan anbefale til nogen.

Bushwick er ét af de mange områder, som jeg har bevæget mig ud i under boligjagten, og jeg kan kun anbefale at man som nytilflytter tager ud og besøger de forskellige områder for at finde ud af om man har lyst til at bo der. For mig betyder transporttid ikke så meget, men en simpel tur med subwayen giver én et godt indtryk af om det er nemt eller besværligt at komme ud til området. Samtidig er det måske en idé at gå en tur rundt i området, for at finde ud af om der er cafeer, supermarkeder, renserier eller andet i nærheden – det betyder måske ikke noget for alle, men for mig var det vigtigt. Kort sagt, tag ud og oplev områderne når du finder en bolig – for der er virkelig stor forskel på områderne i New York.

Når du så finder en bolig som du gerne vil have, bør du være opmærksom på at du i nogle tilfælde forventes at betale eksempelvis den første måneds husleje, en måneds depositum og lejen for den sidste måned – altså 3 måneders husleje. Hvis huslejen er på 1000 $, betyder det at du skal lægge 18.000 kroner – ofte vil udlejeren forvente at du betaler kontant, så det kræver naturligvis nogle forberedelser.

Jeg har dog i min boligproces bevidst forsøgt at undgå de udlejere, der har skiltet med sådanne aftaler og endte med at finde et sted, hvor jeg faktisk kun skulle betale for den første måned (altså intet depositum – kun lejen). Forvent dog som udgangspunkt, at du som minimum skal betale 2 mdrs husleje.

Hvis du ikke magter at stå for det hele selv, kan du vælge at hyre en brooker (ejendomsmægler), som så vil finde en lejlighed til dig. Det kan dog være en ret dyr forretning – har hørt at man skal betale hvad der svarer til halvanden måneds husleje – så det har jeg ikke brugt.

Jeg endte, til trods for at jeg i boligprocessen har fokuseret meget på Brooklyn i Upper East Side. Der er knapt så megen dynamik og cafémiljø heroppe, som længere nede i byen eller ude i Brooklyn (Prospect Heights), men det er hyggeligt og jeg har fået meget mere for pengene her end jeg ville have fået, hvis jeg boede i Brooklyn eller Downtown Manhatten. Så i sidste ende handler det i bund og grund om at gøre op med sig selv, hvad man leder efter og hvilken pris man er villig til at betale – for det er, mildt sagt, virkelig dyrt at bo i New York.

To do listen:

  • Overvej hvad du er villig til at betale for et værelse/lejlighed. (1000 $ som minimum)
  • Opret en annonce på Craigslist (Housing wanted), hvor du skriver hvem du er, hvad du søger, hvilket kvarter du vil bo i og hvad du vil give.
  • Tjek eventuelt de boligannoncer der er slået op på craigslist. (Der er mange om buddet, men du kan jo være heldig)
  • Tag ud og besøg stederne og gør op med dig selv om du ønsker at bo der. (ikke kun i lejligheden eller sammen med dem der bor der, men også i kvarteret!)
  • Få hævet nogle penge i forvejen, så du kan betale kontant for den første måneds husleje (og herudover måske også et depositum på samme beløb).

Søg i blog.udiverden.dk