stenuglekbhuni.jpg 

Vil du læse i et engelsktalende land, er der ingen vej udenom. Du skal tage en IELTS eller en TOEFL-test. Nogle uddannelsesinstitutioner har specifikke krav til, hvilken test du skal tage og hvor mange point du skal have. Der findes efterhånden en lang række steder, der udbyder TOEFL-test i Danmark og Sydsverige.

Jeg tog en TOEFL-test i november 2008 og fik, i al ubeskedenhed, 112 ud af 120 point. Inden testen var jeg blevet advaret om, at især den mundtlige del kan give problemer. Tidspresset kan gøre, at man hakker i det og måske ikke får formuleret de smukke engelske sætninger, man har på tungen.  

Men det er der råd for, og mit bedste råd er: træn, træn, træn. Testen er ikke svær, hvis man ved, hvordan den er bygget op, og hvad de forskellige dele går ud på. Hvordan finder man så ud af det?

Det kan du gøre på en lang række hjemmesider. TOEFLs egen side tilbyder en gratis prøve-test, når du har tilmeldt dig den rigtige test. Du kan ikke se dine resultater i prøvetesten (med mindre du betaler, og det er der ingen grund til). Men den giver dig en fornemmelse af, hvordan testen er bygget op.

Herefter kan du så begynde at øve dig i de ting, du finder sværest. Hvis du vil øve dig i at tale og lytte, så er der to sider, jeg varmt kan anbefale. Den første er Jason Renshaws TOEFL-side
http://www.english-itutor.com/TOEFL_iBT.html

Renshaw er engelsk-lærer, men det er gratis at bruge hans TOEFL-træning. Her kan du se videoer, hvor han forklarer, hvordan de forskellige test-svar kan bygges op.

Vil du træne skriftligt engelsk, findes der på Renshaws side et link til et forum, hvor studerende kan udveksle essays og finde emner, der ligner dem, du møder i TOEFL-testen.

En tricky ting ved TOEFL er referat-øvelsen. Her skal du lytte til et foredrag, hvor en akademiker fortæller om et emne. Derefter skal du besvare spørgsmål om emnet. Referat-øvelsen har to udfordringer: du skal lytte, mens du tager noter, og du skal kunne forstå akademisk engelsk.

Begge dele kan du træne ved hjælp af en side, der egentlig ikke har noget at gøre med TOEFL: www.ted.com  Her finder du en lang række videoklip med fordrag fra kloge hoveder indenfor kunst, naturvidenskab, samfundsvidenskab og historie. Siden er gratis. Lyt til foredragene og prøv at tage noter imens. Jeg har haft stor glæde af det.

Eneste ulempe er, at nogle af foredragene er så interessante, at man glemmer at tage noter. Min personlige favorit er statistikeren Hans Rosling, som holder et foredrag om udviklingslande. Slutningen af foredraget er ret overraskende. Rosling har nemlig en hobby som cirkusartist, og….nej, du må selv se det.
God fornøjelse med TOEFL-træningen.

Kommentarer



Name (påkrævet)

Email (påkrævet)

Website

Speak your mind