Sep
21
Chinatown
21. September 2008 | Skriv en kommentar
Mangler Vedhæftning
Dette skrev jeg, da jeg boede i New York to måneder sidste efterår. Men eftersom de to måneders ophold var en slags “indledende studieophold” for mig i forhold til mit år på Columbia, synes jeg godt, jeg kan publicere ordene her på bloggen.
———-
September 2007
Dagligt, skaber det jeg ser her i New York, billeder inde i mit hoved. I dag, da jeg tog metroen tilbage fra Brooklyn til Manhattan, steg jeg af i Chinatown. Jeg havde fået anbefalet en særlig kinesisk ret, man kun kan få i Nordamerika, general taos chicken (det skulle senere vise sig ikke lige at være befordrende for mine smagsløg. Dybstegt kylling med ris står ikke øverst på min kinesisk-mad-liste). Nåmen, indtil jeg blev sulten, satte jeg mig ind i Seward Park for at læse resten af Blekingegadebanden færdig (fra i morgen må jeg ikke læse mere dansk, så jeg skal være færdig med den, inden jeg går i seng). Og her åbnede sig et studie i historie sig for mig. Og nej, det var ikke bogen, jeg her tænker på. Jeg var knap kommet 15 meter ind i parken, førend en ledig bænk gjorde sig til foran mig. Jeg satte mig til rette, fandt lidt vand frem, lagde bogen i mit skød og begyndte så at observere det særegne foran mine øjne.
Parken er et sted, hvor alle beboere i Chinatown tilsyneladende tager hen med deres børn, når de har fri. Der er fyldt på alle bænke, og der er kun asiatere at se og et sammensurium af kinesisk blandet med engelske fraser afhængig af, om det er voksne eller børn, der snakker. Små kinabørn på løbehjul, mødre der i skyggen holder øje med dem, og så alle de ældre mennesker. Jeg kunne ikke lade være med at blive fyldt med respekt og indlevelse for den virkelighed, der er deres. De ældre mennesker, der har forladt krig og undertrykkelse i håbet om noget bedre, ikke kun for sig selv, men også for deres efterkommere. Fik de det, de ønskede? Faldt de nogensinde til i rækken af skyskrabere, hvor det eneste pusterum er en indhegnet park? Og hvad med børnene? Bliver de myreflittige af at vide, hvordan deres bedsteforældre har kæmpet for deres skyld, eller fyldes de med den dovenskab, vi som danskere måske kender lidt for godt?
Jeg sad der ikke for at få svar, så jeg spurgte ikke nogen om det ovenstående. Men energien, der udsprang fra de mennesker, fyldte mig nok til at ranke ryggen og tænke, Hold kæft, hvor er jeg heldig. Jeg er taget til USA, som var det en chartertur. De tog af sted for at overleve.