For nogle uger siden var jeg til min sidste GLP arrangement, Distinguished Speakers Series. Jeg har før omtalt dette anstrengende arrangement, som er en obligatorisk del af GLP. Hvert semester skal man deltage i en fancy begivenhed med en højtprofileret gæstetaler der beskæftiger sig med et område der hænger sammen med globalisering. Begivenheden bliver holdt i flotte lokaler i CBD, man skal have fint tøj på og inden taleren går på skal man networke med andre deltagere, mens tjenere går rundt med lækre hors d’oeuvres, øl og vin. Det var så anstrengende en begivenhed, at jeg denne gang inviterede en veninde med, der gav mig ret i, at det var hårdt at skulle deltage i sådan et arrangement;-)

I denne omgang blev det afholdt på rådhuset, som jeg derved fik mulighed for at se indefra, og taleren var Waleed Aly, hvis mediearbejde og muslimske baggrund har gjort ham til Islams ‘ansigt uadtil’ i Australien. Aly foreslog, at man udskiftede racisme med ‘kulturelle fordomme’ i den offentlige debat og talen var interessant, fordi jeg kunne genkende mange ting fra det danske samfund. Selvom Australien er et multikulturelt samfund, trives fordommene og intolerancen stadig.

Farveblindhed – gælder det også hudfarve?

Inden taleren gik på, havde jeg en diskussion med en fyr, der under netværksarrangementet delte brochurer ud for en studenterklub imod racisme. Da foreningen hed ‘I’m Colourblind’ tog det noget tid for mig og min veninde at opfatte, at foreningen ikke støttede farveblinde, men prøvede at bekæmpe racisme. Endte med at diskutere lidt frem og tilbage om fænomenet racisme i Australien, og jeg udtalte undervejs, at jeg ikke havde troet, at racisme var et specielt problem i Australien, da befolkningen netop er så blandet. Hvortil fyren (der var fra Iran) fortalte, at han selv havde været udsat for racisme. Da taleren gik i gang kort efter, nåede jeg aldrig at finde ud af, hvad manden havde været udsat for, men samtalen satte nogle tanker i gang hos mig.

Når man er hvid, oplever man sjældent racisme på tæt hold (medmindre man, som visse danske politikere, er den der udøver racisme). Selvom man som international studerende kommer i kontakt med folk fra hele verden og hele den menneskelige farveskala, kommer man ikke nødvendigvis tættere på fænomenet. Hvilket jo på den ene side er godt. Skulle jeg dømme det australske samfund udelukkende ud fra min omgang med folk hernede, ville jeg bedømme australiere til at være tolerante og åbne. Men nu består min bekendtskabskreds udelukkende af internationale studerende og australske studerende, der enten selv har været på udlandsophold eller som bare generelt er åbne over for folk fra andre kulturer. Så ikke meget intolerance at finde dér. En anden prøve på det australske sindelag har været, når jeg var i byen med en af mine amerikanske veninder, som er sort. Her har jeg haft lidt bedre mulighed for en mere generel bedømmelse af det folkelige sindelag, men heldigvis har der aldrig været nogle ubehagelige oplevelser. Tværtimod har min veninde ofte fået positiv opmærksomhed pga sin hudfarve, sandsynligvis fordi der er lige så få folk med afrikanske rødder hernede som derhjemme. De fleste indvandrere er europæere eller asiater.

Problemet med aboriginals

Men ens omgangskreds er jo sjældent en afspejling af samfundet, og har på fornemmelsen at jo mere uddannelse man får, jo dårligere chance har racisme og generel intolerance for at trives. Men måske er dette bare en fordom, der skyldes, at stort set alle i min omgangskreds studerer eller har studeret, og dertil er temmelig frisindede. Da jeg bl.a. studerer kulturprodukter som film, har jeg lagt mærke til, at de fleste australske film ikke afspejler den diversitet, som man finder i gadebilledet. Den etniske minoritet der som oftest portrætteres, er aboriginals. De bedst kendte film om aboriginals er f.eks Rabbit-Proof Fence, der fortæller om, hvordan aboriginals blev systematisk undertrykt ved at få frataget deres børn, der blev anbragt på diverse anstalter. Denne praksis foregik frem til 1970erne, og børnene der blev taget fra hjemmet kaldes i dag den stjålne generation. Filmens tagline er: ‘Hvordan ville du reagere, hvis regeringen kidnappede dine børn?’.

Almindeligvis skænker samfundet dog ikke aboriginals mange tanker. Det Australien der optræder i avisen er som oftest resten af samfundet, med de ‘hvide’ i front. Alle mine undervisere, med undtagelse af én tutor, har været hvide, de fleste af dem midaldrende mænd. Det præcis som i det danske universitetssystem. Vi tager det for givet, tænker ikke over det, men hvornår har du sidst set en person i en høj stilling, der ikke var 1)hvid, 2) midaldrende, 3)mand?

Hvorfor tænker jeg lige pludselig i fordeling af køn og hudfarve? Hvis alle i princippet har lige muligheder, må det vel være op til den enkelte at komme frem. Måske, men én ting har naget mig siden jeg kom herned. 90% af de hjemløse jeg ser, er aboriginals. Som nævnt i mit indlæg om Broome, var ejg chokeret over at se mennesker i så elendig en forfatning, som de aboriginals jeg stødte på i denne lille by i Western Australia. Men i Sydney ser jeg dem kun som hjemløse. I denne by finder man folk fra hele verden, men kun én gruppe ser man kun, når de optræder som gadegøglere nær Operahuset eller når de tigger på gaden, hvilket man ser overalt i byen. I mange udkantsområder slås aboriginals med misbrugsproblemer og vold, manglende uddannelse og sygdom. Nogle gruppers levevilkår svarer til et land i den tredje verden. Hvad skyldes dette? På den ene side systematisk undertrykkelse i flere hundrede år af de hvide koloniherrer, på den anden side vidner fænomenet ‘den stjålne generation’ om, hvor meget skade racisme i form af racehygiejne idéen om kulturel overlegenhed kan medføre. Racisme findes skam også down under, bare spørg den næste australier du møder, hvad ‘boong’ eller ‘wogs’ betyder.